Mitsubishi Space Star er en lille MPV, med plads til 4/5 personer. Størrelsesmæssigt ligger den i samme klasse som Renault Scenic og Hyundai Matrix. Prisen for den billigste Space Star ligger på 173.000,- kroner for en 1.3’er, 218.000,- kroner for en 1.6’er og 205.000,- kroner for en 1.8 liters. Den dyreste model, 1.9DI-D 115, som vi her tester, koster 250.000,- kroner. Det er specielt den kraftigere motor der koster ekstra i forhold til den mindre diesel version, nemlig 28.000 incl. udstyr.

I det seneste facelift har man bl.a. redesignet fronten, tågeforlygterne og baglygterne. Interiøret har også fået et kvalitetsmæssigt løft.

I rød med indfarvede kofangere og spejle, samt lækre alufælge er en Space Star faktisk ganske nydelig at kigge på – linierne er skarpe og lygtearrangementet er med til at give et indtryk af gennemført design. Og selvom bilen udgiver sig for at være en MPV, er den ikke specielt høj eller kluntet – den er mere i stil med Honda Stream.

Desværre har Mitsubishis designere ikke været kreative nok, når det kommer til designet af interiøret. Kabinen fungerer fint og kvaliteten er sådan set i orden, men det hele er lidt kedeligt at se på. Dog har Sport modellen lidt alu-look omkring midterkonsollen og en alu-gearknop. Det frisker lidt op i den ellers meget mørke kabine.

Føreren har kun mulighed for at højdejustere rattet, og sædet kan man ikke højdejustere; dog kan sædehynden vinkeljusteres, så nogle vil måske have svært at finde den perfekte siddeposition. Sæderne i sig selv er fine med god sidestøtte og gode nakkestøtter.

Til bagsædepassagerne er der 3 nakkestøtter og 3, 3 pkt. seler. Selen til midterpladsen er monteret oppe i loftet, så den ikke generer, når den ikke er i brug. For at give bilen lidt fleksibilitet kan bagsædet forskydes 15 cm. Alt efter om man vil have mere benplads eller bagagerumsplads. Som standard er der plads til 370 liter i bagagerummet, og med bagsædet klappet ned giver det i alt 1370 liter.

Udstyrsniveauet i denne ”topmodel” er dækkende for de flestes behov. Elspejle, elruder, aircondition, integreret radio med cd samt alufælge er standard.

Den 1.9 liters motor kommer fra Renault og findes i to forskellige versioner. Den ”mindste” yder 102 Hk, mens HP (High Power) versionen som vi her tester, yder 115 Hk, ved hjælp af et lidt højere turbotryk. De 115 Hk ydes ved 4.000 o/min, og det kraftige moment på 265 Nm. indfinder sig ved 1.800 o/min. Og dette gør faktisk denne MPV til en hurtig lille sag. 0-100 km/t klares på 10.5 sek. og tophastigheden er opgivet til 190 km/t.

Det er specielt i mellemaccelerationerne man får glæde af det store moment. 80-120 km/t klares hurtigt i 3,4,5 gear, dog hurtigst i 3. på bare 7,3 sek. De mange kræfter kommer også til udtryk når bilen presses. På snævre veje og i sving skal man være lidt forsigtig med speederen, da forhjulene ellers spinder.

På motorvejen kører en Space Star rigtigt godt. De 115 Hk vil gerne fremad, og det er ikke noget problem at holde march hastigheder, der ligger langt over hvad der er tilladt herhjemme. Retningsstabiliteten er acceptabel, mens vindstøjen er lige lovlig dominerende. Dette skyldes bl.a. en Cw værdi på hele 0,33.

Ifølge fabriksoplysningerne skulle begge motorversioner (102 og 115 hk) gå 18,2 km/l. Men dette er bestemt ikke tilfældet for HP-versionen. Med meget blandet kørsel endte forbruget på sølle 13,5 km/l, dog med et delresultat på 15,1 km/l.

I den lille MPV klasse er der efterhånden mange attraktive biler at vælge i mellem, og det gør selvfølgelig konkurrencen hård. En Mitsubishi Space Star er en ganske fornuftig bil med et flot design og en lækker og kraftig motor. Men den byder ikke på oceaner af plads eller nytænkning.

Prisen ligger relativt høj især for denne HP-version. Man kan spare en del kroner ved at vælge den mindre diesel version eller en af de mange benzinmodeller. Og da brændstoføkonomien slet ikke er imponerende, er incitamentet, for at køre diesel, for at spare penge, ikke til stede. Så Mitsubishi Space Star 1.9 Di-D Sport er kun noget for dem der vil forkæle sig selv med lidt ekstra udstyr og en god motor – ellers er de billigere modeller lige så attraktive.