VW Passat har siden sin introduktion været en yderst populær bil i den store mellemklasse, eller firmabilsklassen. Den har høstet mange roser for sin kvalitet, sin køreegenskaber og sin driftssikkerhed. Der har været nogle små face lifts hist og her - men ellers er Passat uændret rent designmæssigt. VW har dog foretaget ændringer på andre punkter - nemlig motorerne.

Med introduktionen af deres TSI-teknologi, blev en bred række af motorer tilgængelige for hele VW-koncernen. En af disse motorer er denne 1,8 liters TSI med 160 hk, som vi finder i både Audi, VW, Skoda og Seat.

TSI?
TSI-motorerne er udstyret med turbolader og direkte indsprøjtning, hvilket har en positiv effekt på både accelerationen og brændstoføkonomien. Accelerationen er specielt værd at bide mærke i, da bilens maksimale drejningsmoment allerede er tilgængeligt ved 1.500 o/min - noget vi normalt kun ser ved dieselbiler. Det betyder at du har masser af trækkraft helt fra bunden af, og derved sikrer en mere støjsvag og behagelig kørsel. Turbomotoren bliver dog på intet tidspunkt "træt", men leverer optimal ydelse helt ud til det røde felt. Virkelig imponerende!

Wow!
Når jeg kigger på Passat anno 2008, så står jeg på en eller anden måde og mangler den berømte "wow-effekt", som vi ser med flere af de nye modeller i dag, f.eks. Ford Mondeo og Mazda 6. Passaten er måske ved at være lidt kedelig i forhold til de andre modeller. Men nu har VW jo aldrig været kendt for at vælte sig i designmæssige detaljer - men måske nærmere bare køre på det sikre og lidt konservative. Kan man lide det - og det er der bestemt mange der kan - så er VW Passat ikke en dårlig kandidat.

Det lettere konservative design går også igen når vi kommer ind i kabinen. Midterkonsollen er meget neutral - men det man skal bruge er der hvor det skal være. Pladsen i kabinen er glimrende, og man sidder formidabelt både foran og bagi. Pladsen i bagagerummet er også yderst imponerende og byder på hele 565 liter.

På vejen...
Rent køredynamisk synes jeg personligt at VW Passat er en smule bagefter nye modeller som Mazda 6 og Ford Mondeo. Man har igen valgt det sikre, og fundet en fin mellemvej imellem komfort og sport. Om man er til den ene eller den anden model, er selvfølgelig også et spørgsmål om ens "personlige følelse" med bilen, og hvad man anser for optimal køredynamik.

Sikkerheden
Passat er selvfølgelig veludstyret når det drejer sig om sikkerhed - et sted hvor VW absolut ikke sparer. Alskens elektroniske hjælpemidler, samt 7 airbags er standard - selv på mindste udstyrsniveau. De optimale 5 stjerner er da også hentet hos EuroNCAP.

Prisen
Rent prismæssigt kan du få Passat fra knap 320.000,- i mindste udstyrs niveau - men det er for en 102 hk benzin-model. Denne lækre 1,8 liters TSI udgave med 160 hk koster i billigste trin knap 380.000,-, og hvis du ønsker at hoppe et trin op af udstyrsstigen, så ender du cirka 400.000,-. Vælg dog en af de attraktive DK-pakker, hvor du får en masse komfortudstyr for en meget lav merpris - det kan absolut betale sig!

Konklusion
VW Passat 1,8 TSI er en virkelig lækker bil, der byder på masser af komfort og en meget lækker motor. Men designet er meget konservativt og mangler lige lidt ekstra. Måske er vi heldige at den næste Passat henter nogle designmæssige detaljer fra den nye Passat CC - så begynder det at ligne noget!