Brugttesten skriver historie denne gang – for første gang er en kinesisk elbil på liften. Vi tester, hvor solid Xpeng G9 er, og faktisk er der kun én ting, du skal være rigtig opmærksom på.
Den kører, ser ud og føles, som om den kunne være designet og bygget i Tyskland. Xpeng G9 er en af de kinesiske modeller, der skiller sig positivt ud (den blev oprindeligt bygget i Guangzhou, men siden 2025 er G9 faktisk blevet bygget i Østrig).
Kan dit elbilbatteri reddes? Vi besøger værksted for højvoltsbatterier
Testbilen byder indenfor med et lækkert brunt, næsten orange læderbetræk, og selv selerne matcher. Alt virker velbygget og af god kvalitet. Men hvordan holder Xpeng G9, når den er brugt, og hvad skal du være opmærksom på, hvis du er på jagt efter en bil, der har kørt lidt? Det og mere til svarer Brugttesten på i dette afsnit, der er historisk, fordi det er første gang, der står en kinesisk elbil på liften.
Pas på rust
Er der én ting, du skal være opmærksom på, så er det rust. Testbilen har kørt under 50.000 kilometer, men er allerede godt rød flere steder på undervognen. Ifølge John Gantzhorn, Applus’ tekniske chef og medvært på programmet, er de kinesiske mærker generelt ikke så gode til at rustbeskytte, og det ses altså også på Xpeng G9. Så find gerne et eksemplar, der er rustbeskyttet fra starten.
Elektroniske irritationer og stærk garanti
Generelt er Xpeng G9 godt skruet sammen, og de typiske fejl kommer fra sensorer som p-sensorerne i fronten eller TPMS-sensorerne i fælgene, som begge kan give underlige følgevirkninger, så eksempelvis Xpilot, den adaptive fartpilot, ikke kan aktiveres.
Synsmanden er ikke overbevist – Brugttest af BMW IX3
Hvis du vil have en bil med anhængertræk, så er det vigtigt at vide, at det ikke kan eftermonteres. Så du skal altså finde dig en bil, der er født med anhængertræk fra fabrikken.
En af de ting, som Xpeng G9 og organisationen bag byder på, er en solid garanti. Der er syv år eller 160.000 kilometer, og på batteriet er der otte år eller 160.000 kilometer, men til forskel fra mange konkurrenter dækker batterigarantien eksempelvis også motorerne og en del af elektronikken omkring batteriet, hvor de fleste andre kun dækker selve batteriet.
Model Y’s kinesiske konkurrent – Xpeng G6
Til forskel fra flere konkurrenter er Xpeng heller ikke så striks med sine serviceintervaller. Bilen skal til service hvert år eller for hver 20.000 kilometer, men du kan overkøre intervallet med helt op til 3.000 kilometer.
