Hyundai KONA electric kan fås i to versioner - en gnistrende pris med 312 km rækkevidde og en lidt dyrere langtrækkende version.

KONA electric kommer med to forskellige batteripakker på henholdsvis 39,2 kWt og 64 kWt, hvor sidstnævnte kan køre op til 482 km på en opladning. Vælger man udgaven med 39,2 kWt, er rækkevidden op til 312 km. Begge tal er målt efter den nye og strengere WLTP-norm.

Prisen starter ved 269.995 kr. for udgaven med 39,2 kWt. Det er et par lynnedslag under Nisssan Leaf, der tager 283.880 kroner for en 40 Kw/t-version.

Du kan vælge KONA electric i udstyrsversionerne Trend og Premium. Som sædvanligt for Hyundai leveres den med en masse udstyr allerede i basisversionen Trend. Som fx automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, vognbaneassistent, Lane Following Assist, parkeringssensorer foran og bag, bakkamera, Bluetooth, adaptiv fartpilot, bakspejl med automatisk nedblænding, Blind Spot Detection, klimaanlæg, elruder både for og bag, varme i forsæder og rat, førersæde med elektrisk lændestøtte, Smart Key med start/stop-knap og lidt andet diverse guf.

Masser af elektrisk udstyr
Vælger man Premium, som kun fås med det store batteri på 64 kWh, er der skruet yderligere op for udstyret. Her får man en tomme mere i kabinens skærm med et 8” display med DAB+, Head Up display med automatisk skiltegenkendelse, Krell-lydsystem med subwoofer, sæder i kunstlæder med varme og køling i forsæderne, trådløs opladning af mobiltelefon, auto-langtlys, Bi-LED-forlygter samt LED-baglygter og statisk kurvelys plus meget mere.

Som alle andre Hyundai- personbiler leveres KONA electric med en garanti på fem år uden kilometerbegrænsning. Yderligere er der otte års garanti på højspændingsbatteriet, dog maksimalt 200.000 km.

Hvis ikke du er til strøm (eller benzin, som vi testede for nyligt) kommer der i løbet af oktober den ventede diesel på 1.6-liter, der fås i to udgaver – med enten 115 hk eller 136 hk. Sidstnævnte fås kun med DCT-automatgearkasse.

Hyundai forventer at kunne levere Kona Electric inden Nytår ”med lidt held” – som de skriver i en pressemeddelelse.

 

Priser på KONA electric:

KONA electric Trend med 39,2 kWt batteripakke                                                              fra 269.995 kr.

KONA electric Trend med 64 kWt batteripakke                                                                 fra 299.995 kr.

KONA electric Premium med 64 kWt batteripakke                                                           fra 339.995 kr.