Et af de punkter, hvor bilproducenterne virkelig får lov til at vise hvad de kan, er når de "pumper" deres almindelige hatchback familiebiler. Det geniale ved de små modeller er at de, som regel, er ekstremt velkørende i deres standard trim. Derfor kan producenterne uden de store problemer bygge videre på noget, der allerede fungerer godt. Et rigtig godt eksempel er Ford Focus ST, Seat Leon Cupra og Golf GTI. Men de disse tre ekstremt velkørende modeller skal nu ikke sove for meget i timen, når først Mazda hiver sin 3'er i MPS-trim frem.

Mazda 3 er en ekstremt vellykket og ikke mindst velkørende bil. Undervogn, motorer og gearskifte er virkelig topklasse, og man går bestemt ikke galt i byen, hvis man ønsker en familie hatchback af den bedre slags - der så samtidig også er prissat korrekt. MPS-udgaven tager alle disse ting med sig (måske lige med undtagelse af en enkelt. Men det kommer vi tilbage til.), og gør så lige det hele en lille smule bedre.

Motoren
Kernen i det hele er motoren. Mazda er mildest talt gået amok denne gang, og har "leget" lidt med den i forvejen velkendte 2,3 liters benzinmotor - faktisk har de leget så meget, at effekten nu er oppe på 260 hk. Sammen med en ekstremt velfungerende 6-trins gearkasse. Tredobbelte synkromeshkonusser sørger for korte, lydfri skift, samtidig med at brændstofniveauet holder sig på et yderst acceptabelt niveau - selv ved "sjov" kørsel.

Mazda 3 MPS har et lille problem, og det hænger faktisk sammen med dens største plus - nemlig motoren. Problemet er at de 260 hk overføres til vejen igennem forhjulene, og det er ekstremt svært at gøre optimalt. Det er derfor svært at nyde accelerationen fra 0-100 km/t, som ellers er helt nede på 6,1 sekunder i følge fabrikken. Hjulspind og atter hjulspind gør, at de 260 hk faktisk er sjovest fra 50-130 km/t. Storesøsteren, Mazda 6 MPS, er så heldig at være udstyret med firehjulstræk, hvilket gør accelerationen en hel del nemmere. Dette vil nok desværre ikke være løsningen for 3'eren, da vægten meget nemt kan gå hen og blive for høj.

Den 2,3 liters motor er udstyret med et ganske avanceret computersystem, der måler oktanværdien i det brændstof du fylder på bilen. Vælger du derfor en almindelig Oktan 95, så får du ikke fuldt udbytte af dine 260 hk. Vælger du derimod brændstof med en højere oktanværdi, så tilpasser motoren sig og lader dig lege med alle hestene.

Designet
Et andet lille minus for MPS er, at den faktisk underspiller sin rolle lidt. Det er ganske få styling modifikationer der er at finde i forhold til en standardmodel. Og selvom man har stylet bilen, så er det faktisk gjort så anonymt at det er svært at få øje på. Det har selvfølgelig også sin charme og sine fordele - men når man nu har fat i sådan et monster af en hatchback, så kunne man godt lige give den lidt ekstra krydderi.

I det daglige...
Selvom Mazda 3 MPS er en ekstremt voldsom maskine, så kan den sagtens bruges i hverdagen, som et helt normalt transportmiddel. Der er god plads til familien, og bagagerummet rummer 290 liter med sæderne på plads. Vælger du at slå sæderne ned, så er der plads til hele 619 liter.
Kabinen har masser af god og rummelig aflægningsplads, og kvaliteten af materialerne er helt igennem ok. Det er samtidig meget nemt at finde en optimal kørestilling, da sæde, rat og spejle kan justeres på et utal af måder.

Sikkerheden
Naturligvis er sikkerheden i top, når det drejer sig om Mazda 3. ABS-bremser, EBD (elektronisk bremsekraftsfordeling), DSC (dynamisk stabilitetskontrol), TSC (antispindsystem), LSD (spærredifferentiale) og bremseassistance er nogle af de hjælpemidler man får med i handlen. I MPS modellen har bremserne dog fået sig en opgradering, for at tøjle de mangle muskler og den ekstra belastning.

Mazda 3 MPS, er som standard udstyret med 6 airbags.

Pris og konklusion
Til en pris på godt 420.000,-, er det selvfølgelig ikke alle der kan være med. Men for dem der i forvejen går og overvejer en ekstrem hatchback, så er MPS'eren et virkelig attraktivt bud.

Personligt ville jeg nok blive en smule træt af at kræfterne ikke lige overføres optimalt til forhjulene - men det er på den anden side yderst sjældent at man "fyrer den af" fra stilstand, men i stedet bruger kræfterne på sikre overhalinger. En ting er dog sikkert - Mazda 3 MPS er en ekstremt velkørende og virkelig underholdende GTI-bil.



Af