Europæerne har valgt - Volkswagen Tiguan kåret til „Bedste SUV“

Europas mest kritiske jury har truffet sit valg: Det eftertragtede ”Auto 1” trofæ i kategorien ” Off-roader og SUV” er gået til Volkswagens nye Tiguan.
Over 40 millioner læsere og eksperter fra Auto Bild gruppen, er i løbet af de sidste par måneder blevet opfordret til at stemme på deres favorit blandt 74 bilnyheder. For Volkswagen er det kronen på værket at modtage denne hædersbevisning og endnu et kapitel til Tiguans succeshistorie.

 

Tiguan har fra starten af sin lancering høstet ros hos pressen, og ikke mindst har et meget stort antal bilinteresserede kastet deres kærlighed på Volkswagens nyeste model. Volkswagen anser Tiguan for at være en meget vigtig brik i deres internationale vækststrategi og denne seneste kåring bekræfter Volkswagen i, at de med deres produktstrategi har ramt helt rigtigt.


Forud for den endelige kåring har 40 millioner læsere af Auto Bild i 26 europæiske lande kåret deres nationale vindere. De tre bedst placerede biler i de i alt seks kategorier blev endeligt testet af en professionel jury på et testanlæg ved Rom. Juryen var sammensat af fagfolk fra racerkørere, teknikere og motorjournalister. Resultatet blev, at Tiguan vandt en klar sejr i sin klasse. Dette er den tredje store pris, der tilkommer Tiguan. I november 2007 modtog Volkswagens SUV ”Auto Trophy” og få uger senere ”Det gyldne Rat”.

I disse dage vil der være mulighed for at opleve Tiguan på tæt hold i det jyske. På messen ”Hest & Rytter” udstiller Volkswagen Erhvervsbiler Tiguan og den helt nye Caddy Maxi.