Selvom 2015 endnu ikke er helt overstået, så kan man stadig godt kaste et blik tilbage på året, hvor der virkelig har været gang i den på bilfronten. 2015 bliver på mange måder ikke et år, som bliver glemt lige med det samme. Det er klart, at VW skandalen umiddelbart fylder mest i erindringen om 2015, og det vil nok være den begivenhed, man vil nævne, hvis man skulle pege på én ting fra bilåret 2015. Det er ganske forståeligt, for der er tale om en af de største skandaler nogensinde i bilindustrien. Volkswagen har dog også markeret sig på andre områder, da der er kommet hele seks nye biler fra fabrikanten i Wolfsburg i år. Netop antallet af bilnyheder er en anden begivenhed, som året 2015 bør huskes for, for aldrig tidligere har der været så mange i løbet af et kalenderår. I følge MotorMagasinet så er der kommet hele 118 nyheder i løbet af 2015, og Volkswagen er langt fra den fabrikant, der har præsenteret flest nyheder.

Det tyske trekløver topper

118 bilnyheder er rigtig mange, og især de tyske bilproducenter har haft travlt. Det er nemlig AudiMercedes-Benz og BMW, der har præsenteret flest nyheder i løbet af 2015. Audi topper med hele 12 nyheder, mens der er kommer 11 fra Mercedes-Benz og otte fra BMW. Det er dog ikke kun de tre tyske luksusmærker, som har haft travlt i løbet af 2015, og med så mange nyheder, nogle større end andre, så kan det også være vanskeligt at pege på nogle enkelte, som værende de mest interessante eller relevante, men vi gør alligevel forsøget. I en dansk kontekst er to af de mere relevante bilnyheder fra 2015 blandt andet den nye Opel Astra, samt Renaults bud på en bil firmabilsegmentet, Renault Talisman. Opel Astra fordi den blev kåret til årets bil, og den altid er en populær bil i den lille mellemklasse, og Renault Talisman fordi det bliver spændende at følge, hvorvidt Renault kan bide sig fast i det store segment for firmabiler.

Der er selvfølgelig mange andre bilnyheder, der kunne være nævnt, og det er langt fra sikkert, at du synes, vi har valgt to af de mest interessante. Så lad os høre, hvilket bilnyheder fra 2015, du synes, var de mest interessante?