Audi R8 LMX

|

Med en ydelse på 570 hk og en acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,4 sek. har Audi R8 LMX (7,8 km/l; 299 g CO2 pr. kilometer) en fantastisk dynamik og skelsættende teknologi. Som verdens første serieproducerede bil er denne limited-edition-model udstyret med laserfjernlys. R8 LMX kan bestilles allerede nu og rammer gaderne til sommer.

Audi er førende inden for udvikling af lysteknologi til biler. I 2008 blev Audi R8 som verdens første serieproducerede bil udstyret med forlygter komplet i LED-teknik og i 2012 fulgte blinklyset med dynamisk visning. Med matrix-LED-forlygterne, der debuterede i 2013 i den faceliftede A8, indledte Audi et nyt kapitel inden for bilers lysteknik. I R8 LMX går mærket med de fire ringe nu op på næste trin: laserspot til fjernlyset. Det øger endnu en gang rækkevidden markant – ideelt til en sportsvogn som R8 LMX.

I forbindelse med udviklingen af innovative lysteknologier har Audis ingeniører et meget tæt samarbejde med deres motorsportskolleger. Således bruges kombi­nationen af LED- og laserfjernlys for første gang i den nye Audi R18 e-tron quattro den 14. og 15. juni ved 24-timers løbet i Le Mans. Dermed fortsætter premium­mærket sin tradition for at teste nye teknologier, der er beregnet til at gå i serie­produktion, i motorsporten.

Audi R8 er Audis dynamiske topmodel – dens højtomdrejende centermotor, ophængene med dobbelte tværstillede bærearme og aluminiumskarrosseri i ASF-konstruktion (Audi Space Frame) har en tæt forbindelse til motorsporten. Audi R8 LMX fås som coupé i en serieproduktion, der er begrænset til 99 eksemplarer. Med 570 hk og et drejningsmoment på 540 Nm ved 6.500 omdr./min. accelererer bilens 5,2-liters V10-motor fra 0 til 100 km/t på kun 3,4 sek. Tophastigheden ligger på 320 km/t, og brændstofforbruget ved blandet kørsel er på 7,8 km/l (299 g CO2 pr. kilometer). En kompakt 7-trins S tronic-gearkasse overfører kræfterne til det permanente quattro-firehjulstræk. I kombination med 19“ fælgene er der monteret keramiske bremseskiver med kulfiber – med en diameter foran på 380 mm. Bag de eksklusive fælger lyser rødeloxerede bremsesadler. R8 LMX er udstyret med 235/35 R 19-dæk foran og 305/30 R 19-dæk bagpå.

Audi R8 på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev