Jaguar - selve navnet får mænd (og til dels kvinder) til at lyse op. Jaguar, har siden midten af trediverne, for mange stået som det ypperste inden for luksus og køreglæde. Men samtidig har bilen et stort klistermærke på siden, der med det samme sætter ejeren i en helt speciel bås. Ganske som det er med andre dyre luksusmærker, som Ferrari, Porsche, Bentley og Aston Martin - bare for at nævne nogle stykker.

Er det Jaguar man vælger, burde man ifølge statistikken være et pænt stykke over de 50 og efterspørge en kørselsform, der gør at man i hvert fald ikke kommer til at høre brølet fra jaguaren, der gemmer sig under motorhjelmen. Men, glem alt om alder, kørselsform og prædikater. For Jaguar er SÅ meget mere. Personligt har jeg næsten en håndfuld år til de tredive og jeg vil med glæde nyde at trille rundet i en Jaguar i hverdagen. Og så ville det bestemt ikke gøre alverden, hvis det var den S-Type 2.5 V6, jeg netop har haft til test.
Designet er i første omgang noget helt for sig selv. Det er tydeligt at se slægtskabet med de gamle XK og MK modeller fra 50'erne og 60'erne. Det æggeformede kølergitter og de dobbelte runde lygter bringer Jaguar ånden frem til nutiden. De klassiske linjer er bevaret , selvom designet er helt nyt. S-Typen er en meget smuk bil at se på.

Motoren er den 2.5 liters V6 "basis" motor fra Jaguarprogrammet. Det er den motor man bruger som udgangspunkt for den 2 liters og den 3 liters version, vi også finder i Jaguar bilerne. Den 2.5 liters V6'er yder 200 Hk ved 6.800 o/min og har et drejningsmoment på 245 Nm. Dette er nok til at sende den 1.475 Kg store vogn af sted fra 0-100 km/t på godt 9 sekunder. Topfarten er 225 Km/t.

Motoren er utrolig tyst og behagelig. Lyden fra motorrummet er, ved normal kørsel, næsten ikke eksisterende. Og smækker man klampen i bund, så lyder der et behageligt brøl fra den sekscylindrede V-motor.

Vores S-Type var udstyret med den yderst behagelige 5-trins automatgearkasse, vi finder i de fleste Jaguar modeller, på nær topmodellerne, hvor S-Type R er kongen i serien.

Den 5-trins gearkasse er optimalt afstemt og sikre nogle utroligt behagelige skift, der næsten er på højde med skiftene i Lexus GS 430. Samtidig gør den lækre CATS undervogn sit til, at sikre dig optimal kørsel.

Interiøret i S-Typen er kvalitetsmæssigt i top. Det virker virkelig, som om at man har gjort "lidt ekstra" for at være med, der hvor specielt de tyske mærker udmærker sig. Og det er man også, med interiøret i S-Typen. En lille genial detalje er håndbremsen. Et lille forkromet vippehåndtag placeret i midterkonsollen, der afhængigt af hvor mange gange du vipper med det under kørslen, regulerer bremseeffekten. Ved stilstand er et vip nok til at trækken bremsen, og i sammen øjeblik bilen sættes i gear, slipper det elektroniske system bremsen igen.
Sikkerhedsniveauet er rigtig godt, med 6 airbags, Traction Control og DSC (Dynamisk Stabilitets Control).

Folk der normalt ville gå forbi en BMW eller Audi forhandler for at lede efter deres nye bil, burde lige tænke sig om en ekstra gang. Start med en prøvetur i en Jag - du vil ikke fortryde det. Og slet ikke til en basispris på 695.000,- kroner.