VW Multivan 2,0 TDI Comfortline

|

Med sjette generation af VW Transporter kommer naturligt nok sjette generation af VW Multivan. Hvor du for år tilbage fik fornemmelsen af, at Multivan blot var en Transporter med ekstra sæder, så er situationen helt anderledes i dag, og intet giver anledning til at tro, at man blot har smidt et gulvtæppe og lidt ekstra sæder ind i varerummet. Faktisk fremstår seneste udgave af Multivan som en meget luksuriøs og gennemført bil.

Indretning
Multivan fås med en masse forskellige sædevariationer, hvilket gør det muligt at tilpasse bilen præcis efter dine behov. Vores testbil havde to enkeltsæder på anden sæderække og tre sæder i form af en bænk på tredje række. Da de to enkeltsæder kunne dreje 180 grader, gav det den perfekte mulighed for at bruge bilen som ekstra stor familiebil, hvor fokus bagved var rettet mod det praktiske og hyggelige. Her kunne lidt ekstra længde dog være en fordel, da de velpolstrede sæder ikke efterlod meget plads sæderne imellem. Så en ”L” version af Multivan ville være et stort plus. Bag rattet sidder du højt og komfortabelt. Der er fuldt overblik gennem den store forrude, og pladsen er imponerende god.

Udstyr
Vores testbil var udstyret med Generation Six pakken, hvilket bl.a. betyder 80 liters brændstoftank, adaptiv undervogn, akustikruder, alcantara indlæg, climatronic klimaanlæg til hele kabinen, LED-lygter, opvarmede sæder, side assist, adaptiv fartpilot, navigation og meget mere. Og hvis det ikke er nok, så har man også lige tilføjet 12-vejs indstilling af forsæderne, varme i forruden, en ekstra skydedør, bakkamera, fjernlysassistent, hjælpemekanisme til begge skydedøre og en dual tone metallak i Candy White og Cherry Red. Sidstnævnte til den nette sum af 43.000 kroner. Man skal derfor være et skarn, hvis man mangler noget på udstyrssiden – for det er næsten svært at finde mere fra listen over ekstraudstyr.

I maskinrummet
Hvad så med motorrummet, kan du så passende spørge – mangler der noget her? Nej, det gør der bestemt ikke. Vi havde fornøjelsen af VW’s 4-cylindrede turbodiesel med 204 hk og et massivt drejningsmoment på 450 Nm ved blot 1.400 o/min. En sand perle, der virkelig passer perfekt til en bil af Multivans størrelse. Værd at fremhæve, når vi nu er ved det tekniske, er den adaptive undervogn, hvor du har mulighed for at vælge imellem sport og comfort. Nogen vil mene, det er overkill i en ”kassevogn” – jeg mener personligt, at det er en fed mulighed at have, da bilen med fuldt læs så absolut giver den bedste køreoplevelse for passagererne, hvis undervognen er blødere. Og forskellen imellem de to funktioner mærkes tydeligt. Så super godt, at VW tilbyder denne mulighed til denne type bil.

Faktisk så overrasker Multivan, når det drejer sig om køreegenskaberne. Den er forbavsende agil, og kører meget mere som en stor stationcar end som en kassevogn. Så har man brug for enormt meget plads, men er bange for at køreoplevelsen skal føles som en håndværkers dagligdag, så kan jeg klart anbefale at prøve Multivan – der er enorm forskel på de to oplevelser.

Individualisering

Endnu et plus er VW’s gode stil, når det drejer sig om mulighederne omkring bilens lak. Du har nemlig mulighed for at vælge en two tone lak i Candy White og Cherry Red, der samme med ”old school” fælge i krom, får ens tanker til at svæve omkring et gammeldags Folkevognsrugbrød og Californiens strande. En fed feature, der kun gør noget godt for bilen. Desværre er prisen også derefter – nemlig 43.268,-.

Er der så ingen minusser? Jo, det er der da. Det absolut største minus er også det, der øjeblikkeligt vil sætte en stopper for et køb hos de fleste – og det er prisen. VW Multivan 2,0 TDi Comfortline med 204 hk koster den nette sum af 828.000 kroner, Og det er vel at mærke før Generations Six pakken til 283.570,- kommer oveni, plus 127.000,- til andet udstyr og metallak i to toner. Efter dette ender prisen på hele 1.238.692,-.

Konklusion
Personligt er jeg vild med VW Multivan. Jeg synes motoren er suveræn, komforten og designet er i top, og mulighederne for at gøre bilen til din helt egen er yderst omfattende. Lidt mere plads imellem de massive bagsæder gjorde dog ikke noget – og så holder prisen jo nok, desværre, de fleste fra at investere i den store vogn, hvilket er synd.

 

Biltorvets vurdering

plus Design og plads Komfort Motor og gearkasse Individualisering
menu Mellemrum mellem sæderækkerne Pris

Specifikationer

R4/16v
1.968
201
4.000
450
Forhjulstræk
6M
203
-
-
-
-
-
5.800 uden sæder
80

VW Multivan på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev