GTS-udgaven af Porsche Panamera er på alle måder sublim, og en tur på Bahrains F1-bane viser, hvorfor tysk ingeniørkunst er uovertruffen. Panamera GTS fantastisk – men ikke den bil, du bør købe.
V8’eren på fire liter knurrer afdæmpet ude foran. Hundredvis af projektører er tændt, og de forvandler de 5,4 kilometer, som F1-banen på Bahrain måler, fra nat til dag. Foran mig holder en anden Panamera GTS, som køres af en dansk kollega, og foran ham holder en meget gul 911 Turbo S. Bag rattet af den sidder Michael Christensen, en blot 28-årig dansker, som vandt årets Le Mans for Porsche. Og så har han tilfældigvis kørt gokart mod min kollega fra barnsben, så mit håb om at hænge på de to kamphaner er lille. Selvom resultatet er potentielt ydmygende, glæder jeg mig til at føle GTS på tænderne især her på en Formel 1-bane.
Porsche Panamera Turbo Sport Turismo – Guds slangebøsse
Den nye GTS er første GTS-model med turbo. Motoren er en neddroslet udgave af Panamera Turbo, så i stedet for 550 hestekræfter, må man ’nøjes’ med 460 heste og 620 Nm. På papiret er det kun 20 hestekræfter mere end Panamera 4S, som er udstyret med 3-liters V6’er, men én ting er, hvad der står i brochuren, en anden hvordan GTS opleves her, hvor Hamilton og rivalerne slås. Michael har givet 911’eren kniven, og jeg begraver selv speederen, så GTS skyder frem med et karakteristisk V8-bulder. Effektudviklingen er lineær og massiv. Takket være firehjulstræk og en effektiv 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse rundes 100 km/t på 4,1 sekunder – mere end rigeligt til at komme galt afsted på en bane, jeg aldrig har kørt på før.
Den rette linje
Der er 15 sving på banen, og ser man bort fra det første højresving for enden ad langsiden – som rammes med op mod 240 km/t for så at bremse ned til under 80 km/t – så kan jeg absolut ikke huske den rigtige linje, eller hvordan jeg skal placere mig på vej til næste sving. Michael, som skal agere guide, er stukket af, skarpt forfulgt af min kollega, så jeg er overladt til mig selv, banen og den nye GTS – og det er fantastisk.
Lige over grænsen – Ford Mustang Bullitt
I min famlen er det tydeligt, at Panamera GTS er ekstremt godmodig og letkørt. Jeg forestiller mig i hvert fald, at de tyske ingeniører nede i Stuttgart må have tillært sig en eller anden form for tyngdekraft-annullerende voodoo. Gang på gang tvinger jeg GTS til ting, der ikke burde kunne lade sig gøre for 1.995 kilo tung bil med flere hundrede kilometer i timen. Specielt er jeg imponeret over, hvor let GTS er at justere på banen. Ude på grænsen er der stadig plads til at korrigere fejl, uden at vi sendes direkte i barrieren.
Den nye GTS adskiller sig fra de andre Panamera-modeller, ved at luftundervognen er sænket 10 millimeter, og bremserne er svulmet til 390 millimeter – vi kører dog med kulfiberbremser til 176.892 kroner ekstra, og de er kort sagt vanvittigt imponerende. Gang på gang høvler de farten af på langsiden, og det er til trods for, at vi kører de samme biler på offentlig vej og banen. Kutyme på denne slags præsentationer, er ellers, at man parkerer testbilen udenfor banen, og så er der særlige biler klar til banekørsel. Det siger lidt om Porsches tiltro til egne evner – de bygger åbenbart biler, som kan klare de tæv, vi journalister måtte påføre dem, og alligevel fragte os hjem i stor komfort – specielt i dag, hvor det har regnet mere end, det normalt gør på et helt år på ørken-øen. Porsches folk er ligeglade, vi kan bare køre ind på banen med vores biler, som er totalt dækket i gråt mudder.
Jeg er vild med GTS, som kan være både komfortabel, svinehurtig, voldsom og omgængelig. Problemet er som altid prisen. Prisforskellen mellem 4S og GTS er over 400.000 kroner. Du kan altså købe en veludstyret VW Passat eller gå fra V6 til en dejlig V8’er i din Panamera, men du får kun 20 ekstra hestekræfter, en let sænket undervogn, 20 tommer fælge og unikt indlæg i kabinen i børstet aluminium. Så det fornuftige valg er jo klart 4S, men personligt er jeg ikke den snusfornuftige (tyske) type, så havde jeg 2,6 millioner kroner, ville jeg selvfølgelig tage GTS.