Går sommerferien sydpå i egen bil, så er det vigtigt at have styr på det hele. Så her får du en komplet guide til at servicere bilen, hvor du skal købe motorvejsmærkater – og hvordan du undgår at blive uvenner med svigermor.

Selvom græsplænen er svedet af hjemme i haven, så vil tusindvis af danskere vende snuden sydpå, når som­merferien melder sig. Der er noget helt særligt ved at se flade Danmark fortone sig i bakspejlet, mens knejsende bjerge rejser sig ud af skyerne. Kør-selv-ferier er fede – men kun hvis du har styr på det hele. Så læs med her, så du kan blive kongen af campingpladsen ved Gardasøen – eller alle de andre skønne feriedestinationer, der fin­des i Europa på kør-selv afstand.

Bestil din hybrid nu – fra 2024 stiger afgiften

Men hvis du vil spare penge, så kan du også lave tjekket selv. Tag oliepinden op og tjek niveauet – der er to stre­ger på oliepinden, og olien skal gerne strejfe den øverste streg, men ikke være over. Hvis olien skal toppes op, så kan du typisk i instruktionsbogen finde den type olie, din motor bruger. Men hvis oliestanden allerede er lav, så er det sikkert længe siden, olien er blevet skiftet, og så bør den skiftes, så motoren er i topform.

Tjek farven på bremsevæsken. Er den sort, skal det skif­tes, eller hvis den er mere end to år gammel. Fyld der­efter sprinklerbeholderen helt op med sprinklervæske. Konstater at klimaanlægget virker, og få det eventuelt tjekket og efterfyldt på dit værksted. Husk også at tjekke olieniveauet i servostyringens oliebeholder.

Hvor godt holder et Tesla-batteri?

Tjek støddæmpere: Når du trykker ned på bilen, skal den falde til ro med det samme. Hvis ikke, har du dårlig vejkontakt, og bilen bremser og styrer dårligere, og det går ud over komforten. Gør ruderne rene indvendig og udvendigt før feriestart. Tjek, at vinduesviskerne ikke er blevet møre eller er revnet. Hvis de trækker striber, så skift dem. Skulle uheldet være ude, så har din bil auto­matisk vejhjælp i udlandet, hvis den er kaskoforsikret i Danmark, men det er en god ide at læse det med småt i din forsikringspolice, så du ved, hvordan du er dækket. Husk, det er påkrævet at medbringe advarselstrekant, førstehjælpskasse og en gul vest, som skal bæres, hvis bilen har et nedbrud.

Find vej

Stau, det tyske ord for kø. Har du først taget turen syd­på en gang, så kan de fire bogstaver få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Er der meget kø, kan det næsten ødelægge hele ferien. Skal du eksempelvis til Toscana, findes der A7 og A9 igennem Tyskland, og det er en rigtig god ide at tjekke hjemmefra, hvor meget vejarbejde du kan forvente. Hos tyske ADAC, kan du danne dig et over­blik. Dernæst er det en god ide at bruge eksempelvis Google Maps, som også følger med i trafikken, og derfor kan guide dig udenom de store køer.

Miljøzoner

Hvis du kører i dieselbil, så skal du være opmærksom på, at tyskerne også har strammet grebet. Diesel er helt blevet forbudt i visse bydele af nogle større byer, som Hamborg og Berlin. For at køre ind, skal dieselbilen leve op til den seneste Euro 6 norm. Det påvirker dog ikke trafikken på A7, som kører gennem og under Hamborg. 

Uanset om din dieselbil er helt ny, så har de fleste byer en miljøzone, som kræver et miljømærkat. Grønt mærke giver adgang og er muligt at få til biler, som er Euro 4 og frem (dieselbiler fra 2006 eller benzinbiler fra 1992). Mærkatet kan eksempelvis købes gennem FDM, og ko­ster 200 kroner.

I Italien har mange byer gjort det forbudt for andre end lokale at køre helt ind i centrum, så vær opmærksom på skiltningen Zona Traffico Limitato. Da italienerne auto­matisk registrerer nummerpladerne, og det koster 80 euro i bøde, hver gang du passerer, kan turen hurtigt blive rigtig dyr.

Elbil med kæmpe campingvogn – Bilnørderne tester rækkevidde

I Frankrig har myndighederne mulighed for at lave både permanente og midlertidige miljøzoner, hvis luftforure­ningen bliver for høj.

Et mærkat kaldet Crit’Air, der angiver bilens udledning, effekt og alder, er påkrævet, men det kan kun bestilles gennem en fransk hjemmeside, men leveringen tager en måned, så det kan være, du skal overveje, om det er nødvendigt at køre helt ind i centrum, hvis I bare har en enkelt ferie til Frankrig.

Skal du til Belgien, så kan du trygt køre afsted. Der er indført miljøzone i Bruxelles og Antwerpen. Her kræver det ikke mærkat at køre ind i en af miljøzonerne, men bilen skal være registreret på forhånd via en hjemme­side. Registreringen gælder så længe, bilen har samme nummerplade.

Motorvejsmærkater

Alt efter hvor turen nu går hen, så er der stor sandsyn­lighed for, at du kommer gennem et land, som tager sig betalt for, at du kører på motorvejene. Skal du til Schweiz, skal du bruge et motorvejsmærkat for at få lov at køre på motorvejen. Mærkatet gælder for et helt år og koster 319 kroner gennem FDM. Husk du skal bruge to mærkater, hvis du kører med campingvogn.

Drømmen om det frie liv - kør-selv ferie i Norge

I Østrig skal du have en vignette, hvis du kører på motor-eller motortrafikveje. Du kan købe en vignette for enten 10 dage eller to måneder.

I mange lande som både Frankrig, Spanien og Italien, for bare at nævne få, skal du også betale for at køre på de større veje, når du passerer bomme på vej ud eller af motorvejen, så husk at gemme byttepengene, selv om du også kan betale med de fleste betalingskort.

Tips til kør-selv-ferie med børn

Lad os bare være ærlige – det er de færreste børn, der glæder sig til tanken om hele eller halve døgn på bag­sædet af en bil, mens Tyskland fortsætter i en evighed. Hold derfor masser af pauser, gerne hver anden eller tredje time, hvor hele familien kan få rørt sig, og sørg for at have masser af væske med på turen. Pak også gerne mad og snacks, så I ikke behøver at holde ind kun for det.

Takket være moderne teknologi er det blevet noget nemmere at underholde børnene på de lange stræk. Skal børnene se film, så husk at få dem overført inden turen, så de ikke bruger al jeres data på Netflix. Og husk også individuelle høretelefoner, så alle andre slipper for at høre Paw Patrol. Alternativt kan det også være en hyg­gelig beskæftigelse for hele familien med lydbøger, som alt efter forfatteren kan få timerne til at glide hurtigt.

Pak rigtigt

Nogle fædre sætter en ære i at få bilen pakket, som var det verdensmesterskabet i Tetris. Men det er ikke kun nok at få plads til alle tingene. Først og fremmest skal du nemlig tænke sikkerhed. Når du kører ind i en motor­vejskurve i Kasselbakkerne med 130 km/t, er det vigtigt at den tunge vægt er placeret bedst muligt.

FDM: Mere sikre autostole redder børns liv

Vi anbefaler ikke, at du henviser din svigermor til midter­sædet på grund af hendes vægt, men tung bagage skal placeres i midten og nederst i bagagerummet.

Og husk også, at en uskyldig Ipad kan blive til et livsfarligt projektil i et sammenstød eller en katastrofeopbrems­ning. Så pak ting væk, eller sørg for, at de ikke er placeret højt.

Følger du disse tips, burde kør-selv-ferien blive helt fan­tastisk. Det håber vi – god sommer.