Mini bruger 3D-printning til at skabe unikke biler. Nu kan du nemlig helt bogstaveligt få dit navn på en Mini med Mini Yours Customised.

Almindelige bilkøbere har efterhånden længe været vant til at kunne vælge mellem forskellige indtræk, indlæg i instrumentbordet, og selv dele af karrosseriet kan varieres på biler helt ned i Toyota Aygo-klassen. På dyrere biler, som Mercedes E-Klasse, kan du selv skifte farven på interiørlyset, og bilproducenterne lader os generelt vide, at skræddersyning eller customizing er kommet for at blive. Men nu har Mini alligevel taget et skridt videre, og er de første, der har introduceret den nær-mytiske 3D-printer.

Men lad os bare være ærlige. Mini Yours Customised er nok for de få, som meget gerne vil have noget, der er lidt mere specielt end det naboen har. Indtil videre begrænser de 3D-printene muligheder sig nemlig til indlægget over handskerummet, en plastikdel ved siden af blinklysene på forskærmen, og så er det muligt at lave en specifik hilsen til ejeren i lyskeglen fra sidespejlene, når bilen låses op. I bunden af dørsiden på trinbrættet er det også muligt at skrive en særlig besked, som fx ejerens navn eller bilens navn.

Gejl på nettet
Hvis du har et brændende ønske om at stikke ud, så kan du gejle din Mini hjemme fra sofaen. Mærket har nemlig udviklet en del af sin hjemmeside til de nye muligheder, så du kan sidde og krænge dine vildeste fantasier ud, og så trykke print. Så flyver data direkte til Tyskland, hvor Mini sammen med blandt andet Hewlett-Packard har udviklet en 3D-printer, der kan printe plastik, der lever op til Minis krav. Efter et par uger får du tilsendt dine ønskede dele. Du kan selv installere dem, eller få dit lokale Mini-værksted til at installere dem, hvis du er bange for at knække en negl.

Mini oplyser ikke priser på delene endnu, ligesom funktionerne indtil videre kun er mulige i USA. Men det er nok ikke sidste gang, vi ser et bilmærke udnytte de nye muligheder 3D-printere giver.