Volvo V40 D4

|

Kampen i den populære ”Golf klasse” bliver skarpere og skarpere. Med seneste generation af netop VW Golf og den kommende Ford Focus, er der virkelig skruet op for alle kedlerne – det være sig både hvad angår design, køreegenskaber og ikke mindst teknologi. Aldrig har der været så meget fokus på netop det teknologiske element i denne klasse, og vil man være med helt fremme gælder det om at kunne levere varen på alle områder – eller kører konkurrenterne fra dig. Volvo vil rigtig gerne være med helt fremme og til det formål har de kørt det tunge skyts frem i form af den nye Volvo V40 D4. D4 er ikke bare en ”normal” V40, det er den absolut kraftigste V40 diesel, som Volvo endnu har sendt af samlebåndet. Med en ydelse på hele 190 hk fra den 4-cylindrede turbo-dieselmotor er der lagt op til lidt mere sjov end sædvanligt. Og det er der, fordi V40 vejer 1.580 kg. Når man en så lav en vægt og så mange hestekræfter plus et drejningsmoment på hele 400 Nm ved blot 1.750 o/min, så sker der absolut noget, når speederen trykkes ned.

V40 D4 stryger forbi de 100 km/t på blot 7,4 sekunder og den stopper først ved 230 km/t. Men, det kan da på ingen måde gå hånd i hånd med Volvo globale målsætning om at være længst fremme når det drejer sig om miljøet tænker du så. Men, jo det kan det faktisk. Volvo V40 D4 har nemlig et gennemsnitlig brændstofforbrug på ekstreme 27 km/l, samtidig med at CO2-udledningen er nede på sølle 96 g/km. Det er rent ud sagt imponerende for så kraftig en motor. Sammenlignet med f.eks. VW Golf GTD, som har en ydelse på 184 hk, en accelerationstid på 7,5 sekunder og en et forbrug på 23,8 km/l, så er det rent ud sagt imponerende.

Designmæssigt følger V40 Volvos helt nye og langt mere dynamiske stil. Det kantede look er fuldstændig forsvundet og V40 fremtræder meget vellykket. Indvendigt er der også sket ting og sager og Volvo tilbyder en af de smarteste instrumenteringer på markedet overhovedet. Her har du mulighed for at vælge mellem ECO, Elegance og Sport. Specielt i Sport-mode tager instrumenteringen sig godt ud. Speedometeret skifter til digitalt, farven bliver rød og omdrejningstæller og gearskifteindikator får et mere aggressivt look. Det fungerer super godt og er nemt at tilgå fra menu i selve instrumenthuset.

Bag rattet er V40 D4 en meget positiv oplevelse. Sæderne er i verdensklasse, og du skal have en meget følsom bagdel for ikke at kunne køre lange stræk uden at blive øm bagi. Den optimale kørestilling er nem at finde og når gearskiftet samtidig er så vellykket, som det er tilfældet med V40 D4, ja så har du intet at klage over.

Køreegenskaberne er ikke helt oppe ved Golf og Focus, men den er skarp og meget velkørende. Undervognen sluger de fleste ujævnheder råt og V40 viser her, at den er et godt kompromis mellem sport og komfort.

Pladsen i kabinen er acceptabel, men ikke så god som de nærmeste konkurrenter. Det er synd, da mange tænker på god plads, når de tænker på Volvo.

Vores testbil var udstyret med en masse lækre tekniske detaljer – specielt på sikkerhedssiden, hvor Volvo meget gerne vil sætte standarden. Derfor kunne vi nyde godt af Blind Spot Information System (holder øje med biler på siden af dig, red.), Driver Alert System, Adaptiv Cruise Control, Parkerings Pilot og meget mere. Det er selvfølgelig noget man betaler for, og det er her, at Volvo får et lille problem.

Problemet ligger i, at V40 D4 har en basispris på 414.900,-. Men, med et dyk ned i posen af ekstraudstyr, så ender vi på 595.000,- for en bil i Golf klassen. Det er for meget – og det er det fordi, at de ting, som man har hentet ind fra liste over ekstraudstyr alle føles som om de burde være standard i bilen – måske med undtagelse af læderkabinen. Havde V40 D4 haft en pris på 495.000,- med alt udstyret, så havde det været yderst interessant, at kigge dens vej. Men, til knap 600.000,- fås der flere attraktive modeller, der sågar er betydeligt større.

Volvo tilbyder periodevist deres biler i en såkaldt Ocean Race Edition (se billeder, red.). V40 D4 fås også i denne udgave, hvor der er givet ekstra gas når det drejer sig om interiøret. Her er der bl.a. tale om specialsygninger og ekstra detaljer i form af inskriptioner i aluminiumsdelen af instrumenteringen.

Med undtagelse af prisen, så er Volvo V40 D4 en ualmindelig behagelig rejsepartner. Dens store force er motor og gearkasse, samt den imponerede komfortable plads bag rattet. Volvo har igen gjort det, som de er så gode til. Nemlig at lave en velkørende bil, der har rigelig med power og et forbrug i verdensklasse. Så Volvo har leveret varen - den koster bare kassen!

Biltorvets vurdering

plus Motor og gearkasse Kørestilling Sæder Teknisk udstyr Sikkerhed Kvalitet
menu Pris Plads

Specifikationer

R4/16v
1.969
190
4.250
400
1.750
Forhjulstræk
6M
230
7,4
7,9
27,0
25,9
96
1.580

Volvo V40 på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev