Subarus fantastiske, og lettere oversete sportsvogn BRZ er tilbage i anden generation – og nu har den eeeendelig fået flere kræfter fra en ny, større motor.

Subaru BRZ og den identiske søster Toyota GT86 har levet et stille liv på vores breddegrader. Vi journalister faldt i svime over de fantastiske køreegenskaber, men en startpris på 449.000 kroner gjorde, at den var en specialitet for de få. Og så havde den tilmed et større problem, end at den var dyr – motoren. For selvom den omdrejningsvillige 2-liters boxermotor gav bilen et meget lavt tyngdepunkt og lav vægt, så var de 200 hestekræfter bare ikke nok. Det var lige før man fik smæk af dieseltaxaerne i lyskrydsene. Men nu har Subaru endelig gjort noget ved problemet.

Japansk blasfemi - kan du nøjes med fire cylindre i en Supra?

Subaru har netop lanceret anden generation, og største nyhed er en motor med ekstra 400 ccm slagvolumen. Subaru er ikke tydelige omkring det, men noget tyder på, at det er den gamle motor, der er blevet boret op til 2,4 liter. Den beholder i hvert fald de fire cylindre i boxerformation og Toyotas D-4S direkte indsprøjtning. Resultatet er 231 hestekræfter ved 7.000 o/min og 250 Nm ved 3.700 o/min. Til sammenligning havde den gamle model 200 hestekræfter ved 7.000 o/min og 205 Nm ved 6.400 o/min, så man kan altså forvente en kvikkere bil med mere bundtræk. Den gamle version rundede 100 km/t på 7,6 sekunder, men der er endnu ingen tal for den nye model.

Stivere, lavere og tungere
Til trods for den større motor er den nye model kun blevet 23 kilo tungere, så den nu vejer fra 1.276 kilo. Netop den lave vægt er en af hemmelighederne bag de vidunderlige køreegenskaber. Men det er det lave tyngdepunkt også, og Subaru hævder, at den nye model har fået et endnu lavere tyngdepunkt. Noget tyder også på, at modellen ikke bare er et facelift, da de officielle data tyder på, at akselafstanden er vokset fem millimeter til 2.575 millimeter. Samtidig har man anvendt Subarus nye platform til opbygningen af forhjulsophænget, kaldet Subaru Global Platform. Selve karrossen er blevet 50 procent stivere, og det skulle være med til at give endnu mere præcise styreegenskaber.

Test af Toyota GT86 T3

BRZ trækker udelukkende på bagakslen igennem en 6-trins manuel gearkasse eller en 6-trins automatgearkasse, mens et spærredifferentiale er standard. ESP-systemet har samtidig fået fem forskellige indstillinger, så du gradvist kan slå støtteprogrammerne fra, så du kan have det ekstra sjovt på bane. Kabinen har fået en mindre opdatering, så skærmen i midten nu er otte tommer stor, mens de analoge viser i midterkonsollen er erstattet af en syv tommers digital skærm, som blandt andet kan vise ampere, kølevandets temperatur og g-påvirkning.

Subaru dumper priserne – spar over 100.000 kroner

Produktionen af den nye model starter i efteråret 2021 på Subarus japanske fabrik i Gunma. Der er endnu ingen meldinger om, den nye BRZ kommer til Danmark, så det er for tidligt at sige noget om eventuelle priser.