Den ”nye” Fiat 500 har siden sin introduktion taget verden med storm. Den lille moderne bil med det tydelig slægtskab til sin ikoniske forfar er kørt ind i de flestes hjerter med høj hast – og det gør den stadig. Fiat 500 sælger rigtig godt over alt, og herhjemme er de attraktive privat leasing muligheder med til at gøre bilen ekstra populær.

Fiat 500 er ved sit seneste facelift blevet udstyret med en række spændende motorer, små designændringer og nye features i kabinen. Derudover lancerer Fiat en række spændende varianter, heriblandt denne ”S-model”, som vi har haft under kærlig behandling.

Fiat 500 S er udstyret med en herlig 0,9 liters 2-cylindret motor med hele 105 hk. Den har en mere aggressiv styling, med sportslige elementer både inde og ude. Indvendigt har man tidligere haft et analogt speedometer, der ledte tankerne hen på den klassiske 500. Men, her har Fiat fuldstændig ændret designet og udskiftet de analoge instrumenter med en farveskærm til alle informationer. I denne S-model skifter skærmen sågar udseende når du trykker på bilens sport knap. Så dukker der nemlig et G-meter frem, der måler hvor mange G bilen trækker i sving og ved acceleration og deceleration.

Selvom S-modellen er strammet en smule op i forhold til standardmodellen, så har Fiat 500 stadig et forholdsvist højt tyngdepunkt – så noget svingmonster bliver den aldrig og G-meteret er mest til sjov og ballade. Og for at blive ved tyngdepunktet, så er det lidt af et problem for Fiat 500 S. Du har nemlig ikke mulighed for at sænke sædet tilpas lavt, så du kommer længere ned mod bilens bund. Dette ville have givet en hel anden følelse af sport. I stedet sidder du meget højt, hvilket ikke just inspirerer til sportslig kørsel. Rigtig ærgerligt, selvom sæderne er højdejusterbare.

Motoren er som skrevet på 0,9 liter. Den lyder formidabelt og er rigtig kvik. Men, og der er et stort men. Fiat ødelægger en meget stor del af køreoplevelsen, ved at lade elektronikken stoppe motorens omdrejninger alt for tidligt. Ønsker du at accelererer kvikt, hvilket motoren ellers lægger op til, så går det hele op i hat og briller, fordi omdrejningsbegrænseren træder ind og stopper festen – og den gør det vel og mærke før det røde felt på omdrejningstælleren. Det giver slet ingen mening og motoren virker også til at ville meget mere. Men, pga. begrænseren, så kan du ikke holde turboen i kog og mister derfor en konstant og jævn acceleration, der bliver begrænset af for tidligt gearskifte. Virkelig irriterende, da motoren vil så meget mere end den får lov til. Øv øv…

Med den 105 hk motor mangler du ikke kræfter ved motorvejskørsel. Du kan fint overhale i 6. gear og behøver ikke bekymre dig om nedgearinger for at få ekstra power. Motoren er samtidig ganske brændstoføkonomisk og Fiat lover 23,8 km/l ved blandet kørsel. Det tror vi på, da vi nåede 22 km/l ved testkørsel. Derudover udleder motoren kun 99 g CO2 pr. km.

S-modellen er ganske veludstyret som standard. Du får bl.a. Sportskit, 15” alufælge, Sportslæderrat i Abarth design, aircondition, tågelygter, sportssæder, tonede ruder, el-ruder samt sidespejle med varme. Vores testbil havde desuden en række interessante elementer fra listen over ekstraudstyr. Her var der bl.a. tale om en opgradering af klimaanlægget, Xenon-lygter, Interscope musikanlæg, 16” alufælge og en lækker blå metallak. Dette gør så også, at den model vi testede hoppede fra basisprisen på 189.900,- til voldsomme 227.690,-. Til sammenligning koster en 110 hk VW Polo med den største udstyrspakke 218.995,- eller en Opel Adam med 100 hk og topudstyr 179.900,-.

Personligt kan jeg rigtig godt lide Fiat 500 – og S-modellen trækker kun op på den konto. Men, jeg er meget ked af Fiats brug om omdrejningsbegrænseren og det irriterende faktum, at det ikke er muligt at komme til at sidde dybt i bilen. Prisen er en smagssag – men, den er i mine øjne høj. På den anden side, så er Fiat 500 så ikonisk en bil, at folk nok accepterer det i den sidste ende.

Konklusion må være, at Fiat 500S er en herlig lille bil, der lægger op til sport, men ikke helt indfrier forventninger når det drejer sig om køreoplevelsen. Rent optisk sidder den lige i skabet.