Der præsenteres mange lækre ting på den internationale bilmesse i Frankfurt i disse dage. Og nu kan Audi fans godt begynde at glæde sig. Den tyske producent sender nemlig en helt ny version af deres RS4 på markedet. Og RS4 står som noget helt specielt for rigtig mange Audi tilhængere.

”Audi RS 4 Avant er vores RS-ikon med en uforlignelig historie”, siger Stephan Winkelmann, som er chef for Audi Sport GmbH.”. Som alle vores RS-modeller kombinerer den enorme præstationer med stor anvendelighed i dagligdagen. I Kina kommer Audi RS4 som den eneste high performance-Avant i segmentet til at give nye vækstmuligheder.”

2.9 TFSI-biturbomotor
V6-biturbomotoren yder 450 hk i den nye Audi RS 4 Avant. Dens maksimale drejningsmoment på 600 Nm (170 Nm mere end forgængermodellen) er til rådighed i et bredt omdrejningsområde fra 1.900 til 5.000 omdr./min. Dermed sprinter Audi RS 4 fra 0 til 100 km/t på 4,1 sek. Tophastigheden ligger på 250 km/t. Med RS-dynamikpakken (ekstraudstyr) øges tophastigheden til 280 km/t.

Kraften fra 2.9 TFSI-biturbomotoren overføres via en sportsligt afstemt 8-trins tiptronic med optimerede skiftetider til det permanente firehjulstræk. Som ekstraudstyr tilbyder Audi et sportsdifferentiale til bagakslen. Brændstofforbruget ved blandet kørsel ligger på 11,4 km/l (199 g CO2 pr. kilometer). Det er ensbetydende med en 17 % forøgelse af effektiviteten i forhold til forgængermodellen. Den nye Audi RS 4 Avant vejer 1.790 kg og dermed 80 kg mindre end hidtil.

RS-sportsundervogn
Den standardmonterede RS-sportsundervogn gør Audi RS 4 Avant yderligere 7 mm lavere end A4-basismodellen med sportsundervogn. Som ekstraudstyr fås RS-sportsundervogn plus med Dynamic Ride Control (DRC), keramikbremser og den RS-specifikke dynamiske styring. Via det standardmonterede køredynamiksystem Audi drive select kan føreren gøre sin personlige køreoplevelse mere individuel.

Markante RS-designelementer
Ved designet af fjerde generation af Audi RS 4 Avant har designerne fået inspiration fra en lang række motorsportsdetaljer fra Audi 90 quattro IMSA GTO-bilen. Fronten er præget af massive luftindtag med RS-typisk sekskantet struktur samt den brede og lave singleframe-grill. Matrix-LED-forlygterne (ekstraudstyr) har mørkttonede blænder. I forhold til Audi A4 Avant er hjulkasserne 30 mm bredere, og de understreges yderligere af quattro-kanterne. På bagenden udgør den RS-specifikke diffusorindsats, de ovale afgangsrør fra RS-udstødningssystemet og RS-tagkantspoileren en markant afslutning. Lakfarven nogaroblå perleeffekt, der fås som ekstraudstyr via Audi exclusive, er en hyldest til første generation af bilen fra 1999. Den nye Audi RS 4 Avant kører som standard på 19” smedede aluminiumsfælge, mens man som ekstraudstyr kan vælge 20” fælge.

Interiøret, der er holdt i sort, understreger Audi RS 4 Avants sportslige karakter. RS-sportssæderne, RS-multifunktionssportslæderrattet med flad bund, skiftekulissen og de belyste panellister er forsynet med RS-logo. I Audi virtual cockpit og i head-up-displayet giver RS-specifikke visninger tilbagemelding om G-kræfter, dæktryk og drejningsmoment. Optikpakkerne i sort højglans, kulfiber med aluminiumskomponenter og kulfiber med sorte komponenter udvider individualiseringsmulighederne. Programmet fra Audi exclusive opfylder næsten alle andre særlige ønsker.

Audi RS 4 Avant vil være at finde hos danske forhandlere i løbet af første kvartal 2018. Der foreligger ikke priser – så du må væbne dig med tålmodighed lidt endnu.