Autostole du kan stole på

|

Spænd nu jeres børn ordentligt fast – sådan lyder opfordringen fra to eksperter. Men, hvordan var det nu lige med de autostole? Biltorvet har guiden, der bringer dig sikkert gennem junglen af valgmuligheder og begreber.

Isofix, ftalater og monteringsvejledninger – sveden pibler allerede frem. For det at vælge autostol til dit barn er ikke noget, man bør tage let på. I yderste konsekvens kan valget betyde forskellen på liv eller død. Derfor springer Biltorvet med en guide, der forsøger at klæde dig bedst på til at vælge den rigtige autostol til dit barn.

Pernille Ehlers er specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, og hun understreger, at der er et centralt punkt, som er vigtigere end både isofix, ftalater og karakter i en test. Nemlig, den korrekte montering af sædet og fastspændingen af dit barn.

Du kan læse første test af den nye VW Polo her

”I forbindelse med en politikontrol lavede vi på et tidspunkt en undersøgelse af omkring 100 biler med børn i autostole. Langt de fleste børn var spændt fast i det rigtige udstyr. Men der var mange, der sjuskede, så selerne var for løse, snoede eller stolen var monteret forkert.”

Men tror du ikke, der er mange, specielt nybagte forældre, der er bange for at spænde selen for hårdt?

”Når du spænder barnet fast, skal selerne sidde godt til. Mange forældre spænder ikke selerne hårdt nok, men hovedreglen er, at man blot skal kunne få en flad hånd ind under selen. Det er farligt at sjuske med det. Det er ikke anderledes, end hvis du tager en redningsvest på uden at lukke lynlåsen. Skidtet ryger jo af så,” forklarer Pernille Ehlers.

Husk også i denne kolde tid, at tykke vinterjakker betyder, at det kan være svært at spænde selen tilstrækkeligt fast. Så selvom det kan være koldt for barnet, så er det faktisk en god ide at tage jakke eller flyverdragt af, når barnet skal spændes fast i sit sæde. 

Brugervenlighed
Gitte Sørensen er projektleder for forbrugermagasinet Tænk, der laver en uafhængig test af autostole to gange årligt. Hun er enig i, at det ikke kun handler om, hvor sikker selve autostolen er.

”Det er supervigtigt, at brugervenlighed er i top. Hvor svær er stolen at installere? Bliver selerne nemt snoede? – For så ryger sikkerheden. Det er væsentlig del, som folk undervurderer. Nogle stole er så indviklede, at man skal have manualen frem hver gang, den skal monteres. Derfor tager vi også højde for brugervenligheden i vores test.”

Du kan læse vores råd til vinterdæk her

Både Gitte Sørensen og Pernille Ehlers mener, at det er meget vigtigt at prøve autostolen, før man beslutter sig. For selv om du har fundet den dyreste autostol eller den, der klarer sig bedst i en test, så er det slet ikke sikkert, at den kan være i din bil. Det er heller ikke sikkert, at netop dit barn sidder godt i stolen. Faktisk mener Gitte Sørensen, at man skal vente med at læse en test.

”Jeg ville nok tjekke en test, men jeg ville vende den rundt, så jeg startede med at prøve stolene i butikken og i bilen, og så vælge den bedste stol fra tests, ud fra de stole, som fungerede godt for mig. Jeg ville altså starte i forretning, og så gå tilbage og læse en test.”

Det rigtige mærke?
I autostolenes verden kan der være store forskelle på priser, og nogle mærker som er mere kendte end andre. Men du får ikke de to eksperter til at anbefale et bestemt mærke.

”Der er ikke kun én eller tre stole, du skal overveje, der er faktisk mange. Man kan ikke på mærkeniveau afgøre, om man køber den bedste stol, men prisen er et godt sted at starte. Hvis du vil have den sikreste stol, skal du nok ikke vælge den billigste stol, men det behøver heller ikke være den dyreste, der er sikrest. Der findes mange gode mærker. Rømer er selvfølgelig et kendt mærke, men der findes også mange andre. Det kan sagtens være, at en god stol står skævt, eller at barnet sidder for oprejst,” forklarer Gitte Sørensen.

Brugte stole – dur de?
Som nybagt familie, er der mange udgifter, og det er måske oplagt at spare penge på en brugt autostol, men det lader til, at der blandt nogle forældre er en skrøne om, at brugte autostole ikke er til at stole på. Men det passer ikke, forklarer Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.

”Selvfølgelig kan du købe en brugt autostol, men de skal ikke skal være mere end 10 år gamle. Der kan plastikken gå hen og blive for gammel. Der står en produktionsdato et sted på stolen, og så skal du selvfølgelig kende stolens historie. Kan den have været med i et uheld, er den ødelagt eller har den seler, som ikke virker, eller spænder som er slidte, så skal man undgå den. Men har den været brugt normalt, så kan man sagtens bruge den.”

Der er mange termer og mystiske godkendelser, som kan være svære at gennemskue. Derfor har vi lavet en kort forklaring under fakta. Og så brug både FDM og Tænk, der begge laver grundige tests af autostole, som måler sikkerheden ved sammenstød, brugervenlighed og selv sundhedsskadelige stoffer i stolen.

Du kan læse Tænks seneste test her

Du kan læse FDM’s seneste test her

Fakta:
Base
– Mange autostole opbygget, så de har en base, der klikkes fast i isofix-beslag, og så kan resten af stolen tages med. Det kan være en fordel, hvis barnet eksempelvis sover. Husk, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at undlade at lade barnet sidde autostol i længere tid end nødvendigt og kun bruge den til transport.

Bagudrettet stol – det er absolut mest sikkert for et barn at sidde i en bagudvendt autostol, så de sidder med ryggen til kørselsretningen. Den bagudvendte autostol er nemlig meget bedre mod eksempelvis nakken i et uheld, og der findes stole, hvor børnene kan sidde i dem til de er tre-fire år gamle.

Godkendelse – Alle stole skal være ECE-godkendte, der er EU’s standard, med enten ECE-44-03, ECE-44-04 eller ECE-R-129 (også kaldet i-Size).

i-Size – I-Size er en ny godkendelse, der har eksisteret siden 2013. I-Size-godkendte autostole kan kun bruges i biler med Isofix, og det er barnets højde, der er afgørende for, hvilken stol man skal vælge.

Isofix – Isofix er en form for beslag, der sidder i sæderyggen på de fleste nyere biler. Hvis din bil ikke har isofix-beslag, så skal du købe en autostol, der kan spændes med bilens sele. Det er lige så sikkert, men tit mere besværligt.

Størrelse – Autostole er traditionelt opdelt i vægtklasser. 0-13 kilo (0 - ca. 1 år), 9-18 kilo (ca. 1 – 4 år), 15-36 kilo (ca. 4- 10 år). I de nye i-Size stole er det barnets højde, der er afgørende for hvilken stol, man skal vælge. Det er nemmere at bruge til børn, der er tykkere, tyndere, bredere eller længere, end deres alder antyder.

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev