Når navnet nok skulle have været et andet

|

Det er efterhånden 130 år siden, at den første bil blev opfundet. Der er lidt delte meninger om, hvorvidt det var Bil Daimler eller Karl Friedrich Benz, som opfandt det første bilmærke, men det er egentlig også ligegyldigt i denne sammenhæng. Faktum er, at der er blevet produceret biler i cirka 130 år, og derfor er historien fuld af eksempler på biler og bilmodeller, hvor navngivningen på daværende tidspunkt nok ikke var gået i den danske folkekirke. Vi har kigget lidt i historiebøgerne og fundet nogle af de mest grelle eksempler.

Kreative franskmænd

Ideen udsprang dog egentlig af to helt nye modeller, som har fået mærkværdige navne, ikke nødvendigvis grimme navne, men bare navne, hvor man tænker, hmm.. hvordan kom de på det, og hvad betyder det egentlig? Mere konkret drejer det sig om Renault Talisman og Renault Kadjar. Franskmændene har tilsyneladende valgt, at der nu skal tænkes kreativt i forhold til navnene på deres nye modeller. Hvor Talisman rent faktisk har en betydning, det er en genstand, som bruges til at forbedre ejerens lykke, og det giver jo egentlig meget god mening, så betyder Kadjar ingenting. I en dansk kontekst så giver ordet Talisman dog mest associationer til Robinson Ekspeditionen, men det har selvfølgelig nok ikke været en del af overvejelserne på direktionsgangen hos Renault, da man besluttede, at navnet Renault Talisman var det helt rigtige.

I en historisk kontekst så er de to nyeste Renault modeller dog ganske tilforladelige, ja nærmest uskyldige, da bilfabrikanterne til tider har haft svært ved at gennemskue, hvad navnene betyder på diverse sprog verden over, og det har resulteret i flere sjove bommerter.

Det franske sprog driller

Det er især det franske sprog, som til tider har drillet både japanske og tyske bilfabrikanter. Seneste skud på stammen er Audi E-tron, som er Audis navn for deres elektriske eller semi-elektriske biler. Navnet giver dog en helt anden betydning, når det skal ud af munden på eksempelvis en franskmand. Her udtales det nemlig Ètron, hvilket på fransk er lig med hundelort, og hvem gider køre i en Audi hundelort? 

Lidt samme problematik oplevede Toyota tilbage i begyndelsen af 1990"erne, da de skulle introducere Toyota MR2 i Frankrig, for her udtales MR2 præcis som ordet "merdeux", der betyder "lille lort". Så klogt nok valgte Toyota at ændre navnet til Toyota MR i de fransktalende lande.

Nøgenhed og kønsdele

Det er dog langt fra kun Toyota og Audi, som ikke altid har fået tjekket op på, hvad deres navne egentlig betyder rundt om i verden. Et af de mere bizarre tilfælde er blandt andet Ford Pinto, som i den spansktalende del af verden kan oversættes til Ford "lille diller". 

Mitsubishi bevægede sig også ind i den mere kulørte del af navne spektret, da de tilbage i begyndelsen af 1980"erne skulle døbe deres nye firehjulstrækker. Den fik nemlig navnet Mitsubishi Pajero, og det har nok stødt en del mennesker rundt omkring i verden, da Pajero på spansk er slang for masturbation, og hvem vil køre rundt i en Mitsubishi masturbation? - ikke mange, så derfor måtte Mitsubishi tage konsekvensen og omdøbe bilen til Mitsubishi Montero i den del af  verden. 

Listen over bilfabrikanter, der har fået et rap over fingrene af sprogpolitiet, er lang, og Dodge Swinger eller Daihatsu Naked er yderligere to eksempler på bilmodeller, der nok burde have hedde noget andet, mens Honda kan glæde sig over, at de i sidste øjeblik fandt ud af, at Fitta er lig med det kvindelige kønsorgan på svensk. Så i stedet for Honda Fitta, så fik vi Honda Jazz.

Audi på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev