Jeep viser de første billeder af ikonet Wrangler. Designet er ændret forsigtigt, men den nye model byder på langt mere moderne teknik og måske en pickup.

I 76 år har man bygget den ikoniske og letgenkendelige Jeep i Ohio i USA. I dag hedder den Wrangler, og har både sikkerhedsseler, airbags og alskens elektronik, som de allierede soldater nok ikke havde fantasi til at forestille sig, som de trængte nazisterne på flugt under Anden Verdenskrig – blandt andet i Jeeps, hvor Wrangler er den direkte efterfølger.

Seneste udgave har tilnavnet JK og med over 10 år på bagen, trænger den til en opfriskning. Det er til trods for at den sælger stærkt i USA, med gentagende måneder på over 19.000 solgte eksemplarer. Den næste generation hedder JL, og selvom den til forveksling ligner den gamle model, bliver den langt mere moderne.

Jeep har kun vist de første billeder, men fra forskellige kilder ved vi, at den nye model delvist skal bygges i aluminium. Brændstofforbrug er nemlig et centralt punkt i udviklingen af næste generation, og der er tilmed snak om en hybrid-variant senere i modellens produktcyklus.

Ikonisk design
Selvom udseendet på Wrangler har udviklet sig i løbet af de sidste 76 år, er der stadig nogle faste kendetegn. Den stejle forrude, de flade, vandrette skærme og den 7-rippede grill vil stadig være der, men på JL bliver forruden altså ikke helt så lodret. Designerne har nemlig brugt meget energi på at gøre bilen så aerodynamisk som muligt uden at ødelægge det klassiske design. Den bedre aerodynamik gavner nemlig ikke bare brændstofforbruget, men også topfart og vindstøj.

Jeep holder stadig de tekniske kort tæt til kroppen, men forvent at se en opdatering af den 3,6-liters benzin-V6’er, og så er der rygter om en firecylindret turbomotor med 300 hk. Sidst, men ikke mindst er det sandsynligt, at Wrangler også får en variant af diesel-V6’eren på 3,0 liter, som allerede findes i Jeep Grand Cherokee.

På de officielle billeder kan vi se både den todørs og den firedørs Wrangler, men kamuflerede testversioner af en pickup er også set flere gange, så vi kan nok også forvente en pickup senere.

Den nye Wrangler forventes til Danmark efter sommerferien næste år.