Q8 er Audis bud på det nyeste nye – SUV og coupé blandet sammen. Resultatet er en velkørende og sporty SUV, men der findes billigere alternativer.

Forestil dig, at du tager den aldeles rummelige og velkørende Audi Q7, og så gør du den mindre praktisk, udelukkende for syns skyld. Det lyder som at gå over åen for at hente vand. Men i tilfældet Q8 er resultatet bedre i virkeligheden, end briefet må have lydt til Audis bestyrelse. Lad os starte med det, det hele handler om – udseendet.

Ny Audi Q8 er høj i hatten

Fronten har en kæmpe grill, der udstråler, at denne bil snildt æder cyklister og mikrobiler til frokost. Når du kommer helt tæt på bilen, overraskes du af, hvor stor bilen faktisk er – motorhjelmen går nærmest en fuldvoksen mand til brystet. Taglinjen er lettere skrånende, og bagenden er kantet og kompakt, og baglygterne er en hilsen til den originale Ur-Quattro.

Her er ikke noget med et kæmpe lastrum, i stedet har man prioriteret at gøre Q8 dynamisk, så du mister de 770 liter balsal fra Q7, for Q8 rummer ’kun’ 605 liter, men heldigvis er der rigeligt plads på bagsædet, hvor der er masser af plads til benene, og trods den skrånende taglinje er der fin plads til selv høje personer på bagsædet.

Forvokset GTI
Apropos dynamisk, så kører Q8 overraskende godt. Tidligere har vi brokket os over, at modeller med S Line sportspakke med 21 tommer fælge og sports-luftundervogn simpelthen var for hård. Det klæder ikke en stor SUV, men testbilen viser sig at være langt mere omgængelig til hverdagsbrug end frygtet. Q8 er støjsvag, og selvom den er mere fast end nødvendigt, så er den overordnet set et komfortabelt bekendtskab. Og så kan den kæmpestore bil faktisk køre om hjørner trods en egenvægt på langt over to tons. Den faste undervogn og de store hjul med 285/45-gummi gør styretøjet præcis, og holder krængning i skak, og resultatet er, at du kan tage sving, så de fleste GTI’er bliver grundigt forskrækkede.

Mod toppen – Volkswagen Touareg

Men det er ikke kun evnen til at stå fast, der kan matche en GTI, også kraftværket – en treliters diesel-V6’er med 286 hestekræfter og 600 Nm – kan sætte de fleste til vægs. 0 til 100 km/t overstås på blot 6,3 sekunder, som for alvor virker hurtigt, når det føles som om, det er hele dagligstuen, som flytter sig.

En af Q8’s få akilleshæle er den ottetrins automatgearkasse, som isoleret set skifter fremragende, hurtigt og blødt, men uagtet om det valgte køreprogram er normal eller dynamic, så er der en smertelig lang ventetid, fra du klamper speederen i bund, til Q8 får samlet skørterne sammen og kommer ud over stepperne. Det lyder måske som en bagatel, men det bliver faktisk et stort irritationsmoment i daglig kørsel, hvis du vil køre friskt og udnytte nogle af de huller, der kan opstå i bytrafikken. I stedet for at stjæle dig til en ny placering inden næste grønne lys, ender du med at trække lige ud i hovedet på en bagfrakommende.

Teknisk forspring
Apropos dagligstue så har Vorsprung Durch Technik introduceret ikke bare én eller to skærme, men hele tre skærme. Den ene udgør hele instrumenthuset, som vi efterhånden er vant til at se hos Audi og Volkswagen, mens midterkonsollen er opdelt af to trykfølsomme skærme. Den øverste dirigerer radio, navigation og hvad man ellers har behov for, mens den nederste står for eksempelvis aircondition og sædevarme. Det kræver lidt tilvænning, fordi de mange muligheder kan virke overvældende, før man har dannet sig et overblik, men så falder det egentlig meget naturligt. Knapperne på skærmen har en lækker feature, som gør, at de klikker og vibrerer, når du trykker på dem – som var de virkelige knapper. Det er liret.

Stor, dejlig og unødvendig – Mercedes GLE Coupé

Testbilen er også udstyret med 360 graders omgivelseskamera til 13.882 kroner, en fremragende feature som gør det muligt at flytte perspektivet på kameraet, så du kan se hele vejen rundt om bilen. Vældig praktisk når man skal parkere på snævre p-pladser, men altså ikke nok til at undgå at undertegnede lavede en gigantisk bule i testbilen – men det kan vist ikke tilskrives andre end undertegnede selv.  

Samlet set er Audi Q8 en velkørende og luksuriøs SUV, så eneste alvorlige udfordring kommer fra egne rækker. Volkswagens nye Touareg er mere komfortabel, mere rummelig og i min optik lige så liret. Den starter tilmed fra 971.990 kroner med samme motor som Q8, der starter ved 1.295.012 kroner, som dog har mere standardudstyr – og et coupédesign. Hvis du ikke kan leve uden det, så er det jo Q8, du skal have.