Den nye EX30 Cross Country er Volvos bud på en elbil i vandrestøvler. Vi pakker den med hele familien og en campingvogn for at køre på eventyr på Gotland, men kan man overhovedet køre på ferie med campingvogn og elbil?
Panikken står malet i min kones ansigt. Den let åbne mund og de opspærrede øjne skriger et lydløst; fuck, hvad gør vi! For min søde, dejlige kone interesserer sig hverken for elbiler eller campingvogne, men hun har netop bevidnet, hvordan vi de sidste fem kilometer har sneglet os afsted med 30 km/t, fordi der kun er otte procent strøm tilbage på batteriet. Kun for at nå frem til en bom. En bom midt ude i ingenting. En bom, der meget fysisk ender samtlige drømme og håb om at suge strøm fra den 400 kW lader, der angiveligt står et eller andet sted ved Gotland Ring bag bommen.
Svensk sommer i Volkswagen ID. Buzz Camper
Netop her rammer turen det absolutte nulpunkt. En tur der ellers skulle vise hele familien den smukke svenske ø Gotland på en måde, som ikke er alle forundt. Planen var at campere helt ude i vandkanten rundt om på øen, så vi kunne se solen, både som den står op og ned igen ud over Østersøen. Den slags kræver en bil ud over det sædvanlige, og da de gode folk fra Volvo ligefrem spurgte, om vi ville teste den nye Volvo EX30 Cross Country med en campingvogn bagpå, så lød det som det perfekte makkerpar.
Modvind og vandrerstøvler
Cross Country er varianten, der er pyntet med en hel Spejdersport-butik, så den har fået næsten to centimeter ekstra frihøjde, sorte plastskærme og andet lir. Teknisk er den ellers identisk med den almindelige EX30, og da CC kun fås som Twin Motor Performance, er der i alt 428 hestekræfter og 543 Nm. Så der er nok saft og kraft i de to elmotorer til at rykke anhængertrækket af. Uden campingvogn kan den lille bil runde 100 km/t på 3,7 sekunder.
Brugttest af Polestar 2 – bundsolid elbil
Det bliver der ikke noget af, for bagpå hænger en Hero Camper – en campingvogn der er mere vandrestøvle end H20-klipklapper. Her får du både ekstra frihøjde, grove dæk og grej nok til at kunne slå sig ned som eremit i en svensk skov. Helt så langt væk fra civilisationen skal vi ikke, men vi skal se både sydsiden og nordsiden af Gotland, og det er de knap 140 kilometer fra syd til nord, der er ved at tage livet af os. For selvom campingvognen med sine omkring 1.000 kg er relativt let – Cross Country må trække 1.600 kg – så fylder den meget i vinden, og i kombination med det kun 65 kWh store batteri, har vi en aktionsradius på mellem 140 og 160 kilometer i bedste fald.
Vovse, Volvo og tiny house – Volvo EX30
På motorvej, hvor vi hvor vi ikke kører mere end 90 km/t, selvom campingvognen er godkendt til 100 km/t, er forbruget lige under 40 kW/100 km. På tværs af de i alt 1.308 kilometer endte vores samlede forbrug på 33,5 kW/100 km, men meget kørsel foregik også med noget lavere fart. Ved 50 km/t er der ikke den store påvirkning af campingvognen, så over de længere stræk fandt vi, at 70 km/t var sweetspottet mellem hastighed og forbrug, som lå på omkring 34 kW/100 km.
Mere strøm
Min kones øjne er stadig vidt opspærrede, for bommen ind til 400 kW-laderen er ikke forsvundet af sig selv. Hun er generelt et mildt og tålmodigt væsen, men udtrykket er hastigt ved at forvandle sig fra forskrækket til vrede, og mindede mig om, at det er på tide at introducere en ny plan. Volvo har et velfungerende styresystem med Google Maps, så du både kan finde ladestandere og få en indikation på, hvor meget strøm du har tilbage ved ankomst. Til trods for, at systemet ikke tager højde for campingvognen bagpå, var det klart en fordel. Desværre havde vi en del af turen, hvor internettet ikke virkede. Alligevel lykkedes det via telefonen at finde en lille by på den anden side af fjorden med to 11 kW-ladere. Der var 6,3 kilometer, så jeg bakkede vogntoget rundt, og vi listede afsted.
Det er på ingen måde Volvo’en skyld, at både ladeudbyderen Virta og Google Maps påstod, at den kraftige lader var åbne 24/7 og med offentlig adgang. Så da jeg satte bilen til at lade, var vi venner igen. Det er for øvrigt altid sjovt at skulle lade med campingvogn, men kun en enkelt gang på hele turen måtte vi hægte vognen af, ellers kunne vi med lidt præcisionskørsel og en knivspids civil ulydighed lade.
Ekspedition Gotland – roadtrip i den nye Land Rover Defender
Freden varede dog ikke længe. Faktisk kun til, at jeg skulle hente nogle ting i bilen. For hver gang bilen blev låst op, stoppede den ladningen, og jeg måtte så starte processen forfra. Træls. Det er for øvrigt også træls, at man skal igennem en del menuer for at slukke bilen, hvis man ikke låser den. Ofte stod bilen åben, mens vi slog lejren op eller ned, hvilket betød, at klimasystemet kørte, lys i alle skærme, og så trak campingvognen strøm til sit interne batteri. Normalt er det ikke noget problem, men netop i denne situation, var det vigtigt, at der ikke blev brugt én enkelt elektron for meget, og derfor irriterende at man enten skulle låse bilen eller igennem flere menuer for at slukke bilen og dermed strømmen.
Og når nu vi er ved ladningen, så oplevede vi ikke de mest imponerende ladetider i EX30 Cross Country. Bilen kan officielt hurtiglade med op til 153 kW, og med forvarmning, som udelukkende styres via navigationen (træls når netforbindelsen sporadisk ikke virker), så vi et par enkelte gange også en lidt højere topeffekt, men som hver gang faldt meget hurtigt. Fra 41 til 85 procent tog 28 minutter med en gennemsnitseffekt på 66 kW. Uden forvarmning tog det 39 minutter at lade fra 58 procent til 92 procent.
I gruset med campingvognen
Selv om der var pakket både økse, folde-spade og et par køreplader fra Maxtrax, der signalerer den helt rigtige sociale kapital til andre overlandere, så havde jeg faktisk lovet min kone, at vi holdt os fra vildnisset. Så det vildeste Volvo’en måtte klare var en halvstejl og hullet grusvej. Her gjorde de 19 centimeter frihøjde, firehjulstrækket og de mange kræfter, at det var totalt ubesværet at trække campingvognen op, mens det nok havde været en anden slags udfordring i en forhjulstrukken Ford Mondeo. Det er nok meget få gange man får brug for de ekstra, og trods alt begrænsede kompetencer, som Cross Country tilbyder, men de kommer til gengæld også uden den store bagside. Faktisk føles den lidt højere udgave mere komfortabel i sin affjedring end den almindelige variant.
Overlanding - den fede måde at campere på
EX30 Cross Country er en rigtig fin og komfortabel campingtrækker, når vi ser bort fra det mindre problem med rækkevidden. Den ekstra power gør, at du altid har kræfter i reserve, og en overhaling af en traktor på en smal landevej er sikker og effektiv, fordi den kan ekspederes hurtigere, end du kan nå at sige kilowatt-timer. Sæderne er faste, og det sætter man pris på efter mange timer bag rattet, for få kan lave så gode sæder som Volvo, og selvom resten af kabinen er næsten spartansk indrettet, er kabinen mere lækker, end jeg husker fra tidligere udgaver, jeg har kørt.
Du er dog aldrig i tvivl om, at campingvognen er hægtet på. Den trykker ned på bagfjedrene, så forenden hæver sig, når kortegen kører over bump. Den relativt korte akselafstand er nok ikke en fordel her, mens egenvægten på knap to tons betyder, at campingvognen trods alt aldrig får lov at stikke af. Overordnet føles det faktisk helt okay at have campingvognen bagpå, og det massive, lydløse moment er en fornøjelse. Bortset fra halveringen af rækkevidden er det faktisk slet ikke dumt at køre med elbil og campingvogn.
Testbilen er udstyret med tagkurv, der får modellen til at se endnu mere udeliv-hip ud. Men det er praktisk at kunne læsse ting deroppe, også selv om man må finde sig i en smule ekstra vindstøj. For bagagerummet er med 318 liter ikke ret stort, men det er faktisk bagsædet, der er det største problem med EX30. Det er simpelthen en joke, så selv den ni-årige brokker sig over ikke at have nok plads til ben og sit legetøj.
Dansk firma forvandler dieselhakkere til bæredygtige elbiler med lang rækkevidde
Men var det så en god tur, kan man overhovedet køre på ferie med en campingvogn efter en elbil, og er den nye EX30 Cross Country et godt makkerpar med HeroCamperen? Ja og nej, for til trods for 13 ladninger på 1.300 kilometer, tog jeg gerne turen igen, men det er måske bare mig. For man kan sagtens køre på campingferie med elbil, men jeg vil på det kraftigste anbefale et større batteri end 65 kWh, og jeg ville nok heller ikke kaste mig ud i en tur til Alicante. Når det er sagt, så passer Cross Countrys lidt mere rå evner godt sammen med den offroad-orienterede campingvogn.
Historiens helt
Jeg indrømmer, at min erfaring med campingvogne er begrænset, men HeroCamper kan jeg lide, fordi den er designet til at klare andet og mere end græsplænen på en flad, dansk campingplads. På vores tur, var det helt klart Volvoen, der var den begrænsende faktor for, hvor langt udenfor vejen, vi kunne køre. Så drømmer du om at køre op på en bjergtinde i Alperne eller til en forladt strand på Balkan (det gør jeg), så er HeroCamper et godt bud.
Klar til kør-selv-ferie i elbil – her er din tjekliste
Selve campingvognen er mere simpel og mindre end normalt, så der er eksempelvis ikke et bord, du kan sætte dig ved. Der er en madras og ovenskabe i den ene ende, mens et ryglæn i den anden ende gør det ud for sofaarrangementet. I bagenden kan du slå hele bagklappen ud, så du står under halvtag, og her har du så køkkenbord i stål med indbygget gasblus, køleskab, håndvask og 48 liters ferskvandstank. Det er luksus, hvis du er vant til en cykelferie, men ikke hvis du normalt holder ferie i Dubai.
I kabinen sov de tre damer og hunden, mens jeg selv tog tagteltet på toppen. Det fungerede i det store hele fint, og HeroCamper påstår, at man i princippet kan sove op til syv personer med denne konfiguration, selvom jeg ikke vil anbefale det. Og så er firmaet bag tilmed dansk. Det er sejt, og resten af familien var klar på at forsætte, men så ville vi nok skifte bilen ud med en gammel, dieseldreven firehjulstrækker.