XC60 Concept er i høj grad en bil rettet mod fremtiden. Ikke alene giver den omverdenen en idé om, hvordan den næste XC model fra Volvo Cars kommer til at se ud. Den er også fyldt med designnyheder og præsenterer adskillige designdetaljer, som vi vil se mere til i fremtidige Volvo'er.

Volvo Cars designdirektør Steve Mattin og hans team har designet XC60 Concept med et klart defineret mål for øje. "I de seneste år har vi med held lagt vægt på en skandinavisk stil, hvor prestigen bygger på tidløs, funktionel elegance. Nu løfter vi vores design dna til et nyt niveau ved helt bogstaveligt at pumpe vores bilers visuelle volumen op," siger Steve Mattin.

Han tilføjer: "Med mere udtryksfulde og emotionelle former vil den virke som en magnet på beskuerens øjne. Hvis man siger, at man i dag kan genkende en Volvo på halvtreds meters afstand, vil jeg gerne opnå, at man i fremtiden nemt vil kunne genkende den fra den dobbelte afstand".Ud fra et designmæssigt synspunkt er XC60 Concept en modig og emotionel nyskabelse. Dens iøjnefaldende 'Tin Bronze' farve understreger det allerbedste fra to dynamiske biltyper.

"Nederst løfter umiskendelige og kraftige XC muskler bilen og giver den en funktionel udstråling med stor frihøjde og store hjul. Over hoftelinien leder de markante linier tankerne hen mod den sportslige profil af en elegant og sexet coupé," mener Steve Mattin.

Større logo på kølergrillen

Det klassiske Volvo-logo – jernmærket - blev genindført på Volvo's biler for et par år siden. Nu er det gjort større, så det yderligere understreger varemærkets image. Det store jernmærke, som er placeret i den trapezformede grill, sender et klart signal om, at fremtiden står for døren. De nye positionslys på hver sin side af grillen er ligeledes en del af den nye Volvo-generations dna. Beskyttelsespanelerne for og bag er integrerede, så de giver et elegant og klart signal om, at der her primært er tale om en crossover med udtalte on-road egenskaber.

De skulpturelle former, der er en så vigtig del af Steve Mattin's fremtidige designsprog, er særlig udtalte, når man beskuer XC60 Concept fra siden.De store 20 tommer hjul, de markante hjulkasser og sidebeskyttelsespanelerne i aluminium, er med til at understrege den muskuløse XC fornemmelse i bilens nederste del, mens rudernes elegante profil og den dramatiske taglinie giver bilens øverste del den sportslige udstråling, som karakteriserer coupéen.

Nyt design af bagklappen

"På bilens bagparti giver de udtryksfulde former yderligere et vink om den retning, vores designsprog bevæger sig i. De høje baglygters konturer fremhæver de muskulære skuldre, og bagklappens trapezform er en videreudvikling af glasbagklappen i Volvo C30," forklarer Steve Mattin.

Bagklappens design er endnu en smart nyhed. Den nederste del bevæger sig ud og op over den øverste del. Det giver mulighed for en åbning, der er stor nok til at lægge små genstande ind i bagagerummet, uden at man behøver åbne hele bagklappen. Bagklappen kan selvfølgelig også åbnes helt, og et tredje alternativ er alene at åbne den øverste del.

En anden spændende nyhed er det mørke panel på bagklappens nederste del. Når man kigger ud indefra, er det gennemsigtigt, således at det bliver lettere for føreren at se området bag bilen.

Taget er også gennemsigtigt med mørktonet glas monteret på toppen af en Y-formet, bærende struktur.

Større mellemrum mellem Volvo-bogstaverne på bagklappen har gjort navnetrækket mere synligt. Også dette er en ny detalje, som vil blive videreført i hele modelprogrammet for at fremhæve mærkets image.

Elegant, high-tech interiør

Interiøret i XC60 Concept er mindst lige så modigt som eksteriøret. Det gælder særligt instrumentpanelet og den fritstående midterkonsol samt de smalle, visuelt fritsvævende for- og bagsæder.

Interiøret domineres af en elegant kombination af læder og aluminium. Den øverste del af kabinen er holdt i lyse, skandinaviske farver, som står i kontrast til den nederste dels mørke, espressobrune nuancer.

Steve Mattin's team har haft mange overvejelser om lyset i kabinen. Målet var på samme tid at skabe funktionelle områder med lys og områder med mere stemningsfyldt belysning, som understreger den moderne ånd i XC60 Concept.

Elegant førerplads

Førerens vigtigste instrument minder om en humlebi i form af et rundt, analogt speedometer, der som midtpunkt flankeres af to digitale "vinger" med displayskærme til de øvrige informationer.

Instrumentpanelet og det nye rat harmonerer med den næsten ikoniske, fritsvævende midterkonsol, som er vinklet i førerens retning. Den er endnu slankere end i dagens produktionsmodeller, og derved frigøres yderligere opbevaringsplads bag konsollen.

"Den hvide, iPod-inspirerede overflade er næsten som en glat sneflade, omgivet af en metalramme, som understreger den asymmetriske form. Kontakter og kontrolknapper er fuldt integrerede i overfladen, og den "usynlige" skærm til information og navigation dukker kun op, hvis man tænder for den. Efter en meget spektakulær sekvens projiceres skærmbilledet på bagfra, hvilket gør midterkonsollen til en af interiørets største innovationer," siger Steve Mattin.Den unikke gearvælger indeholder ligeledes en nyskabelse i form af en trinløs kontrolenhed af samme type som på en lydteknikers mixerpult.

Smalle sæder

Volvo Cars er verdenskendt for komfortable og ergonomisk designede sæder. I XC60 Concept er de forfinede yderligere med smalle, asymmetriske linier, som giver større komfort, særlig når man stiger ind og ud af bilen. De lyse sæder synes at svæve over det mørke gulv.

Alle sæder har integrerede sikkerhedsseler. Nakkestøtter og ryglæn på både for- og bagsæder, har en fordybning til hestehalen. En detalje, der blev præsenteret for et par år siden i Volvo YCC (Your Concept Car), og i XC60 Concept er fordybningen forlænget hele vejen ned, så den samtidig forbedrer ventilationen og giver bedre udsyn bagud.

"Hvis man drejer hovedet, kan man se hele vejen gennem førersædet, gennem bagsædets ryglæn og gennem det gennemsigtige panel ved bagklappens nederste hjørne. Dette forbedrer sikkerheden i en biltype, hvis højde ellers kan begrænse udsynet bagud," forklarer Steve Mattin.I forbindelse med hestehale-fordybningen i de bageste ryglæn er der monteret samme type fastgøringsbeslag som i bagagerumsgulvet. Det giver en række muligheder for at anvende tilbehør eller befæstige forskellige bagagetyper. I bagagerummet vises det specielt designet XC60 Concept bagagesæt.

Et løfte om hvad fremtiden bringer

"XC60 indeholder en række nyheder, som indikerer, hvordan vores biler kommer til at se ud om nogle få år. Tiden er nu inde til en gang for alle at glemme alt om firkantede Volvo'er. I stedet vil vi gøre vores skandinaviske designarv mere følelsesbetonet og synlig ved hjælp af nye spændende former og nye innovative detaljer," siger Steve Mattin.