Citroen er for alvor hoppet ind i ringen med boksehandsken knyttet med et knaldtilbud, der skal give de mange asiatere på kamppladsen en kæberasler, men deres ë-C3 Aircross har et svagt punkt, som kan sende den direkte i gulvet, hvis du rammer det.


Rækkevidde og ladetid har Citroen nemlig valgt ikke behøver nogen kærlighed i træningscenteret overhovedet, og derfor har ë-C3 Aircross tyndere arme end de fleste. Kan du leve med det, får du dog utrolig meget bil for pengene.

Helstøbt – Renault 4

Prisen starter ved 199.900 kroner, men Citroen kører også et ret heftigt leasingtilbud resten af året, hvor du for 9.995 kroner i udbetaling og små 2.145 kroner månedligt kan få din egen ë-C3 Aircross’er i carporten.


Virkelig ringe rækkevidde
For pengene får du et 44 kilowatt-batteri, der skulle række til 303 kilometer målt efter WLTP. Det er sådan ok rimeligt i forhold til andre elbiler, men fuldt opladet viser vores testbil 281 kilometers rækkevidde, og det er stadig egentlig ok.

Men kører du motorvejshastighed trækker hver rækkeviddekilometer dobbelt – eller sagt mere tydeligt, den bruger i runde tal dobbelt så mange kilometer, som indikatoren viser. Reelt set har vi altså 150 kilometer i tanken.

Næste generations lange rækkevidde – Mercedes CLA with EQ Technology

Vi skal til Silkeborg fra Ballerup, men må holde ind allerede i Nyborg. Og igen et sted i Jylland. Og kan konstatere endnu et svagt punkt, nemlig at vognen ikke aner, hvordan man tager imod en forfriskning. Det er som om, munden er lukket, da den kun åbner for maksimalt 68 kW, og det er på toppen vel at mærke, snittet ligger under 50 kW, og de sidste ti procent opgiver vi, da den synker til sølle otte kW, og det vil tage os en halv time at fylde fra 90 til 100 procent på batteriet.

Ë-C3 Aircross står opgivet til en ladehastighed på 100 kW, men det kom vi ikke i nærheden af, selv efter en timelang motorvejstur med vilde accelerationer og nedbremsninger umiddelbart inden opladning, for at få batteriet så varmt som muligt. Det er ikke muligt at forvarme.

 

Elektrisk barberet
I det hele taget er ë-C3 Aircross skrabet med elbils-relevante funktioner. Man kan ikke se forbruget løbende, ikke trække statistikker, der er intet køreprogram, ingen muligheder for at justere rekuperation. Den startes ulogisk med en gammeldags nøgle, og klimaanlæg inklusive rat- og sædevarme er slået fra, mens du lader. Sidstnævnte er virkeligt irriterende, for det bliver ganske koldt i kabinen, når der er étcifrede temperaturer udenfor.

Billig elbil er god nok til det meste – Hyundai Inster

Mangellisten fortsætter, da ë-C3 Aircross heller ikke har adaptiv fartpilot, og så er gearvælgeren irriterende, da den ofte skal forbi neutral, når du skifter fra frem til bak og omvendt.

Det sagt, så må du endelig ikke afskrive den i din søgning efter en billig elbil.

 

Alt er ikke skidt
For det første er der størrelsen. Især bagagerummet imponerer med sine 460 liter og dobbelte bund, og du kan sagtens sidde fint på bagsædet – det er lige før vognen tilhører et større segment – den er på nær en lille decimeter lige så lang som en Skoda Elroq.

Du sidder også meget højt, da det er en SUV, og det giver fint overblik i trafikken. For den lille familie, der har brug for en praktisk allrounder, er det et ganske fint bud, trods sine åbenlyse mangler. En af dem er fx at anhængertrækket kun dur til en elcykelholder, da max-trækvægten er 350 kilo.

Fars fede ferie – vi kører 1.300 km i Volvo EX30 CC og campingvogn

Desuden må du være en tålmodig sjæl – hvilket alle småbørnsforældre jo lærer at være på den hårde måde, for speederen er mere forsagt end en nørd i en boksering. Når du presser den i bund, føles speederen som en tyk badesvamp, der langsomt får vognen til at lunte fra land. Det er langt, langt fra den hurtige acceleration, man kender fra andre elbiler, selv om den stiller med anseelige 113 hestekræfter, men det er lidt som om de 100 af dem sover tungt.

Det gør så også, at topfarten kun er 135 km/t, og så igen, den græder, når den ser en motorvej, fordi det presser de klejne overarme til max, og det kan jo også forklare lidt, at den er så pivringe med rækkevidden.

Vi må afslutningsvis lige få nogle gode slag ind inden gong-gongen lyder, og fremhæve lidt unikke Citroen-ting, der adskiller den fra sine tekniksøstre. De tæller den nye Fiat Grande Panda og Opel Frontera, der alle er bygget på Stellantis-koncernens omkostningseffektive såkaldte Smart Car-platform, beregnet små, billige elbiler.

 

Noget er decideret godt
Vi kan næsten ikke være mere begejstret for instrumenteringen, der er holdt superenkelt, overskueligt og intuitivt, hvilket jo hjælpes på vej af, at vognen bare ikke har mange indstillingsmuligheder eller funktioner.

BYD Dolphin Surf – så ringe er Danmarks billigste elbil

Instrumenthuset er smalt, lille og langt væk, placeret højt, lige under vindspejlet, så du kigger hen over rattet, og det kan os, som gerne vil have rattet justeret langt ned, godt lide. Det er let at slå de irriterende EU-pligtige bibbere fra, som hastigheds- og vejstribeoverskridelsesalarmer, der har fået hver deres dedikerede knap, der kan findes i blinde.   

Citroen kører med noget, de kalder progressiv hydraulisk affjedring, som gør den utrolig komfortabel i det daglige, og du kan næsten køre over alle fartbump uden at fjerne foden fra badesvampen, da den bare sejler hen over.

Ford Puma er skarp på vejen men svag på strøm

Således opløftet, skal det slutteligt igen lyde en opfodring til at give den franske discount-bil en chance, hvis altså du kan leve med en nær provokerende kort rækkevidde. Selv om den måske får lammetæv på det punkt, sender den en ret præcis uppercut tilbage lige midt i prisen, hvor det gør mest ondt på konkurrenterne.

Skoda Elroq - danskerdarling gør dyrere storesøster overflødig