Den nye Range Rover lanceres med plug in hybrid mulighed, opdateret exteriør design og et væld af nye teknologiske nyskabelser i kabinen

”Vores kunder er meget tydelige om, hvad de forventer af en ny Range Rover. Kort sagt siger de: I skal ikke ændre den – bare gøre den bedre. Og det er præcist, hvad vi har gjort med vores mest eksklusive SUV. Efter næsten 50 år er fjerde generation af Range Rover den bedste nogensinde”.
Så enkelt formulerer Land Rovers chefdesigner Gerry McGovern sig, når talen falder på den nye Range Rover.
Den nye Range Rover ser da ved første øjekast heller ikke markant anderledes ud end forgængeren. Men ikke alt er hvad det ser ud til. Største nyheder er skjult under karosseriet og i kabinen.

51 kilometer på ren el
Modelbetegnelsen P400e betyder nemlig en hybridversion, der kombinerer en 300 hk 2.0 liters Ingenium benzinmotor med en 104 hk elmotor. I alt yder den 404 hk, trækker som en bryggerhest med 640 Nm, accelererer fra 0-100 km/t på 6,8 sek., og løjerne stopper først ved 220 km/t.
Imponerende tal og endnu mere imponerende bliver det, når man kigger på forbrugstallene. NEDC cyklus siger 2.8 l/100 km (35,7 km/l) og et CO2 aftryk på 64 g/km. Og hvordan så det? Jo, fordi Range Rover P400e har et 13.1 kWh Litium Ion batteri, der giver en rækkevidde alene på el – på 51 kilometer. Så for første gang kan en Range Rover-ejer vælge at køre helt uden emission.

Der er to måder at køre den nye Plug In hybrid på. Enten kan man vælge at kombinere el og benzindrift og benytte et af to programmer. Det ene program er det såkaldte SAVE mode, som sikrer at batterikapaciteten ikke går under et foruddefineret niveau. Man kan også bruge den såkaldte PEO funktion (Predictive Energy Optimisation).
Kort fortalt taster man sin destination ind i navigationssystemet – og systemet regner så selv ud hvordan man mest optimalt når frem ved at kombinere el og benzin. Den anden mulighed er at vælge udelukkende at køre på el, hvis ens kørselsbehov passer til dette.

Luksuriøs kabine
Fælles for alle nye Range Rover er, at de har fået et betydeligt løft i kabinen. De to forsæder kan nu indstilles på 24 forskellige måder takket være nye sæderammer, der i øvrigt også indbefatter opvarmede armlæn. Sæderne er i det hele taget et kapitel for sig. De har 25 forskellige massageprogrammer, kan levere både varme og kulde. Hvis man er passager og arbejder under kørslen er der ikke mindre end 17 connection points, (domestic socket, USB, HDMI og 12 volts udtag er tilgængelige, og der er 4G Wi-Fi hotspots for op til otte enheder). Mest iøjnefaldende er introduktionen af Touch Pro Duo systemet, som først blev introduceret i Range Rover Velar tidligere på året. Systemet kombinerer to 10 tommer touchskærme, der sidder centralt i instrumentbordet. Information fra disse kan skiftes mellem skærmene, så man kan individuelt skræddersy layoutet. Den nye Range Rover har i øvrigt gesture control på solafskærmningen i loftet, specielt luftrensningssystem, Pixel laser LED forlygter og activity key.

For kunden der ønsker det helt optimale er muligheden naturligvis versionen SVAutobiography Dynamic – den mest kraftfulde Range Rover med 565 hk fra en V8 supercharged motor. 0-100 km/t på 5,4 sekunder.

Range Rover og Range Rover Hybrid lanceres i løbet af foråret. Danske priser er endnu ikke offentliggjort.