Toyota var blandt de allerførste mht. introduktionen af hybridbiler og de har holdt fast i deres planer og ikke afveget fordi salget ikke helt har fulgt med. Men, salget er godt på vej og den nye Auris Touring Sports ser ud til at kunne være et af midlerne til at få nye kunder i biksen.
Både prismæssigt og designmæssigt ser det nemlig ud til, at Toyota har ramt plet. Mange har nemlig tidligere argumenteret imod hybridbilerne med den forholdsvis høje pris. Men, når vi kun lige sniger os forbi de 300.000,- for en stationcar i Auris størrelse, så skal det ikke være undskyldningen for ikke at købe.
En hybridbil fungerer på den måde, at den er udstyret med to motorer. Både en el-motor og en benzin el. dieselmotor. De fleste hybridbiler kan køre en kort afstand på el, hvorefter brændstofmotoren så slår i gang og er med til at drive hjulende. I Auris tilfælde kan du f.eks. vælge at lade bilen køre på el ved lave hastigheder og slå over på begge motorer når farten bliver sat op. Det giver en anderledes og meget støjsvag kørsel i byerne. Desværre (for undertegnedes vedkommende, red.) slår brændstofmotoren for tidligt til og den fornøjelse man har ved at køre el-bil i byerne forsvinder. Her kunne løsningen være et kraftigere batteri og en opsætning der sikrede el-drift helt op til 55 km/t.
Auris er i hybridmodellen udstyret med en CVT gearkasse – altså en trinløs gearkasse. Personligt har jeg aldrig brudt mig om CVT gear, specielt i små biler med små motorer. Lyden og accelerationen virker forstyrrende og ikke særlig inspirerende. Med kraftigere motorer er det ikke så slemt, da accelerationen matcher omdrejningstallet. Men, med en lille 1,8 liters motor virker det ikke optimalt. Og lige meget hvor meget Toyotas sælger siger, at man bare lige skal vænne sig til et nyt kørselsmønster, så falder det ikke i min smag. Heldigvis er det ikke alle der har det sådan og Auris Hybrid sælger rigtig godt.
Gennemsnitlig kører Auris Hybrid 25 km/l. Bedst af alt så er CO2 udledningen nede på 85 g/km. Det er her, at hybriden skiller sig ud fra mængden.
Designmæssigt er Auris blevet betydeligt mere europæisk at se på, dog uden at have mistet sit japanske DNA. Der er god plads i kabinen og bagagerummet har plads til 530 liter. Med Easy-Flat-sædesystemet aktiveret og en hel plan læsseflade har Auris Touring Sports plads til hele 1.658 liter.
Køreegenskaberne er gode og Auris ligger glimrende på vejen. Styringen er god og direkte, men motor og gearkasse inspirerer ikke til sportslig kørsel. Her vil jeg til hver en tid vælge en af modellerne med forbrændingsmotor.
Samlet set så er den nye Auris Touring Sports en glimrende bil. Den kører godt, er moderne i sit design og har god plads og gode tekniske løsninger. Jeg ville personligt ikke vælge hybridmodellen – men, jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at se en eksplosion af salget af dem igennem 2013-2014. Specielt hvis prisniveauet kan holdes.
Specifikationer
Motortype | R4/16v/Hybrid |
Slagvolumen | 1.798 |
Antal HK | 136 |
Drejningsmoment (Nm) | 349 |
Drivende hjul | Forhjulstræk |
Antal gear | 1A/CVT |
Acc 0 til 100 km/t (sek.) | 11,2 |
Acc 0 til 100 km/t (sek.), målt | - |
CO2-emission (g/km) | 85 |
Bagagerumskapacitet (l) | 530 |
Drejningsmoment målt ved omdrejninger | 4.000 |
Forbrug (km/l), målt | - |
Forbrug EU-mix (km/l) | 27,0 |
HK målt ved Omdr. | 5.200 |
Tophastighed (km/t) | 175 |