VW har nu løftet sløret for den kommende Passat – en af de mest ventede nyheder fra koncernen i mange år. Selvom den nuværende Passat sælger OK til folk i firmaklassen, så skal der som bekendt nyt blod til for at holde gang i hjulene. Og da Ford kommer med deres nye Mondeo i slutningen af året eller starten af 2015, så blev VW nødt til at komme med noget nyt nu.

Passat er nu kommet til ottende generation og der er virkelig sket mange ting her ved det seneste generationsskifte. Alt er nemlig nyt, lige fra design og motorer til alt det elektronik man har fyldt bilen med.

Den nye Passat er mere voluminøs og dynamisk at se på end tidligere. Længden er stort set den samme, som på den forrige model. Men, akselafstanden er længere og karrosseriet lavere sat, hvilket giver langt mere dynamik rent visuelt.

Som noget nyt fås Passat med LED-lygter, som afløser de eksisterende Xenon-lygter. LED-teknologien bliver brugt både foran og bagpå bilen.

Indvendigt er der også sket utrolige ting, der hiver Passat en klasse op rent kvalitetsmæssigt. Derudover bliver bilen spækket med innovative løsninger som f.eks. digital instrumentering (ekstraudstyr, red.), head-up display (ekstraudstyr, red.) og ambient belysning i tre forskellige farver. Pladsmæssigt er der udover den ekstra plads ved bagsæderne i form af ekstra akselafstand og blevet plads til mere bagage. Sedanen indeholder 586 liter og stationcaren 650 liter. Det er en forøgelse på henholdsvis 21 liter og 47 liter.

Det vil være muligt at få din Passat med VW’s infotainmentsystem. Her er der tale om 2. generation, som er hurtigere og har en højere opløsning. Du kan vælge mellem tre forskellige version. Desværre understøtter systemet ikke dansk.

Passat er den første Volkswagen, der kan leveres med en komplet digital interaktiv instrumentering, hvor alle instrumenter er implementeret virtuelt via software. Instrumenteringen vises på et 12,3” stort display, der også kan vise navigation 2- eller 3-dimensionelt mellem speedometer og omdrejningstæller, der så skubbes lidt ud til hver side. Head-displayet, der er ekstraudstyr, projekterer alle vigtige informationer op på forruden i førerens synsfelt, så det ikke er nødvendig at kigge væk fra vejen for at aflæse hastighed eller anden information.

Passat kommer med et - for denne bilklasse - enormt udvalg af assistent- og sikkerhedssystemer, der gør den til en af klassens mest avancerede og sikreste biler. Her kan nævnes Side Assist with Rear Trafic Alert (overvåger og advarer mod bagfra kommende biler, red.), Front Assist med City nødbremsefunktion (advarer og bremser automatisk bilen, hvis systemet registrerer fare for frontkollision med biler og eller fodgængere, red.), Traffic Assist (holder ved hastigheder på op til 60 km/t automatisk bilen midt i vognbanen ved at påvirke styretøjet, red.), Park Assist (kan semi-automatisk parkere bilen i parkeringsbås, red.), Trailer Assist (via et display guides føreren, når der bakkes med en trailer, red.) og Dynamic Road Sign Assist (vejskilte vises på display og minder føreren om hastighedsbegrænsninger, red.).

Passat vil – når modelprogrammet er komplet – kunne leveres med ti forskellige turboladede TSI- og TDI-motorer. Benzinmotorerne omfatter en 1,4 TSI (125 hk), 1,4 TSI ACT (150 hk og automatisk cylinder frakobling) og tre 2,0 TSI med henholdsvis 180, 220 og 280 hk. Passat vil også senere kunne fås med en plug-in-hybrid-drivlinje (80 kW el-motor + 115 kW TSI-turbomotor), der kan køre op til 50 km på strøm og have et rekordlavt brændstofforbrug. Udvalget af dieselmotorer omfatter to 2,0 TDI-motorer med 150 og 190 hk og en ny 2,0 BiTDI med biturboladning, der yder 240 hk og et imponerende drejningsmoment på 500 Nm. BiTDI-motoren kommer i kombination med 7-trins DSG-gear og 4MOTION-firehjulstræk.

Lavere vægt (-85 kg), en optimeret støjdæmpning og en ny undervogn sikrer køredynamik og komfort af høj klasse. Passat vil også kunne bestilles med et progressivt styretøj, der har en mere direkte udveksling (2,1 omdrejninger i stedet for 2,7 omdrejninger), hvilket gør den mere styrevillig og dynamisk ved kurvekørsel og samtidig lettere at manøvrere ved parkering. Progressivt styretøj tilbydes kun i forbindelse med sportsundervogn eller den adaptive undervogn (DCC), der automatisk afpasser affjedringens karakteristisk til vejunderlaget. 

Ligesom forgængeren kommer den nye Passat i tre udstyrsversioner; Trendline, Comfortline og Highline. Passat forventes introduceret sidst på året, og priserne er på nuværende tidspunkt ukendte.