Klassiske Chrysler og Dodge modeller i ny aftapning

|

Detroit Udstillingen 2006 Klassiske Chrysler og Dodge modeller i ny aftapning.

Historien gentager sig. Chrysler Group kickstartede årets internationale biludstilling i Detroit med lækre konceptbiler. Klassiske modeller som Dodge Challenger og Chrysler Imperial er genskabt i moderne aftapning, og det er ikke usandsynligt, at de finder vej til serieproduktion.

Og vejen til serieproduktion forkortes også af, at begge modeller er bygget på bunden af succesmodellen Chrysler 300C, som de desuden også har HEMI-motoren tilfælles med.

Gør det rigtige, behold formerne og benyt moderne teknik!

Således lød den direkte ordre til Chrysler West Coast Pacifica Designstudio, da de fik til opgave at forny en af de mest eftertragtede biler fra 60’erne og 70’erne, Dodge Challenger.

Og rigtigt blev det. Den fem meter lange og to meter brede sportsvogn er nu, som dengang, med fire sæder. Alt, lige fra den lange front med dobbelt luftindtag, via den brede grill til den dybe orange farve, er typisk amerikansk. Og for at fastholde designtraditionen, er sidelinjerne trykket op over de trækkende baghjul.

Dodge Challenger er i årets konceptudgave bygget på moderne teknik. Allerede i 60’erne ville Dodge integrere kofangerne i karrosseriet, men dengang var det ikke teknisk muligt. I dag indgår de som en del af karrosseriet, og 19-tommer for- og 20-tommer baghjul er også eksempler på moderne teknik, ligesom den 6,1 liter store HEMI V8’er med 425 hestekræfter.

30’erne og 50’erne

Chrysler Imperial, med en historisk fortid i 30’erne og 50’erne, udgør en anden yderlighed af, hvad der kan skabes på bunden af dagens Chrysler 300C.

Imperial er Chryslers fortolkning af, hvordan en amerikansk luksusbil kan se ud i det 21. århundrede. Lodret grill flankeret af dobbelte, runde forlygter, lang front, markerede linjer omkring ruderne samt højt bagparti er formgivning, der tidligere har været forbeholdt importbiler fra Europa.

For yderligere at understrege karakteren af luksusbil, mangler Chrysler Imperial midterstolpen. I stedet åbner dørene vidt op og byder fire kørende velkommen til et rummeligt interiør i ædeltræ og læder.

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev