Verdens første af sin art - Volvo V60 Plug-in Hybrid - debuterer i USA med en flot placering på New York International Auto Show, hvor den er en af tre tilbageværende kandidater til den prestigefyldte 2013 World Green Car of the Year pris.

Det er 66 førende motorjournalister fra 23 lande, der vælger den miljøbil, som kan smykke sig med titlen som 2013 World Green Car of the Year.

Fakta om Volvo V60 Plug-in Hybrid
V60 Plug-in Hybrid er banebrydende, fordi den er verdens første diesel plug-in hybrid. Den har to komplette drivliner og et kraftigt batteri. Føreren kan vælge mellem tre køreindstillinger, der giver bilen tre helt forskellige temperamenter: Pure, Hybrid eller Power.

"Med mulighed for at vælge efter behov er V60 Plug-in Hybrid et hestehoved foran de andre hybridbiler på markedet. Pure, Hybrid og Power indstillingerne gør bilen til det perfekte valg for kompromisløse bilister, der ønsker maksimal køreglæde med minimal CO2 udledning," siger Doug Speck, Senior Vice President, Sales and Customer Service hos Volvo Car Group.

  • Aktiveres Pure knappen, kan man køre op til 50 kilometer på ren elektricitet.
  • I Hybrid er CO2 udledningerne 48 g/km. Det svarer til et brændstofforbrug på blot 1,8 liter/100 km eller 55,6 km/liter (NEDC certificeret kørecyklus for hybridbiler).
  • I Power indstillingen samarbejder diesel- og el-motorerne om at kreere en veritabel køremaskine med en samlet ydelse på 215 + 70 hk og et maksimalt drejningsmoment på 440 + 200 Nm. El-motoren leverer momentet lynhurtigt og bidrager til, at bilen accelerer fra 0 til 100 km/timen på 6,1 sekunder.

Succesfuld introduktion
Siden Volvo V60 Plug-in Hybrid blev introduceret i 2012 har den modtaget adskillige priser for sine unikke egenskaber. Første års produktion af modellen var udsolgt, før bilen nåede ud til forhandlerne.


I 2012 opnåede V60 Plug-in Hybrid højeste score i Euro NCAP for en bil med el-drift. Testen inkluderede en frontal offset kollision ved 64 km/timen, og de fem stjerner viser, at modellen har samme høje sikkerhedsstandarder som V60 med konventionel drivline.

"Over 50 procent af de kunder, der køber V60 Plug-in Hybrid, kommer fra konkurrerende mærker. Adgangen til to drivliner og tre køreindstillinger gør den til et perfekt valg for kunder, som godt vil køre grønt, men ikke gå på kompromis," fastslår Doug Speck. "At vores plug-in hybrid har fået succes, er nok det bedste bevis på det løft, Volvo-mærket har undergået, siden vi tog hul på vores liv som uafhængig producent i 2010".

Volvo V60 Plug-in Hybrid er resultatet af et tæt samarbejde mellem Volvo Car Group og det svenske el-forsyningsselskab Vattenfall. De to virksomheder har været fælles om at finansiere projektet.