Komfort og flot forbrug er nogle af våbnene, Mercedes ruster sig med i den benhårde kamp mod BMW iX3 og Volvo EX60. Men er det nok til at slå modstanderne? Det forsøger vi at svare på her.

Skal du vælge den sportslige BMW, den stilede Volvo eller den komfortable Mercedes? Når det kommer til IX3, EX60 og GLC 400, kan det umiddelbart være svært, for de tre modstandere er meget tætte både i pris og specifikationer, men der er alligevel store forskelle, når man kommer tættere på hver bil. Er silkeblød komfort din ting, så er GLC umiddelbart det bedste bud.

Høj klasse – BMW IX3

Mercedes GLC er en af de biler, du sætter dig ind i uden at tænke ret meget mere over det. Alt fungerer, så du kan fokusere på alt det andet, der er vigtigt i dit liv. Bilen er eksempelvis bedre støjdæmpet end BMW IX3, og ved 130 km/t hører du bare lidt susen.

Blød undervogn og elendige dæk

Støddæmperne er sat op til at være bløde og absorberende. Testbilen er ikke udstyret med Airmatic-luftundervogn, men den kan tilkøbes for 35.000 kroner. Du behøver den dog ikke, hvis det er den bløde fornemmelse, du går efter. Ved almindelig kørsel flyder du afsted som på et svævende tæppe. Bagsiden er, at bilen krænger en del, og de to elmotorer, der tilsammen leverer 489 hestekræfter, kan overmande undervognen. GLC 400 virker faktisk, som om den har for mange kræfter, og det skaber en meget anderledes oplevelse end i den 250 kilo lettere IX3, der til sammenligning kører på skinner.

Ny favorit til den moderne familie – Mercedes GLB

Det bliver heller ikke bedre af, at Mercedes har valgt at udruste sin luksuriøse SUV med Nexen NFera Sport-dæk. De har et overraskende dårligt greb i fugtigt vejr, så kører du ind i en våd rundkørsel med bare lidt for meget fart, skrider bilen over forenden. Isoleret set kan det være sjovt på samme måde, som hvis du har en isglat p-plads for dig selv, men i en potentiel nødsituation ville jeg hellere have bedre dæk – eller sidde i BMW IX3.

Dyrt udstyr

En klassisk Mercedes-ting er dyrt ekstraudstyr. Testbilen er kun udstyret med pakken Advanced Plus, som blandt andet indeholder den oplyste grill i fronten. Pakken indeholder også en superscreen, som i virkeligheden består af én 10-tommers skærm til føreren og to separate 14-tommers skærme. På afstand ser de tre skærme ud til at hænge sammen. Med i pakken, som koster 33.000 kroner, er også ambientebelysning og justering af gennemsigtigheden i panoramaglastaget.

Macchina non grata – Mercedes GLC 450d

Skærmene er fede, og generelt virker Mercedes' software godt, men hvis du virkelig vil imponere vennerne fra dine Counter-Strike-dage, så skal du sætte flueben ved Premiumpakke plus. Her får du nemlig en 39,1-tommers hyperscreen, der bogstaveligt talt dækker hele instrumentbordet. I pakken får du også forsæder med køling og massage, varme på bagsæderne, vilde forlygter og Burmester-anlæg. Det hele til den nette sum af 130.000 kroner. Hyperscreenen er måske imponerende, men varme på bagsædet får du nærmest i alle Kias modeller som standard. Og hos Zeekr koster en komfortpakke til 7X med massage og ventilation OG de lettere ubrugelige døre, der åbner selv, kun 15.000 kroner.

Brugttest af Xpeng G9: Er den Kina-skrammel eller på højde med europæerne?

Mercedes og de to konkurrenter er alle udfordrede af, at luksus ikke på samme måde er forbeholdt de dyre biler. Og man kan hurtigt ligne et fjols, hvis udstyrslisten for GLC sammenlignes med den for Xpeng G9 eller Zeekr 7X.

Rummelig

Det kommer som lidt af en overraskelse for mig, da jeg kører iX3 i den ene uge og GLC i ugen efter, og jeg er overbevist om, at BMW’en er størst. Men den er faktisk syv centimeter kortere, og akselafstanden, som typisk siger noget om pladsen på bagsædet, er otte centimeter længere i GLC. Der er da også rigtig fin plads på bagsædet, og siddehynden giver lidt bedre støtte til lårene end i IX3, så du kan sidde længe i sædet uden at blive træt. Selvom der er masser af benplads, kan du dog ikke få fødderne ind under førersædet.

Synsmanden er ikke overbevist – Brugttest af BMW IX3

Bagagerummet er også stort med 505 liter, 15 liter mindre end i IX3, men til gengæld er der så et meget stort frunk på hele 128 liter, der slår IX3’s 58 liter. Der er altså intet at udsætte på GLC, når det kommer til de praktiske egenskaber.

Slår ikke helt den nye klasse

GLC 400 4Matic er topmodellen og får derfor et større batteri på 94 kWh, som i testbilen giver en rækkevidde på 664 kilometer. Vores forbrug på tværs af ugen landede på 18,1 kWh/100 km. Det er fint for så stor og kraftfuld en bil og lidt bedre end vores forbrug i IX3, men det skyldes nok også i høj grad, at vi havde langt mere motorvejskørsel i testen af IX3. Med det forbrug ville vi kunne køre 519 kilometer, hvilket slet ikke er dumt.

Toppen af poppen – Skoda Peaq

GLC lader også ret hurtigt – op til 330 kW. Uden forvarmning og ved en temperatur på 15 grader så vi over 200 kW og et ladegennemsnit fra 31 til 61 procent på 184 kW. Det er ret effektivt, men ikke helt så overbevisende som iX3, der ladede med 338 kW, og Volvo EX60, der ladede med 311 kW i lignende situationer.

Hvis du er til komfort, så er Mercedes det oplagte valg. Den har også en lidt lavere frapris på 620.000 kroner, men med udstyr er du alligevel hurtigt tæt på 700.000 kroner. Personligt ville jeg også vælge iX3, som ganske vist ikke er helt så flyderagtig, men den er til gengæld milevidt bedre køredynamisk, og den lader hurtigere på et større batteri.