Toyota ramte rent i mange bilhjerter med introduktionen af GT86, den lille, lette sportsvogn med baghjulstræk. Den havde bare et problem – for få kræfter. Det har de fikset nu med den nye model GR86, som får mere power fra en større motor.

Vi var vilde med GT86, da Toyota introducerede den sammen med søsteren Subaru BRZ. Det er biler, som er designet fra bunden med et formål – at skabe de bedste og mest underholdende køreegenskaber. Derfor var vægten lav, tyngdepunktet endnu lavere, takket være en boxermotor, som trak på baghjulene gennem en stram 6-trins manuel gearkasse. Det handlede ikke om at komme først, men om at have det sjovest. Derfor ydede sugemotoren bare 200 hestekræfter.

Skal du eje en rallybil? Så dyr bliver Toyota GR Yaris

Og selvom de fleste motorjournalister var enige om, at Toyota GT86 var en gudsbenådet køremaskine, så var de fleste også enige om, at den burde have flere kræfter. Det er bare ikke særligt fedt at blive sat af en diesel-taxa i lyskrydset, når man kører en smart sportsvogn. Så det har Toyota gjort noget ved. De har nemlig i samarbejde med Subaru introduceret en ny udgave af BRZ og GT86. Toyota’en skifter navn til GR86, så man tydeligt kan se slægtskabet til GR Yaris og GR Supra.

Du kan læse om den nye Subaru BRZ her

Nyt navn – ny motor
Vigtigste ændring ved GR86 er motoren. Den er vokset fra 2,0 liter til 2,4 liter, så slaglængden på 86 millimeter er i behold, men boringen er udvidet til 94 millimeter. Toyota vil endnu ikke melde noget ud om effekten i Europa, fordi forskellige normkrav kan ændre let på effekten, men da Subaru allerede har introduceret BRZ i USA, har vi en ide om effekten.

Toyota GR Supra 2,0 – Det er ikke størrelsen, men gørelsen

Her er ydelsen opgivet til 231 hestekræfter ved 7.000 o/min og 250 Nm ved 3.700 o/min. Til sammenligning havde den gamle model 200 hestekræfter ved 7.000 o/min og 205 Nm ved 6.400 o/min. Vi kan altså forvente os en kvikkere bil med et meget større bundtræk.

Hverken Subaru eller Toyota har endnu løftet sløret for, hvor hurtig de nye modeller bliver med de ekstra kræfter. Men den gamle model rundede 100 km/t på 7,6 sekunder. Egenvægten var 1.239 kilo, som nu er vokset til 1.270 kilo med den større motor. Ifølge Toyota selv, gør det GR86 til den letteste fire-personers sportscoupé i klassen takket være en række vægtreducerende tiltag som fx aluminiumstag og -sidepaneler. Det er nok heller ikke den store bedrift, for der er ikke rigtig nogen konkurrenter.

Anmeldelse af den originale Toyota GT86

Mål og dimensioner er stort set identiske med første generation, og GR 86 bevarer det ultra lave tyngdepunkt, og det i forvejen stive karosseri er gjort 50 procent stivere, som burde gøre køreegenskaberne endnu mere skarpere.

Toyota er ikke klar med priser eller endelige specifikationer, men startprisen på den originale GT86 var 540.000 kroner, så vi skal desværre nok ikke regne med, at GR86 bliver billig.