Tesla Model S P85D

|

Medierne er fulde af historier omkring den amerikanske bilproducent Tesla i denne tid. For det første har lanceringen af den nye Model X trukket overskrifter over hele verden, overskrifter der stort set udelukkende er positive. Dernæst har den opgraderede udgave af Model S, kaldet S P90D, høstet ualmindeligt mange roser i pressen og er bl.a. den første bil nogensinde, der har høstet over 100 point i en amerikanske tilfredshedsundersøgelse. Og for at det ikke skal være løgn, så har Tesla ejer og iværksætter Elon Musk netop introduceret Teslas batteri til huset, som kan gøre dig helt uafhængig af det offentlige el-net. Ja, der sker en hel del på Tesla fronten i øjeblikket – og vender vi næsen mod Danmark, så har en flok Model S ejere besluttet at gå rettens vej mod Tesla, da de ikke mener, at de har fået, det de har betalt for – nemlig en bil med 772 hk og en accelerationstid fra 0-100 km/t på 3,3 sekunder. Sidstnævnte sag skal jeg naturligvis ikke blande mig i – og slet ikke før retten har talt. Jeg vil derimod forholde mig til faktum, som i dette tilfælde er, at Tesla lover en bil med en motor bagi, der yder 510 hk og en motor foran, der yder 262 hk. Det er det man lover, og det er det, man som køber får. Om det så betyder, at bilen skal kunne overføre samtlige 772 hk ned i asfalten, det lader vi retten afgøre. Indtil videre tester vi Tesla Model S P85D.

P85D fik smilet frem på læberne hos mange, da den blev introduceret. Tesla havde fundet humoren frem og sat en ekstra knap ind på den store touch skærm – en knap der bærer navnet INSANE (sindssyg, red.). Med denne funktion aktiveret er Model S sat op til at yde sit absolut maksimale, hvilket bl.a. betyder acceleration fra 0-100 km/t på blot 3,3 sekunder. Her taler vi altså om en accelerationstid, der er hurtigere en f.eks. Mercedes-Benz AMG GTS, Porsche 911 Carrera 4S og Audi R8 V10. Og vi kan lige så godt slå fast med det samme, at Teslaen ikke bare er hurtig, den er ualmindelig hurtig. Hvis ikke du har sat dig godt tilbage i sædet, så skal du nok komme det, ved fuld acceleration. Og fornemmelsen i maven er nøjagtig den samme, som i de allerhurtigste roller coasters i de store forlystelsesparker verden over. Specielt fordi det hele foregår uden lyd og du derved ikke har noget brøl e. lign. fra motoren, der giver dig en ide om, hvad der foregår. Det er en superfed fornemmelse og Model S er imponerende fra 0-130 km/t. Acceleration herover foregår stadig imponerende hurtigt – dog ikke med samme sugende fornemmelse, som når motoren får lov til at arbejde fra 0 o/min – det er nemlig her, at den har sin force, da elmotoren jo yder maksimalt fra første tråd på speederen.

Med så voldsom en acceleration, fristes man virkelig til at tage Model S ud på små snoede landeveje og nyde den hurtige bil. Og det kan du sjovt nok også gøre med ret stor succes. Model S er dog blevet en kende tungere end den forrige model (takket være den ekstra motor, red.), hvilket også afspejler sig i køreegenskaberne. Den er dog stadig sporty, bare på en mere civiliseret måde – ja jeg fristes helt til at sige, at den nu kører som den skal. For Model S er aldrig tiltænkt rollen som en sportsvogn. Den er en sportslimousine med god plads til 5 voksne og sågar 2 børn på den ekstra sæderække. Og her er det altså svært at finde tilsvarende hos konkurrenterne.

Seneste generation af Model S fås med en ny og opgraderet kabine. Her er sæderne anderledes og helhedsindtrykket er generelt mere luksuriøst. Den enorme touch screen, hvorfra du styrer alle bilens funktioner dominerer stadig på den fede måde og selve interfacet er nemt og ligetil. En ting der undrer er dog Tesla’s fortsatte brug af Mercedes gearskiftevælger og knapper til vinduerne. Her kunne man godt have gået hele vejen og kreeret sit eget.

Pladsen i kabinen er overdådig og de tre separate sæder har imponerende god benplads. De foldbare sæder i bagagerummet har plads til børn fra 15-34 kg – altså det samme som de fleste barnestole. Sæderne foldes nemt sammen og gemmes i gulvet, hvis du hellere vil bruge bagagerummet til kufferter o. lign. Sæderne er ekstraudstyr og skal kun købes, hvis du har brug for dem. Ellers er de bare ekstra vægt i det daglige.

Et af de store minusser ved el-biler er rækkevidden. Her må stort set alle se sig slået af konventionelle biler med forbrændingsmotor. Men ikke Tesla. Selvom vi kørte i topmodellen med en estimeret rækkevidde på 491 km, og havde en hel del motorvejskørsel – så holder estimatet. På et tidspunkt var vi nede og have 4 % tilbage på batteriet, men det var også efter 463 km kørsel. Så jeg har absolut intet at udsætte på Teslas beregninger for rækkevidde. Ved flere lejligheder benyttede vi os af Teslas eget supercharger netværk, hvor man som Teslaejer kan tanke gratis strøm. Efter cirka 30 minutter var bilen 75 % opladet og efter 20 minutter mere var den fuldt opladt. Teslas netværk af superchargere gør, at du kan køre fra Skagen til København eller Skagen til Sydspanien uden at skulle være nervøs for at køre tør for strøm. Vælger du at tanke 75 % op hver gang, så skal du altså kun bruge en lille halv time for hver 380-400 km. Det kan virke irriterende for nogen – men, hvis du tanker gratis og har en bil, der accelererer som en Ferrari til fem millioner – er de 20-25 minutter så ikke det værd? Alle supercharger stationer er placeret, så det er muligt at få sig en kop kaffe e. lign. lige i nærheden. Så rent logistikmæssigt er netværket suverænt. Og vælger du den nye opgradering P90D, så øges rækkevidden med 6 % - hvilket er ret imponerende.

Et stort samtaleemne herhjemme har været elbilernes afgiftsfritagelse. Mest af alt tror jeg, at det har med misundelse at gøre, når folk siger, at biler fra Tesla er forbeholdt de rige. Afgiftsfritagelsen gælder jo også el-biler, der koster 165.000,- (Renault Zoe) eller omkring 300.000,- (BMW i3 og Mercedes-Benz B Electric). Disse biler kan ikke helt matche Teslas rækkevidde. Men, prisforskellen skal jo retfærdiggøres på et eller andet område, og her må man bare konstatere, at Tesla pt., har den længste rækkevidde. Tesla kommer også med deres Model 3 inden for de næste par år, og her er altså tale om en mindre bil til under det halve af prisen på en Model S. Om der så er afgiftsfritagelse i Danmark på det tidspunkt, det må tiderne vise. Men, det ville da være et klogt træk, hvis Danmark gerne vil fremstå som foregangsland på det grønne område. Så er det da helt klart værd at belønne folk der ønsker at køre grønt, lige meget hvilken model du vælger.

Samlet set, så er det umuligt ikke at være imponeret af Tesla Model S. Bilen er virkelig gennemført og teknologien er imponerede på en hidtil uset måde. Der er ingen tvivl om, at vi her har med en absolut markedsleder at gøre – og det vil vi nok have i rigtig mange år fremover. Det der er værd at huske er Elon Musk ide om, at det er hele verden der skal være uafhængig af fossile brændstoffer – men det gøres ikke ”over night”. Det bliver nødt til at foregå i trin, når det drejer sig om antallet af bilmodeller. Teslas strategi er så Model S, Model X og så Model 3. Og når modelrækken er komplet, så er der også en Tesla for de fleste.

Jeg ser frem til at teste Model S i den snarlige P90D og selvfølgelig den nye Model X med de nærmest magiske Falcon døre.  Fortsætter udviklingen på samme måde hos Tesla, så kan de meget vel sætte et af de mest markante fodaftryk på bilbranchen nogensinde. For det her, det er altså godt!

Biltorvets vurdering

menu Design Tekniske detaljer Pladsforhold Komfort Rækkevidde Signalværdi Gensalgsværdi
menu

Specifikationer

Elektrisk
-
510 + 262
0
967
0
Firehjulstræk
1
250
3,3
3,8

Tesla Model S på biltorvet.dk

Tesla Model S P85
58.000 km År 2014 8600 Silkeborg
DKK 469.900
58.000 km År 2014
8600 Silkeborg Silkeborg Autoforum A/S
58.000 km År 2014 Hatchback
Tesla Model S 85D
28.000 km År 2015 4640 Faxe
DKK 624.900
28.000 km År 2015
4640 Faxe Arne Busk Automobiler A/S
28.000 km År 2015 44,3 km/l Hatchback
Tesla Model S el EL 306HK 5d Aut.
44.000 km År 2015 2770 Kastrup
Ring for pris
44.000 km År 2015
2770 Kastrup Dansk Turbo Teknik A/S
44.000 km År 2015 306 HK 44,5 km/l Hatchback
icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev