En sund moral er et af kriterierne for at være medlem af Silkeborg Bilernes By. Brandet har vokset sig stort og stærkt gennem nu 45 år, og der findes nok ikke den bilinteresserede dansker, som ikke kender til bilbyen. Biltorvet tog en tur forbi og mødte formanden.

Biltorvet har været en tur i Bilernes By, der i den grad lever op til navnet. Der er bilforretninger overalt, også på oplandsvejene ind til byen. Her findes Danmarks største koncentration af biler, Danmarks største bilmuseum og den meget kendte Jyllandsringen er også i området. Biler er her nok af. Alene på biltorvet.dk er der over 2000 biler til salg i postnummeret 8600 Silkeborg.

Men det er dog ikke hele Silkeborg, som er Bilernes By. Silkeborg Bilernes By er nemlig en forening og et registreret varemærke, som kun må benyttes af en lille kreds af Silkeborgs forhandlere.

Foreningen består af 11 forhandlere i byen. Der er over 100 bilforhandlere i Silkeborg, så det er langtfra alle, som er med.

Specielt for de 11 er, at de blandt andet giver en speedometergaranti, som sikrer køberne, at bilen ikke har kørt mere, end der står på speedometeret. Desuden tilbyder forhandlerne en forsikring mod mekanisk svigt, så køberne undgår ubehagelige overraskelser.

Høj moral kræves
Biltorvet møder Formand Henrik Thomsen med et fast håndtryk i hans forretning, Globus Biler.

”Det er ikke alle og enhver, som kan blive medlem af vores sammenslutning, og man kan heller ikke bare bruge varemærket Bilernes By, blot fordi man er bilforhandler i byen. Vi har haft sager med forhandlere, som uretmæssigt brugte vores varemærke, og her trækker vi dem i retten og vinder,” lyder det stålsat fra Henrik Thomsen.

Grunden til at man ikke blot kan bruge navnet, er, fordi der er en række fordele for kunderne at værne om, og fordi medlemmerne bruger en del penge på den fælles markedsføring, forklarer han.

Bilernes By startede helt tilbage i 1972, altså for 45 år siden. En gruppe forhandlere gik sammen om at tilbyde kunderne en kollektiv garantiordning for at gøre bilkøb mere trygt. God service og en høj forretningsmoral var også nogle af kriterierne. Foreningens medlemmer garanterede fx, at bilerne var uden restgæld, længe før det blev muligt for kunderne at tjekke restgæld i bilen via det offentlige tinglysningssystem.

I dag omfatter samarbejdet også en række aftaler, hvor bilkøbere får tilbudt billige forsikringer, vejhjælp og værksteder.

Millioner i markedsføring
De mange millioner af kroner, som er puttet i den fælles markedsføring, har gennem årene trukket store mængder af bilkøbere fra hele landet til Silkeborg.

”Vores historik i Silkeborg Bilernes By om at stå sammen – selvom det er de samme kunder vi eftersøger – er ganske unik, men vidner bestemt om en branche, der kan se fordelen og nødvendigheden i at have en stærk, fælles profilering overfor omkringliggende byer,” siger Henrik Thomsen.

Det er da også blevet bemærket af bystyret. Borgmesteren for Silkeborg, Steen Vindum, er glad for foreningens betydning, der i den grad har sat Silkeborg på Danmarkskortet.

”Den høje kvalitet, tryghed og service, som Bilernes By står for, smitter positivt af på Silkeborgs samlede brand. Det er vi meget glade for og stolte af,” siger borgmesteren til Biltorvet.

Til gengæld sørger byrådet så for, at forhandlerne i byen har gode vækstbetingelser. Det gælder fx i forbindelse med den nye Silkeborgmotorvej, som gør det lettere at komme til byen i bil – selvom Henrik Thomsen er lidt træt af, at det skulle tage mange år at få motorvejen til byen, og at skiltningen mod byen hænger i bremsen.

Glade for vej
”Vi er bestemt glade for den nye motorvej, der nu gør det muligt at køre lettere og hurtigere til Silkeborg fra andre byer. Men vi har været trætte af de manglende Silkeborg-angivelser fra både Aarhus og Herning i forbindelse med motorvejen. Det er os uforståeligt, hvorfor de førnævnte byers vejskilte ikke også viser mod Silkeborg?”, undrer han sig.

Har man trods manglende skiltning fundet vej til byen, har motorvejens forløb gjort, at der i fremtiden kommer endnu flere bilhuse til byen, til glæde for kommende bilkøbere.

”Vi har skabt plads til bilforhandlere i flere af de nye erhvervsområder langs Silkeborgmotorvejen. Det gælder fx i Hårup og i et helt nyt område i Silkeborg Nord. Bilforhandlerne kan her få god synlighed fra Silkeborgmotorvejen,” mener borgmesteren, der får fuld opbakning fra formanden.

”Lokalplanen, der har opbygget en stærk koncentration af seriøse bilhuse med deres imponerende udvalg af alle typer biler her i byen, hilser Silkeborg Bilernes By absolut velkommen,” siger Henrik Thomsen og kommer måske selv med svaret på, hvorfor andre byer er tilbageholdende med skiltningen mod Silkeborg.

”Jo, flere biler byen kan byde på, og jo stærkere vi står sammen om at sprede dette essentielle budskab, jo større mulighed har vi for at kunderne fra andre byer kører hertil for at købe deres næste bil,” forsikrer han.

På denne opfordring må vi her fremhæve, at de fleste bilbutikker i Silkeborg har åbent både lørdag og søndag. Det gælder fx alle forhandlere i foreningen Silkeborg Bilernes By.

God tur.

 

Fakta

Silkeborg Bilernes By er en forening med 11 forhandlere.
En god moral og høj kundeservice er nogle af parametrene for optagelse i foreningen.
Foreningen markedsfører Silkeborg som Danmarks bilby og har indgået en række aftaler med samarbejdspartnere for at kunne tilbyde bilkøberne tryghed og fordele ved køb af bil hos medlemmerne af Silkeborg Bilernes By. Det er fx Autobranchen Danmarks forsikringsselskab Mondux, en landsdækkende værkstedskæde, der også kan udløse ekstra assistance samt en bred vifte af andre tiltag, som fx en udvidet garanti.

Foreningens medlemmer:

Formand Henrik Thomsen, Globus Biler A/S, Navervej 4-6
Jens Fisker Automobiler A/S, Håndværkervej 18
Løvborg Biler, Håndværkervej 2
Ole Winther Auto A/S, Fejøvej 15, Funder Bakke
Per B Christensen & co a-s, Kejlstruphøjvej 2
Peugeot Silkeborg CA Larsen, Nyhøjvej 14, Virklund
Silkeborg Autoforum A/S, Bredhøjvej 2-4
Verner Mortensen A/S, Bavnehøjvej 21

Læs mere på bilernesby.dk