Rekordsalg for Peugeot, Danmarks mest solgte personbil for 8. gang

2007 blev et sandt rekordår for Peugeot i Danmark, der manifesterede sin position som Danmarks mest solgte personbilsmærke med hele 19.498 solgte personbiler, hvilket giver et overbevisende forspring på knap 6000 biler ned til markedets nr. 2.
Peugeot har totalt set erobret en markedsandel på 12,2 % og har markeret sig med en klar dominans i det efterspurgte B-segment, hvor mærket har en andel på hele
19 %. En vigtig faktor har været Peugeots brede og miljøvenlige HDi diesel motorprogram, der med sine effektive og brændstofbesparende motorer har appelleret til rigtig mange miljøbevidste kunder. Peugeots dieselsalg steg fra at udgøre 40 % i starten af året til at slutte på 68 % af mærkets samlede salg.

Bilbranchens opgørelse over bilsalget 2007 tegner et klart billede af, at Peugeot er danskernes foretrukne personbilsmærke. Det blev til hele 19.498 solgte personbiler, hvilket placerer Peugeot øverst på skamlen adskillige længder foran de nærmeste konkurrenter.
”Vi er stolte og glade over det flotte resultat i 2007. At blive det bedst sælgende personbilsmærke for 8. gang er en ære og en blåstempling fra Peugeot-ejerne, som vi værdsætter utroligt højt”, udtaler PR- og informationschef Janne Bock. ”Men vi hviler ikke på laurbærrene – tværtimod vil vi arbejde hårdt for at leve op til vores kunders tillid. Vores Peugeot Akademi skal sikre kompetent uddannelse og træning af alle Peugeot-medarbejderne, så kunderne oplever en endnu bedre service, uanset hvilken afdeling hos Peugeot-forhandleren de henvender sig i.”
2007 har ikke kun budt på succes i Danmark. Peugeot har på verdensplan oplevet en stigning på 3,7 % i salget af personbiler og en stigning på hele 13,7 % i salget af varebiler, hvilket har resulteret i et samlet salg på 1.962.000 enheder.

Peugeot 207 stormer frem
Peugeot 207 har markeret sig som mærkets absolut top-sællert på det danske marked, hvor den har holdt sig konstant i toppen som én af de mest solgte modeller. Danskerne er faldet for det smarte design, kvaliteten og det brede udvalg af både miljøvenlige og dynamiske motorer, og 5.070 solgte 207´ere viser, at danskerne i den grad har taget Peugeots nye trendsætter til sig. 207 slutter som etter i sit segment, men slår man salgstallene for 207 og 206 sammen skiller de sig ud fra alle konkurrenter som Danmarks mest solgte model på tværs af alle segmenter.
Peugeots nye rappe familiebil, Peugeot 207 SW, fik i efteråret en forrygende modtagelse på det danske marked: På blot få måneder opnåede den et salg på mere end 800 eksemplarer. Med 207 SW har Peugeot således fuldendt paletten og kan præsentere en hel marguerit af forskellige 207-udgaver: 207 3/5-dørs. 207 GT, 207 RC, 207 CC og 207 SW.

Peugeot dominerer B-segmentet
Peugeot er ledende i B-segmentet i Europa, men også i Danmark har mærket oplevet en stigende interesse og udvikling i dette segment. Peugeot har tre biler i topti i klassen af kompakte biler: 207, 206 og 107 og en andel på hele 19 % understeger Peugeots dominans, der bl.a. kan tilskrives de miljøvenlige motorer, det stilsikre design og de unikke køreegenskaber.
Peugeots kultbil, 206, fik fornyet popularitet som følge af afgiftsændringerne i foråret. Den tegner sig for 3.305 solgte enheder og markerede sig overraskende som august måneds mest solgte model i Danmark.
Også den lille by-bil, 107, har været en stærk spiller – så stærk, at den var Danmarks mest solgte model i maj måned.

Peugeot 307: Still going strong
Uagtet, at den generelle interesse for mellemklassen har været nedadgående til fordel for B-segmentet, har Peugeot 307 klaret sig rigtig flot. Den har hele året vekslet mellem at ligge på førstepladsen og andenpladsen i segmentet og endte kun 250 biler fra førstepladsen, og det på trods af, at den siden introduktionen af 308 kun har været tilgængelig i SW- og stationcarudgaver i en begrænset periode.
At Peugeot 307 stadig er mange kunders førstevalg som familiebil, understreges af dens position på det danske brugtbilsmarked, der i 2007 var domineret af 307. I de første 11 mdr. lå 307 på en konstant førsteplads og var repræsenteret på topti-listen af 3-4 forskellige årgange

Peugeot 308 fik en flyvende start
Den nye Peugeot 308 blev introduceret i efteråret og fandt hurtigt vej til de danske bilejere, som faldt for det sporty design, den høje kvalitet og de forførende køreegenskaber. Peugeot 308 har vundet adskillige tests i både danske og udenlandske bilmagasiner og som en flot fjer i hatten tildelte de tyske læsere Peugeot 308 den prestigefyldte pris ”Det Gyldne Rat”.
Til sommer introducerer Peugeot stationcarudgaven, Peugeot 308 SW, der vil imødekomme mange familiers behov for en rummelig, fleksibel og samtidig sporty familiebil.

Peugeot 407 – stabilt i toppen
Peugeots bud på en business- eller luksuriøs familiebil, Peugeot 407, har hele året holdt sig stabilt i toppen i firmabilsklassen. Det iøjnefaldende design både i Sedan- og SW-udgaverne, det høje sikkerhedsniveau, udstyrsniveauet, de sporty køreegenskaber kombineret med en attraktiv prissætning har vundet indpas hos mange kunder. Peugeot 407 med FAP partikelfilter udgør nu hele 73 % af det samlede 407-salg og 407 ligger som nummer to i firmabilsklassens dieselsalg.

Et bredt og stærkt varebilsprogram
Med præsentationen af de helt nye varebiler Bipper Van og Partner Van tegner Peugeot sig nu for det nyeste og mest omfattende varebilsprogram i Danmark med lastvolumener, der strækker sig helt fra 2,5 kubikmeter til 17 kubikmeter. Fra den lille smarte Bipper til den store Boxer med den nye Partner og Expert (Årets varebil 2008) imellem tilbyder Peugeots varebilsprogram en effektiv løsning til ethvert professionelt behov.
Med introduktionen af den nye Bipper Van til marts og den nye Partner Van til ultimo juni lægger Peugeot således op til et spændende varebilsår.