Volvo har begået endnu en succes. V60 er mærkets mest vellykkede model – men mindre kan gøre det end den hurtige 310 hestes T6.

Den nye Volvo V60 er Sverige, når det er bedst – som en sensommeraften med krebsegilde, eller en regnvåd eftermiddag med ild i pejsen, Marabou-chokolade og en god bog af Jan Guillou eller Stieg Larsson. Volvo har virkelig haft vind i sejlene de senere år, og V60 er kulminationen. Den har en bedre størrelse og pris end storebror V90, men samme luksuriøse fornemmelse, og dynamisk er den milevidt foran sine SUV-søskende. Kort sagt er V60 perfekt – eller er hvad?

Volvos biler har langt flere fejl end Ford og Kia

Der er ingen tvivl om slægtskabet til V90, men designerne har om muligt skabt en endnu flottere bil, og de 17,5 centimeter, som V60 er kortere end storebroren, gør bare designet mere kompakt og elegant. Men hvordan påvirker det pladsen? For en stationcar fra Volvo uden plads er som en elg med mos-allergi. Sammenlignet med V90 er bagagerummet kun skrumpet 31 liter til i alt 529 liter, som bestemt er respektabelt, men det er altså ikke helt så regulært som i storebroren. Det viser vores Volvo, Villa og Vovse-test, som er foretaget af Biltorvets særlige bagagerumsekspert, Wilson, den 40 kilo tunge labrador, og han var ikke synderligt imponeret. Bagagerummet er nemlig ikke ret højt, og hele bilen er 12 centimeter lavere end V90. Det påvirker både rummeligheden i bagagerummet, men også på forsædet, hvor jeg på 185 centimeter føler, jeg sidder meget tæt på loftet, selv med sædet i laveste position. Det er også tydeligt, at V60 må afgive benplads på bagsædet i forhold til storebroren, men til gengæld sidder man godt i sædet, som har god støtte til lår og baller, og lange turer føles på ingen måde som en straf på bagsædet.

Men når vi nu er i gang med at pege fingre, så kan jeg ikke få rattet langt nok ud mod mig til at have en rigtig komfortabel siddeposition, og sidespejlene er for små, så hver gang du skal bakke ind mod en kantsten, er det nødvendigt at justere spejlet.

Høj klasse
Som storebroren er materialer og design i kabinen smukt udført, som sad du på en eksklusiv klub i Stockholm omgivet af skandinavisk design, og netop atmosfæren i kabinen er nok en af de vigtigste grunde til, at jeg falder pladask for V60. Det er et produkt, du ikke har lyst til at slippe igen, og jeg er vild med det image, som smitter af på mig. Selv i et par slidte cowboybukser og udtrådte gummisko kunne jeg være chefdesigner for Ikea, når jeg stiger ud af V60.

Piiiift: Volvo V90 CC Ocean Race vinder alle hjerter

Takket være mere kompakte dimensioner og en, sammenlignet med V90, lavere vægt er V60 klart mærkets mest dynamiske model pt. At kalde den sporty er en overdrivelse, men den er direkte og villig til at skifte retning på en måde, vi ikke har set i noget tid fra svenskerne. Heldigvis har det ikke påvirket komforten, for V60 er både støjsvag, og undervognen er god til at absorbere bump. Over de næsten 800 kilometer, vi kørte, blev det tydeligt, at V60 er en fremragende langtursvogn.

For meget af det gode
Vi kører topmodellen T6 Inscription med firehjulstræk og 8-trins automatgear. Netop gearkassen er en af de steder, hvor man kan se, at Volvo trods stor fremgang de senere år, ikke helt kan matche konkurrenter som Mercedes og BMW på antal ingeniørtimer. I fart fungerer gearkassen fremragende, men kør ned mod et stoplys. Normalt vil man bremse hårdere i starten, og så lette bremsetrykket, som man kommer op mod stoplyset for at opnå den mest behagelige kørsel, men V60 har en tendens, hvor den springer frem, hvis du letter for meget på bremsetrykket, når du holder næsten stille. Det er potentielt farligt, og i hvert fald et stort irritationsmoment i byen.

Trods sekstallet i T6, har motoren i V60 kun fire cylindre, men den 2,0-liters benzinmotor yder alligevel massive 310 hestekræfter via både turbo og kompressor, og det er lykkes de svenske ingeniører at skabe en motor uden voldsom turbotøven. Den har ikke samme charme, som en stor V6’er, men der er masser af fartpotentiale i stationcaren, som runder 100 km/t på imponerende 5,8 sekunder.

Vi kører Europas bedste bil – Volvo XC40

De mange kræfter kan dog være for meget af det gode – i hvert fald ved tankstationen. Vores gennemsnit ender på 10,4 km/l, som sådan ikke er tosset for så kraftig en bil, men Volvo laver allerede en fornem dieselmotor i form af D4, som ganske vidst kun har 190 hestekræfter, men den er opgivet til et forbrug på 21,7 km/l, mens T6 AWD er opgivet til 13,2 km/l. Det vigtigste argument er dog, at du sparer meget tæt på 200.000 kroner på at vælge en D4 Inscription med forhjulstræk fremfor T6 AWD Inscription, og du kan sagtens nøjes med forhjulstræk, med mindre du bor op ad en svensk skovvej.

V60 har helt klart sine små udfordringer, men det ændrer ikke ved det store billede – Volvos nye model er en succes.