Ny Lamborghini Murciélago LP640 Roadster Versace og ny eksklusiv Versace kollektion LP640.
Versace og Lamborghini, der har arbejdet sammen siden 2006, kan nu lancere den nye  Lamborghini Murciélago LP640 Roadster VERSACE og en unik kollektion af accessories.
Versaces designere har arbejdet tæt sammen med Lamborghinis designcenter, Centro Stile og med  specialisterne fra Lamborghinis individualiseringsprogram "ad personam". Programmet giver gennem et bredt udvalg af udstyr, eksteriørfarve og interiørdele kunden mulighed for at sætte sit eget personlige præg på sportsvognen.

Den nye Lamborghini Murciélago LP640 Roadster VERSACE produceres kun i begrænset antal og udelukkende efter ordre. Modellen er udstyret med en transparent motorhjelm, så der således gives udsyn til den imponerende V12 motor. Indvendigt er sæderne klædt i sort og hvidt læder, mens instrumentbordet, dørene og midterkonsollen er betrukket med blødt nappa læder. 

Det var motorhjelmens skarpe design og minimale linjer, der inspirerede Versaces designere til de nye accessories, Versace Collection LP 640, som bl.a. består af trolley, suite bag, sportstaske, mappe, kuffert, handsker, køresko, bælte, tegnebog, nøglering, beautyboks, hat og jeans. De håndlavede accessories er alle en hyldest til det traditionelle håndværk og vil kunne bestilles hos Danmarks eneforhandler af Lamborghini, Lamborghini Copenhagen fra november 2008.

"Både denne nye superbil og den eksklusive kollektion LP640 er begge unikke og repræsenterer desuden Versace og Lamborghinis fornemme udvikling", understreger Gianni Versaces adm. direktør Giancarlo Di Risio.

Lamborghinis topchef Stephan Winkelmann udtaler: "Vores samarbejde med Versace har vist sig at være en fantastisk erfaring og er et godt eksempel på vores strategi om at udvikle luksusprodukter uden om luksusbiler. Vi er stolte af dette prestigefulde "Made in Italy"-partnerskab med Versace".