Vi hylder stationcars og har fundet otte legendariske familiebiler, der kan sætte de fleste sportsvogne til vægs – og stadig have plads til alle julegaverne.

Først kom MPV’en, så SUV’en og nu crossoveren. Det er alle biltyper, der har fået os til at glemme, at den perfekte familiebil har holdt lige foran snuden af os altid – stationcaren. Her på Biltorvet er der visse fraktioner på redaktionen, der mener, at den ultimative familiebil ikke får den hyldest, den fortjener. Så derfor har vi fundet otte forskellige stationcars, som selvfølgelig har plads til familien og dens oppakning – og som kan sætte de fleste sportsvogne til vægs.

Alfa Romeo 156 GTA Sportswagon 2005

GTA er en betegnelse, der kommer med meget historie, når den sidder på en Alfa Romeo, og det gælder også for 156’eren. GTA, eller Gran Turismo Alleggerita, var ensbetydende med håndbygget i under 2.000 eksemplar, og den helt særlige Bussone V6-motor opkaldt efter ingeniøren Giuseppe Busso. I GTA er den på hele 3,2 liter, men det gør den hverken mindre vellydende eller omdrejningsvillig. Du fra 250 hestekræfter, som er i overkanten for forhjulstrækket.

Forza Italia – Alfa Romeo Giulia Veloce TI

Netop denne bil har efterhånden kørt en del kilometer, men at dømme efter salgsannoncen er den passet efter alle kunstens regler, og så er den klart den billigste bil i denne guide.

Audi RS4 Avant 2015

Der er dem, der mener, at selv Audis hurtige biler er kedelige, men har du først banket en RS4 op ad en alpevej i frostgrader, og ladet den 4,2-liters V8’er uden turbo synge helt til 8.700 o/min, mens bagenden bliver bred i hårnålesvingene, så ved du, at Audi RS4 i netop denne generation er en fantastisk bil. 

Skærmene er brede som musklerne på en kamphund, men indvendigt er alt som du forventer af en Audi. Til trods for skålesæder og store fælge, er bilen stadig grundlæggende en A4, så du har fornuftig plads, og bilen er tilmed komfortabel på motorvej.

Audi RS6 Avant 2009

Vi bliver nødt til at have en Audi mere med her – de opfandt jo nærmest den hurtige stationcar, da de lancerede RS2 i 1994. Det er ikke den, vi skal snakke om her, men derimod RS6 og dens vanvittige motor. Det er grundlæggende samme motor, du finder i en Lamborghini Gallardo, men Audi har så lige boltet to turboer på for at give den lidt mere bundtræk.

Du får altså fem liter, 10 cylindre, 40 ventiler, to turboer, 580 hestekræfter og 650 Nm fra 1.500 o/min. Det betyder, at RS6 er lige kompetent på Nürburgringen, som på Autobahn eller med en kæmpe campingvogn efter sig. Og der burde være rigeligt med plads til både labrador og julegaver i det store bagagerum, men husk på det, når du accelerer fra 0 til 100 km/t på 4,6 sekunder.

BMW M5 Touring 2006

Ærkerivalen til Audi RS6 må være BMW M5, så vi skal selvfølgelig have den med også, men i den specielle e61-version. Den har været udskældt for sit design, lavet af Chris Bangle, men elsket for sin V10-motor. Og til forskel fra RS6, så er denne motor udviklet med inspiration fra Formel 1.

Det betyder, at den 5-liter store motor 507 hestekræfter ved høje 7.750 o/min, og at du får en motorlyd, som få biler kan slå. Og ligesom med RS6 har du stadig en stor og rummelig stationcar, når du ikke leger F1-kører.

BMW M550d 2015

Der er ikke mange dieselbiler med på listen her, men BMW M550d fortjener absolut at komme med. Den sekscylindrede rækkemotor på tre liter har ikke bare én eller to turboer – men hele tre turboer, som blæser i alt 381 hestekræfter og massive 740 Nm ud allerede fra 2.000 o/min. Det giver det vildeste bundtræk, og den store stationcar runder 100 km/t på 4,9 sekunder.

Takket være firehjulstrækket og et officielt forbrug på 15,9 km/l er det her nok den bedste skiferie-bil i verden, og den næst billigst bil i guiden, når du skal betale ejerafgift – du slipper med lige under 8.000 kroner årligt.

Mercedes AMG C43 2016

Mercedes har lavet masser af hidsige stationcars, og vi kunne sagtens have valgt E63 AMG eller C63 AMG, men i stedet har vi valgt lillebroren, som så ofte står i skyggen af sine større brødre. Det ændrer ikke på, at C450 AMG og senere AMG C43 er en ekstremt velkørende og overraskende kvik bil.

Hvis du måtte vælge én bil resten af dit liv – hvilken blev det så?

Motoren er en 3-liters V6’er med to turboer, som yder 367 hestekræfter og 520 Nm, som virkelig sætter fut i modellen. 100 km/t rundes på fem sekunder eller 0,8 sekunder langsommere end C63 AMG. Til gengæld er undervognen og styretøjet det samme, og AMG C43 har faktisk firehjulstræk, så er underlaget glat eller fugtigt, så er det lige før, du kan snuppe storebroren i en lyskrydsduel – og det er til trods for, at du i dag nok sparer næsten 250.000 kroner på at tage den med kun seks cylindre.

Porsche Panamera Turbo Sport Turismo 2019

Vi kan jo ikke undvære Porsches eneste stationcar i denne guide. For helt ærligt, der er ikke meget, der kan fange en Panamera Turbo Sport Turismo. Her får du en 4-liters V8’er med to turboer, 550 hestekræfter og 770 Nm – det er nok til at give dig et seriøst los i rø….. 100 km/t rundes på 3,8 sekunder, og bilen kører som om den er klistret til vejen. Vi ved det, for vi kørte den langsommere udgave GTS med ’kun’ 460 hestekræfter på F1-banen i Bahrain.

Tysk effektivitet - Porsche Panamera GTS

På papiret er der ikke megen forskel mellem pladsen i bagagerummet på den almindelige Panamera og Sport Turismo, bare 20 liter. Men det er langt nemmere at udnytte de 520 liter i Sport Turismo, og måske vigtigst, så er stationcarvarianten noget mere elegant end den almindelige Panamera.

Volvo V60 D6 2015

What – en Volvo V60, og ikke gang Polestar-versionen. Hvad sker der for jer fjolser, tænker du måske. Men tjek lige modelbetegnelsen, inden du spytter kaffen ud. D6 er en speciel udgave, som Volvo lavede, dengang diesel stadig ikke var blevet et fyord. Her får du således en plugin-hybrid i kombination med Volvos velkendte og vellydende, men ikke specielt sparsommelige femcylindrede diesel.

Batteriet skulle give en rækkevidde på op til 53 kilometer og en officiel rækkevidde på 27,6 km/l, selvom du har i alt 288 hestekræfter og massive 640 Nm, som gør bilen perfekt som trailertrækker. Uden hænger kan du runde 100 km/t på 6,1 sekunder. I alt blev der produceret under 20.000 svenske dieselhybrider, så denne bil er faktisk en af de mere unikke biler i denne guide.