En af de mest populære biler i den mellemste SUV klasse, er Honda CR-V. Pålidelig, velkørende og et højt kvalitetsniveau har altid været kendetegnende for CR-V, og umiddelbart er der ikke noget der ser ud til at ændre på dette, nu hvor 3. generation har set dagens lys.
Design
CR-V er blevet langt mere sporty og dynamisk at se på, end sin forgænger. Det nye design er dog ikke kun til pynt, da man fra Hondas side har designet bilen sådan at den har mindre luftmodstand, hvilket også medfører mindre støj i kabinen samt bedre brændstoføkonomi. Samtidig ønskede man at skabe en bil med mere sportslige køreegenskaber, hvilket resulterede i en sænkning af bilens tyngdepunkt og en forøgelse af bilens sporvidde.
Der er ingen tvivl om at de fleste vil kunne lide det nye design af CR-V. Visse detaljer viser at Honda ikke er blege for at prøve noget nyt – se bare den nye front, der bestemt skiller sig ud fra mængden – på den gode måde altså.
Interiør
Indvendigt er der også sket store ændringer i forhold til forrige generation. Kvaliteten af materialerne er virkelig god og placeringen af instrumenterne viser at Honda ikke bare har sans for design, men også for funktionalitet.
Det er meget nemt at finde sig til rette, som chauffør, i Honda CR-V. Det multijusterbare rat, de lækre sæder og den fornuftige placering af gearstangen, gør at man hurtig bliver dus med bilen. Personligt kunne jeg dog godt tænke mig et mere spændende design af knapper og kontakter i bilen. Det er typisk japansk med de mange sorte knapper med hvid tekst. Når nu det udvendige design er så lækkert, så måtte man gerne vise at man også indenfor har sans for de designmæssige detaljer. Jeg vil dog gerne fremhæve håndbremsen, der er designet i stil med en ”throttle stick” fra et fly. Lækkert, lad os få mere af den slags.
Det er også værd at fremhæve Hondas navigationssystem, der virkelig er af de bedre af slagsen. Et nemt, præcist og hurtigt system, som man på ingen tid bliver dus med.
Funktionalitet
På bagsædet har man ganske fornuftig plads og rig mulighed for at slapper af. En god og brugbar detalje på vores testbil, var det dobbelt soltag, der strakte sig helt om på bagsædet. Bagsæderne kan samtidig skydes 15 cm frem og tilbage, hvilket giver rig mulighed for at tilpasse bilen optimalt til enten passagerer eller transport af bagage. Skal der transporteres rigtig meget, så kan bagsæderne ved hjælp af et ”et knaps system” lægges ned og derved give plads til et par cykler, en barnevogn eller 955 liter mælk.
En anden lækker detalje er den ekstra hylde i bagagerummet, der giver en rig mulighed for opbevaring af ting du ikke ønsker synlige udefra.
Til børnefamilierne kan jeg fortælle at alle bagsæderne har ISOFIX-beslag til montering af autostol. Foran har man mulighed for at benytte det såkaldte ”samtalespejl”, så man hele tiden har styr på ungerne.
Sikkerhed
Sikkerheden i CR-V er i top og bilen kan fås med utallige hjælpemidler, der på bedste vis hjælper en, hvis en faretruende situation er under opsejling. CMBS (kollisionsbegrænsende bremsesystem), ACC (aktiv fartpilot), AFS (aktiv forlygtesystem), TSA (stabiliseringssystem til anhængere), ABS, EBD (elektronisk bremsekraftfordeling) samt VSA (anti spind kontrol) er blot nogle af de hjælpemidler, som Honda har valgt at udstyre CR-V med.
Udstyr
CR-V fås i to forskellige udgaver; Elegance og Executive – men du har rig mulighed for at tilpasse din CR-V med alt fra aerodynamiske stylingpakker til robuste trinbrædder og off-road beskyttelsesplader.
Motorvalg
På motorsiden fås Honda CR-V også i to versioner. Den ene er denne 2,0 liters benzinudgave med 150 hk – den anden er en 2,2 liters dieselmotor med 140 hk. Sidstnævnte vender vi tilbage til med en separat test.
Den 150 hk motor er for sin vis ganske glimrende. Den spinder let og støjniveauet er lavt. Dens største problemer er dog et typisk Honda problem – omdrejninger! For at få fuld udnyttelse af de 150 hk, så skal klampen i bund og maskineriet op og snurre omkring de 6.200 o/min. Det kan godt være irriterende i længden, da Honda CR-V vejer 1.500 kg. Jeg vil derfor, dog uden at have testet det, påstå at den lækre diesel, som vi også kender fra FR-V og Civic, vil være et bedre bud på en dynamisk og afstemt Honda CR-V. Værd at fremhæve er dog den 5-trins automatiske gearkasse, der leverer gnidningsfrie og yderst komfortable gearskift.
Officielt lover Honda 12,2 km/l - et tal vi ikke helt formåede at opnå under vores test. Her blev det til 11,4 km/l.
Samlet set
Til en pris på godt 478.000,- kroner for en Executive model med automatgear, er Honda CR-V et rigtig godt bud i en svær klasse, hvor rigtig mange gerne vil være med. Du går på ingen måde galt i byen, hvis du vægter kvalitet, funktionalitet og godt design højt. Honda CR-V er velkørende og yderst praktisk – og jeg må ærligt sige at Honda har ramt plet på de fleste punkter.