Skodas største model til dato viser, hvor langt mærket er kommet, for Peaq er voldsomt rummelig og proppet med smarte detaljer, der kan forsøde enhver børnefamilies hårdt pressede hverdag.
Det er ikke så mange år siden, Skoda producerede små, økonomiske biler, der passede godt til Østblokkens planøkonomi, men det er svært at forestille sig, når man står foran Skoda Peaq – en næsten fem meter lang bil, der er hele 11,6 centimeter længere end Skodas indtil nu største SUV, Kodiaq.
Simply snusfornuftig – Skoda Epiq
Sammenlignet med Kodiaq er der 8,4 centimeter mere benplads på den tredje sæderække og 5,8 centimeter mere benplads på anden sæderække. Begge dele betyder, at du faktisk har en tredje sæderække, der kan bruges af voksne, og mine 185 centimeter til trods kan jeg faktisk sidde opret uden at støde hovedet mod loftet, og hvis midterste sæderække deler lidt af sin benplads, så er det faktisk også muligt at have benene med. Det er ikke et sted, jeg ville kunne holde ud at sidde i flere timer, men det går faktisk an, og hvis du ikke er en voksen mand, er der oceaner af plads. Det samme gælder på midterste sæderække, hvor du kan skyde sædet frem eller tilbage. Til gengæld er midtersædet på denne sæderække mindre og ville passe bedre til en autostol end en voksen.
Plads til smarte løsninger
Hvis du ikke har brug for alle syv sæder, kan de bagerste foldes fladt i gulvet. Dette gøres manuelt, men det er simpelt og kan gøres med en hånd, der trækker i en strop. Hvis der læsses op til sæderyggen, rummer den syvsæders Peaq 890 liter i bagagerummet, hvilket er 45 liter mere end i Kodiaq med syv sæder – altså et gigantisk rum. Mere imponerende er det næsten, at bilen stadig kan rumme 299 liter med tredje sæderække i brug. Og så har Skoda, smarte som de er, lavet plads til bagagerumsdækkenet ude i frunken, hvor der er en fin holder indbygget. Udover holderen er der 37 liter til ladekabler og lignende.
Skoda Peaq - flagskib med syv sæder og 600 km rækkevidde
Når vi taler om de smarte detaljer, så har Peaq selvfølgelig en paraply indbygget i dørsiden, men har tilmed en lille børste til at fjerne fnuller fra skærmen – Skoda er kommet langt siden Favorit og Felicia.
Nu med Android
Med Peaq introducerer Skoda et nyt styresystem, som er baseret på Android. Det betyder, at der nu er satellitkort fra Google og Google Places, som kan betjenes via Skodas AI-understøttede stemmeassistent, Laura. Det hele bliver præsenteret på en 13,6-tommers vertikal skærm.
Næsten 1.300 kilometer i vintervejr – så galt går det for Kia PV5
Det hele skal dog ikke handle om touchscreens, for Skoda er stor på fysiske knapper, så i midterkonsollen kan du styre temperaturen og blæsehastigheden med vippekontakter, der er rigtige knapper på rattet, og du behøver ikke gå ind i en undermenu for at lede efter justeringen af sidespejlene – så tak for det.
Hidsig politibetjent
Travel Assist 3.0 findes i bilen, så der er assisteret vognbaneskifte, og bilen får informationer om forhold på ruten som trafik og vejr. Men vi bliver aldrig venner med systemet, som i og for sig virker som de fleste andre på markedet, men Skodaen irriterer, fordi den bliver ved med at være efter mig, fordi den mener, jeg ikke holder i rattet, selvom begge hænder griber om bunden af rattet. Det giver et par chok, fordi bilen til sidst giver et kort, men insisterende bremsetryk, som sender en solid dosis kortisol rundt i kroppen – til trods for at hænderne hele tiden har været på rattet.
Mere af det hele – Hyundai Ioniq 9
Og når vi er ved kritikpunkterne, så har modellen, lige som mange andre MEB-biler fra VW-koncernen, en slatten bremsepedal i en grad, hvor det kræver meget at vænne sig til den svampede pedal uden modstand.
Peaq slipper fra det, fordi bilen på ingen måde lægger op til at køre friskt. Det er en stor, komfortabel bil, der forsøger at isolere sine passagerer fra verden udenfor. Det føles som luksus, men over de østrigske alpeveje er der dog en tendens til, at den bløde undervogn sender en del bevægelse igennem bilen. I stedet for at hjulene absorberer ujævnheder, bliver en del af bevægelserne sendt igennem bilen og op i sædet. De opleves ikke som støj eller ubehagelige bump, men man vippes rundt omkring i sædet, og jeg kan godt have min mistanke om, at det kan være en udfordring for børn, der nemt bliver køresyge.
Meget bil for pengene
Skoda Peaq 60 Selection starter ved 340.000 kroner, og det er afsindigt meget plads til under 400.000 kroner. Her får du kun et batteri på 59 kWh, 204 hestekræfter, 160 kW ladeeffekt og en rækkevidde på 450 kilometer. Til gengæld får du stadig ni højtalere, 3-zoners klimaanlæg, håndfri åbning af bagklap og nøglefri adgang.
Ny favorit til den moderne familie – Mercedes GLB
Skoda Peaq 90 Sportline koster fra 460.000 kroner, og det er stadig en skarp pris. Her får du 286 hestekræfter, et batteri på 86 kWh, som kan hurtiglades med op til 199 kW, og en rækkevidde på 633 kilometer. Her får du også matrixforlygter, Sportline-design, elektriske forsæder, 360-graders kamera, trådløs opladning og justerbare støddæmpere.
For 30.000 kroner ekstra kan du tilkøbe firehjulstræk, så effekten stiger til 299 hestekræfter, men det vigtigste er, at trækevnen stiger fra 1.800 kilo til 2.000 kilo, hvilket gør den interessant for heste- og bådfolk.
Er du på jagt efter en ekstra rummelig og komfortabel elbil, så byder Peaq virkelig på meget plads for pengene.
