Syv trin til et trygt brugtkøb

|

Det kan virke som en kunstart at købe en brugt bil. Tanken om at købe katten i sækken, lurer altid i baghovedet, men her vil vi forsøge at guide dig, så du med sindsro kan købe den rette bil.

Tanken om at bruge titusindvis af kroner på en brugt bil, som viser sig at have en katastrofal fejl lige under lakken, som du burde have set, hvis bare lige du…… Tanken er ikke rar, og den afholder med god grund mange fra at købe en brugt bil, men faktisk behøver det ikke være så svært. Her giver vi dig en guide i ti trin, som kan hjælpe til et trygt brugt-køb. 

Afdæk dit behov
Når du er på jagt efter en bil, så er det første, du, bør gøre, er at afdække dit behov. Hvad skal du bruge bilen til og hvor langt kører du om dagen. Skal du have plads til en halmballe, fordi du altid kører forbi dine heste på vej hjem fra arbejdet, så nytter det ikke noget at købe en Volkswagen Golf.

Høj indstigning og hipt udseende - BMW X2

Du bliver også nødt til at sætte dig ned med et Excelark – selvom det er drønkedeligt. Du bliver nemlig nødt til at have et overblik over BÅDE, hvor mange penge du har at købe bil for, OG hvor mange penge du kan afsætte om måneden til grøn ejerafgift, forsikring, brændstof og vedligehold.

Som en tommelfingerregel kan du forvente, at prisen på vedligehold stiger, jo billigere bilen er. Man kan dog snildt finde solide brugte biler, som har været fint vedligeholdt og derfor ikke kræver store udgifter. Det forklarer Claus Carstensen, brugtbilsekspert på biltorvet.dk

Gør dig selv den tjeneste at vær helt klar over, hvilken type bil, du skal bruge, så du ikke ender med en mikrobil, hvis du har 200 kilometer motorvej hver dag. Det samme gælder med dit budget. Hvis du vælger en gammel bil, så skal du gøre dig klart, at den med al sandsynlighed kræver en del vedligehold, så sæt penge af i budgettet til det også.

Citroën C4 Cactus - mere komfort i favoritten

Biltorvet har en såkaldt widget, som viser et bud på finansiering fra Santander Bank, så du har et realistisk indtryk af, hvad det vil koste at finansiere bilen. Når du så har overstået det kedelige regnearbejde, kan du begynde på det sjove – at snævre dig ind på den rigtige model.

Shop rundt
Når du har lagt dig fast på modellen, så er det på tide at surfe en tur ind på Biltorvet, og faktisk gerne over flere omgange. Du skulle gerne få en ide om de generelle priser på den model, du er på jagt efter, så du har en god ide om, hvad bilen skal koste i forhold til kilometertallet. Husk at du kan oprette en søgeagent på Biltorvet med dine præferencer, så du får en e-mail hver gang, der kommer en ny bil til salg.

Tjek synsrapport
Nu skulle du gerne have fundet den helt rette bil. Enten er den et rigtig godt tilbud, eller så står den lige om hjørnet, men før du begiver dig afsted, så gør lige dig selv den tjeneste at slå nummerpladerne på bilen op på Færdselsstyrelsens hjemmeside, hvis bilen er over fire år gammel, kan du nemlig se synsrapporterne. Det giver dig mulighed for at se, om bilen på et tidspunkt ikke har været godkendt, for så er det noget, du skal holde øje med, og lige så vigtigt er det også en mulighed for at se, om kilometertallet i synsrapporten stemmer overens med det tal, som tælleren i bilen viser. Der er set eksempler på biler, som har fået skruet kilometertælleren tilbage, så det ser ud som om, bilen har kørt kortere end den i virkeligheden har.

Suzuki Swift - en humørbombe 

Hvis du leder efter en lidt ældre bil, så sørg for at tjek synsrapporterne grundigt. De kan tit fortælle en historie om, hvilken bil du har med at gøre. Har den haft flere omsyn på grund af rust, så skal du være særlig opmærksom på det, når du testkører bilen. Og tjek så kilometertal, som synsmanden skal registrere – hvis bilen pludselig har kørt meget kort mellem to syn, eller måske pludselig har kørt kortere end tidligere, så kan det være tegn på snyd.

Privat eller forhandler
De fleste annoncer på Biltorvet er fra forhandlere, men det kan også være din drømmebil sælges af en privat, og du skal være opmærksom på, at du er beskyttet forskelligt, hvis der opstår en fejl med bilen, efter du har købt den. Hos forhandleren har du reklamationsret på to år og en garanti på seks måneder, mens bilen i hovedreglen købt som beset ved en privat – til gengæld kan prisen være lidt lavere.

Hvis du køber bilen privat, så husk at tjekke bilen for restgæld. Det gør du nemmest via stelnummeret på Bilbogen.

Testkørslen
Her bævrer de fleste nok, for det er ude på parkeringspladsen, at ulykken kan gemme sig bag det, der ligner en pæn bil.

Volkswaen T-Roc - høj og hip

At finde fejl kan til tider kræve en mekaniker, men der er flere måder, du kan gardere dig på. Hvordan oplever du sælger? Mavefornemmelsen siger faktisk tit noget fornuftigt, og hvis mavefornemmelsen ikke er god, så find en anden bil.

Du kan også tage tyren ved hornene med hjælp fra vores grundige guide til at prøvekøre en brugt bil, som du kan læse her. Hvis du vil være sikker på at have en perfekt nats søvn, så tilbydes der biler med en brugtvognsattest, eller garanti-ordning. Nogle forhandlere annoncerer også særskilt med et eller to års garanti udover deres forpligtelser i fht. købeloven.

Af garantiordninger er bl.a. 100% Autotjek der giver 12 mdrs garanti på dit brugtbilskøb. Automester har et produkt i samme boldgader der hedder Nedbrudsforsikring, som dog er en forsikringsordning.

Prut
At kunne prutte om prisen er også et kapitel for sig selv, men det er værd at prøve. Du kan eksempelvis forlange, at sælger betaler for brugtbiltesten. Hvis du køber bilen hos en forhandler, er der som regel flere parametre at skrue på. Skal forhandleren have din bil i bytte, så kan du forsøge at presse prisen på den op, eller du kan forsøge at få ekstraudstyr eller vinterdæk med i købet.

Overdragelse og betaling
Hvis du køber din nye brugte bil hos en forhandler, så står forhandleren for at omregistrere bilen for dig, men hvis du køber privat, skal du selv stå for omregistreringen, og det skal ske indenfor tre uger. Det nemmeste er at gøre det på Skats hjemmeside her. Dit forsikringsselskab får selv besked direkte fra Skat.  

Når du skriver under, skal du sørge for, at du i fællesskab med sælgeren udfylder en slutseddel. Typisk har forhandleren allerede en standardslutseddel, som du skal læse grundigt igennem. Hvis du handler privat, så sørg for at begge udfylder slutsedlen. Du kan downloade en slutseddel fra FDM her.

Det gode råd
Medbring din sunde fornuft. Lyder det for godt til at være sandt, eller stikker bilen ud i forhold til de øvrige biler, så er der nok en grund til det.

Sov på det!

Regn det hele igennem igen. Kig det igennem med en ven. I situationen kan man hurtigt blive ivrig og tilkøbe forsikringer, ekstra ydelser, serviceaftaler, som man egentlig ikke har behov for, eller som man allerede er forsikret imod.

Du skal ikke føle dig presset til at skrive under på en slutseddel. Selvom forhandlere siger, at der en mange interesserede købere. Der kommer altid en anden bil til salg, som matcher dine behov.

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev