Ford Fiesta er en af Danmarks bedst sælgende minibiler, og i starten af september kan forhandlerne præsentere en helt ny og stærkt forbedret udgave af den velkørende Fiesta. Vi tager et kig på, hvad vi kan forvente af den kommende oplagte bestseller.

Ford Fiesta er en succes af de helt store. I mere end 40 år har den velkørende minibil fra Ford vist retningen i klassen, og kunderne har fra starten været vilde med den fremragende Fiesta. Selv gennem de seneste år, hvor et generationsskifte har været på vej, har Fiesta formået at fastholde positionen som en af de mest populære minibiler i Danmark, og i 2016 lå den i top 10 over de mest solgte biler i Danmark med hele 4.471 eksemplarer.

Ifølge Ford, så er den nye Fiesta skabt til endnu engang at revolutionere klassen for minibiler. Men den avancerede Ford er også udviklet til at tage det bedste fra tidligere Fiesta-generationer: Den forbliver kompakt med en længde på 404 centimeter, men har et design, som skal lede tankerne hen på en mere moden og luksuriøs bil. Den er samtidig mere stilrent indrettet og kan udstyres med et utal af aktive sikkerhedssystemer. Det eneste Ford siger, at de ikke har pillet ved, er køreglæden og smilet der holder hele køreturen.

Fra den fornuftige Trend til luksusmodellen Vignale
Ford revolutionerer miniklassen ved at lancere usædvanligt forskellige og unikke udgaver af den nye Fiesta. Det handler ikke bare om forskelle i udstyr, men om vidt forskellige oplevelser og varierende design. Kunderne kender i forvejen de veludstyrede Fiesta Trend- og Titanium-versioner, som også denne gang er rygraden i Fiesta-modelprogrammet, men dertil kommer den dynamisk stylede Fiesta ST-Line og den luksuriøse Fiesta Vignale.. I 2018 kommer den rå og crossoverinspirerede mini-SUV Fiesta Active og den hurtige og hidsige topmodel Fiesta ST med en helt ny EcoBoost-motor med hele 200 hk.

Ford præsenterer også en version eksklusivt til det danske marked – Ford Fiesta B&O PLAY Edition med et lækkert og nyskabende audiosystem fra B&O PLAY. Ford Danmark forventer stor interesse omkring den velspillende Fiesta B&O PLAY Edition. Den kommer ikke alene med det lækre audiosystem, specifikt tilpasset Fiesta, men kunderne kan også tage den vanedannende lyd med ud af bilen. I Fiesta B&O PLAY Edition følger nemlig et sæt B&O PLAY H7-høretelefoner med. Ford er det eneste bilmærke hvor man vil kunne opleve lyden af det lækre B&O PLAY audiosystem. B&O PLAY-modellen er baseret på den luksuriøse Titanium-version og kommer i 200 eksemplarer. Motoren i Fiesta B&O PLAY bliver den dynamiske EcoBoost-motor med 100 hk.

Går man forgæves efter Fiesta B&O PLAY Edition kan man trøste sig med at den fede lydoplevelse heldigvis også kan tilkøbes som audiopakke til andre Fiesta-versioner.

Ved lanceringen i september introduceres Fiesta Trend og Fiesta Titanium. Basismodellen Trend fås med tre eller fem døre og med en nyudviklet 1,1-liters benzinmotor med 70 hk (3-dørs) eller 85 hk (5-dørs) samt en dieselmotor på 1,5 liter med 95 hk.

Vignale og ST-Line versionerne af den nye Fiesta introduceres i oktober.

Prisen?
Priserne for den nye Fiesta starter ved 129.990 kr. for Fiesta 1,1 S/S Trend med tre døre og 70 hk. Merprisen for fem døre og 15 hk er 15.000 kr. Trend-modellen med dieselmotor fås til 179.990 kr. Titanium-versionen, der som standard er med fem døre, fås som 1,1 S/S med 85 hk til priser fra 156.370 kr., men mange vil vælge Fiesta Titanium 1,0 EcoBoost med den prisvindende turbomotor med 6 gear i version med 100 hk til kun 169.370 kr. Den dynamiske Fiesta ST-Line starter ved 164.990 kr. med 85 hk – og med den stærke 1,0 EcoBoost-benzinmotor med hele 140 hk er prisen 189.990 kr. Den motor går som sagt igen i den nye luksusmodel Fiesta Vignale, som fås fra 204.990 kr.

Vi ser frem til at teste samtlige udgaver af den nye Fiesta, så vi kan danne os et overblik og finde netop vores favorit.