Hyundai i10 er Danmarks måske bedste mikrobil – netop fordi den ikke opleves som en mikrobil. Og den oplevelse er kun blevet bedre i den seneste version.

Der findes næsten ikke dårlige biler i dag. Der var engang, hvor Skoda og Seat lavede skodbiler, og alt fra Korea skulle man undgå. Men tiden går som bekendt sin gang, og både Skoda, Seat og koreanerne laver i dag gode og solide biler. Men en af de sidste rigtig dårlige biler, jeg kørte, var den første generation Hyundai i10. Den blev introduceret i 2007, og den kørte som et overfyldt glas vand, samlekvaliteten var som Fischer Price-plastikbil, og så var den slet og ret grim. Måske derfor var næste generation, introduceret i 2013, en revolution – men ikke kun for Hyundai. Resten af mikrobilklassen virkede pludselig små og skramlede. I10 var større, mere rummelig og mere veludstyret end konkurrenterne, og det er det, den nyeste generation bygger videre på.

Her er priserne på den danske favorit - Hyundai i10

Den helt nye i10 er vokset med fire centimeter i længden, så bagsædet er blevet endnu mere rummeligt, og du kan nu sagtens byde de to store børnebørn en tur deromme, uden at de skal klage. Faktisk er bagsædepladsen så god, at mikrobilen kan mænge sig med flere konkurrenter fra klassen over. Til gengæld er bagagerummet ikke blevet større, og den koreanske indkøbsvogn er ikke den mest velegnede, hvis du skal handle stort ind til en familiefrokost, for der er kun plads til 252 liter.

Mere luksus
I10’s største force er ikke den ekstra plads, men at den kører og opfører sig som en større bil. Tag køreegenskaberne som eksempel, for i10 er ganske komfortabel. Specielt er et lavt støjniveau med til at give indtrykket af en komfortabel bil, for selv på motorvejen, er det muligt at tale sammen uden at skulle hæve stemmerne. Selvom undervognen er relativt blød, kan det være ganske underholdende at smide den lille bil rundt, som har nogle fine køreegenskaber. Til gengæld skal du piske den 1-liters benzinmotor, som ikke bestiller meget, uanset hvor meget den presses. I alt er der 67 hestekræfter, og de rækker ikke langt. Til gengæld er det så svært at køre uøkonomisk, og til trods for de mange pisk, ender vi med at køre 17,6 km/l over testugen. Det skal sammenlignes med et officielt forbrug på 19,2 km/l, så det må siges at være godkendt.

Danmarks billigste bil – splinterny fornuft eller brugt sjov

Det luksuriøse indtryk kommer også fra en redesignet kabine, som ser frisk ud, og i Advanced-udgaven, som vi tester, som endnu er topmodellen, indtil der senere kommer en N Line-model, stiller med otte tommer trykfølsom skærm, Apple Carplay, bakkamera, klimaanlæg, og varme i forsæder og rat. Og så har den tilmed en funktion, der bipper, hvis du sidder og sover (eller piller ved din telefon), og ikke opdager, at de forankørende har forladt krydset. Til gengæld er det svært at finde den rette siddeposition, og det lykkes mig faktisk ikke på noget tidspunkt at sidde rigtig godt. Det skyldes, at rattet ikke kan justeres ud og tæt nok på føreren.

Danmarks billigste elbil er fantastisk – men du kan ikke få den

Testbilen er desuden udstyret med pakken design med halogenforlygter med projektørlinse, bi-funktion til nær- og fjernlys og statisk kurvelys, LED-køre- og positionslys til 10.995 kroner. Den kan du nok godt undvære, men baksensoren, som er ekstraudstyr til 3.495 kroner, og den trådløse opladning af telefonen til 2.995 kroner, er med til at hæve indtrykket.

Kort sagt er Hyundai i10 blevet endnu mindre mikrobil, og derfor er den nok Danmarks bedste mikrobil.