Søstermodel til Opel Vectra blev Årets Bil

GM fik også en pris for bedste truck: Chevrolet Silverado 2007

Saturn Aura, som er søstermodel til Opel Vectra og bygget på samme platform eller arkitektur og med samstemmende designelementer, blev søndag kåret til North American Car of The Year på Detroit Motor Show på showets første dag, hvor der kun er åbent for pressen.

Udmærkelsen uddeles en gang årligt af 49 prominente biljournalister fra USA og Canada, i år var feltet på hele 31 biler.

En anden GM-bil, 2007 modellen af Chevrolet Silverado blev kåret som årets bedste truck: North American Truck of The Year.

Saturn Aura blev fulgt af Toyota Camry og Honda Jazz (kaldet Fit i USA).

Prisen gives til biler, som specielt udmærker sig inden for nytænkning, sikkerhed, kørekvaliteter, design, køreglæde og værdi for pengene.

Hos Saturn er man meget stolte af udmærkelsen, som er et led i en foryngelseskur. Den omfatter også at importere en Saturn-udgave af Opel Astra til de amerikanske kunder og introduktion af flere nye modeller. Aura har været på det amerikanske marked siden august 2006.