Da Mercedes-Benz introducerede stationcarudgaven af deres smukke CLS, kaldet CLS Shooting Brake, var der ikke et øje tørt. Bilen blev hurtigt udnævnt til en af de smukkeste stationcars igennem tiderne, hvilket bestemt også var fortjent. Problemet med CLS Shooting Brake er selvfølgelig, at bilen rent prismæssigt starter ved én million kroner – og vil du have lidt ekstraudstyr med også, så ender du nemt med 250.000,- oveni. Det sætter sine begrænsninger når vi taler om mulig køberskare.

Mercedes-Benz havde dog en overraskelse i ærmet sidste år, da de introducerede en Shooting Brake version af den velkørende og smukke CLA. Bilen er naturligvis mindre end CLS, men det er prisen så sandelig også – den er faktisk det halve. Skønheden er dog ikke halveret og CLA Shooting Brake fremstår imponerende elegant, men en hel del mere sporty end sin storesøster.

Vi har testet CLA Shooting Brake i to motorvarianter. CLA 220 CDI og CLA 250 4Matic til henholdsvis 609.100,- og 674.300,-. Begge biler havde en del ekstraudstyr, som vi kommer tilbage senere.

Der er ingen tvivl om, at begge motorer passer glimrende til CLA. Personligt har 220 CDI motoren dog drillet mig i noget tid, da den virker ganske grovkornet i tomgang og ved lave hastigheder – det gør den også i CLA, og det er altså noget man må lære at leve med, hvis man vil køre de ekstra kilometer på en liter brændstof – for ekstra kilometer er der virkelig tale om. 220 CDI har en brændstofforbrug på 23,8 km/l, hvor CLA 250 må nøjes med 14,7 km/l, hvilket selvfølgelig er mærkbart i det samlede regnskab.

Den 177 hk stærke dieselmotor med et drejningsmoment på 350 Nm ved 1.400 o/min er naturligt nok ikke hurtigere i sprintdiciplinen end den 211 hk benzinmotor, der ligeledes har et drejningsmoment på 350 Nm, dog allerede ved 1.200 o/min (ret imponerende for en benzinmotor, red.). Begge biler har dog et lille problem – gearkassen. Begge er udstyret med Mercedes-Benz 7G-DCT automatiske gearkasse, hvilket absolut ikke er dårligt. Den leverer lækre, lynhurtige og næsten ikke mærkbare skift i alle situationer. Men, problemet ligger ved igangsætning fra stilstand. Her går der virkelig lang tid inden bilen reagerer på dit speedertryk og bevæger sig fremad. Det giver enten en irriterende ventetid eller et ordentlig ryk, fordi den naturlige konsekvens er et hårdere tryk på speederen.

Køreegenskaberne fejler bestemt intet noget i hverken 220 CDI eller 250 4Matic. De to biler adskiller sig dog ved, at 250 4Matic udover firehjulstræk også er udstyret med AMG Sport pakke, hvilket betyder, at den har sportsundervogn. Begge disse elementer giver nogle langt mere sporty køreegenskaber – men, de er faktisk ikke en nødvendighed, hvis du ønsker et godt match mellem sport og komfort. Der er standard undervognen faktisk ualmindelig godt afstemt. AMG Sport pakken koster 49.540,- ekstra og indeholder udover sportsundervognen også 18” fælge, diamantgrill, dobbelt udstødning, perforerede bremseskiver, bremsekalibre med Mercedes-Benz logo, sportssæder i kunstlæder, sportsrat, sportsinstrumentering og meget meget mere. Faktisk er de ekstra penge givet rigtig godt ud, hvis du ønsker et sportsligt look til din CLA. Specielt den smukke grill med stifter i sølv ser pokkers godt ud og er næsten et must til bilen. Så personligt ville jeg vælge AMG Sport pakken til bilen.

Indvendigt er der stort set ingen forskel på CLA og CLA Shooting Brake. Bagagevolumen er 495 liter, hvilket er 25 liter mere end den almindelige CLA. Pladsen ved bagsædet er acceptabel, men er qua bilens størrelse og design ikke voldsom. Den generelle kvalitet er ikke helt oppe på det niveau vi finder i C-klassen og opefter – men, det er stadig imponerende godt.

CLA Shooting Brake er en imponerende bil, takket være sit udseende, sin kvalitet og sine køreegenskaber. Den har i mine øjne lidt problemer omkring dieselmotorens grovhed og ventetiden fra gearkassen ved igangsætning. Står valget imellem de to testede modeller, så vil mit falde på C250 4Matic, og det vil det af den simple grund, at jeg aldrig bliver 100 % dus med den 2,1 liters dieselmotor. Jeg ved, at Mercedes-Benz løbende justerer på motorerne – men, indtil den er lige så smidig, som specielt dens tyske kollegaer/konkurrenters, så vil mit valg ikke falde til dens side. Den 2,0 liters benzinmotor med 211 hk er derimod lækker og smidig. Her har Mercedes virkelig gjort det godt. Sammen med AMG pakken og firehjulstrækket står den helt klart som min favorit.

De to biler havde begge været et smut omkring lageret med ekstraudstyr, hvilket resulterede i en merpris på 103.884,- for 220 CDI og 150.438,- for 250 4Matic. Og det er typisk, hvis du køber tyske luksusbiler – forvent altid 10-20 % oveni rent prismæssigt - for listen over ekstraudstyr er meget lang og indbydende.

Kunne jeg se mig selv køre CLA Shooting Brake? Ja, det kunne jeg godt, da jeg har barn og hund. Havde sidstnævnte ikke været der, ville den almindelig CLA umiddelbart være tilstrækkelig. Men, da merprisen for den smukke Shooting Brake ikke er nævneværdig, så ville valgt falde på den. For smuk, det er den altså!