Det er ikke ofte man ser store palmer i et værksted, men sådan er det på My Garages Porsche-værksted, der snart lander en officiel autorisation. Værkstedet ville få et hospital til at skamme sig over, hvor beskidt det er. Gulvet er hvidt som mælketænder og der er ikke så meget som en olieplet at spore.

Er man ofte på biltorvet.dk, vil man have set de mange lækre specialbiler, som er til salg fra et koncept kaldet My Garage. Biltorvet.dk er derfor kørt en tur til Vejle, for at se, hvad det er for et sted. Se fx bilerne her.

På Porsche-værkstedet kan man sagtens udøve hjernekirurgi, men det er så kun biler, der får åbnet motorhjelmen på operationsbordet. Lige bortset fra, at der i dag også er en enkelt total adskilt traktor. For Porsche lavede i 30’erne og frem en rød traktor med rund snude under navnet Porsche-Diesel, som er blevet en populær vare blandt klassikerfolket. Tre andre vogne er på værkstedet, alle af model 911, men i forskellige generationer. Man kan kigge lige ind i værkstedet udefra gennem store klare glaspartier i porten.

Massage til bilerne
”Det er et ønske, at alle vores partnere skal have glas i portene, så man kan se, hvad der foregår,” forklarer direktør Lars Bjørnbak fra My Garage A/S. For My Garage er lige så meget et museum, som det er et aktivt erhvervssted for specielle biler. De store haller med flotte hvælvinger huser flere firmaer, der alle har det til fælles, at de er vilde med biler og på en eller anden måde har med lækre drømmebiler at gøre.

Hallerne var engang tæppefirmaet Egetæppers. De stod tomme en del tid, forklarer bil-entusiasten Lars Bjørnbak. Idéen til opbevaring af superbiler og andre klassiske køretøjer er kendt fra udlandet, og så var det bare et spørgsmål om at lade det ske.

Opbevaringsdelen hedder Gentlemans Garage. Her overvintrer drømmebiler som Koenigsegg, Ferrari og Jaguarer i glasbokse, og temperatur og luftfugtighed er nøje kontrolleret. Bilerne får endda massage hen over vinteren. Godt nok kun til dækkende. Bilhuset er dog meget andet end stille opbevaring for højoktanmotorer i vinterhi. 

Eksklusivt legetøj
Der er 15 andre firmaer i konceptet My Garage og flere er på vej. Det er lige fra Formula Gruppen, som er officiel importør af Ferrari og Maserati, til bilfirmaet CarClub og tyske Autostrasse. Også Rolls Royce er her, og auktionsfirmaet Lauritz.com. Auktionsfirmaet opbevarer deres specielle køretøjer her, så folk kan se dem før et bud.

I bunden af en af fire store haller, er der indrettet konference- og mødelokaler. Her afholdes en masse events af alle slags, for bilklubber, bilforhandlerforeninger og andre brancherelaterede firmaer.

Blandt de mange vogne af mærkerne Ferrari, Porsche, Maserati og et par amfibiekøretøjer, er der også andet eksklusivt legetøj. Fx motorcykelfirmaer som Lauge Jensen og Tempo Bådsalg. Fotofirmaet We Shoot Cars, der har specialiseret sig i kun at skyde fotos af biler, er ved at indrette fotovæg i en hal.

Har du benzin i blodet og ånder kuldioxid, så drej en tur forbi Vejle til My Garage – der er fri entré. Adressen er Wittrupvej 1, 7120 Vejle Øst. Der er åbent fra 8.00 til 17.00 på hverdage og første søndag i hver måned 11.00 til 15.00.

Se billedserien fra biltorvets besøg i toppen af denne artikel. Find din drømmebil blandt biltorvets cirka 45.000 biler til salg her.