Åben for nye eventyr - Audi Cross Cabriolet quattro
Med afsløringen af konceptbilen Audi Cross Cabriolet quattro på Los Angeles Motorshow (14.-24. november 2007) åbner Audi et helt nyt bilsegment: Den 4,62 m lange og 1,63 cm høje 2-dørs bil med plads til 4 personer kombinerer egenskaberne fra en dynamisk softtop-cabriolet med allround-kvaliteterne fra en fuldblods-SUV. Linjeføringen er rå og kraftfuld og samtidig elegant, og den viser tydeligt bilens potentiale. Den 240 hk stærke 3,0-liters TDI-motor med ultra low emission-teknologi kombinerer sportslig køredynamik med udstødningsværdier svarende til EU-6-grænseværdierne. Det permanente firehjulstræk quattro og hightech-undervognen med elektrisk niveauregulering giver mulighed for køreglæde i alle slags terræn og i ethvert sving.

Audi Cross Cabriolet viser en helt ny dimension af åbenhed i SUV-klassen: Stofkalechen kan køres komplet ned bag bagsæderne i løbet af kun 17 sek., der er ingen B-stolpe, og ingen styrtbøjle forstyrrer udsynet mod himlen, da den er skjult bag bagsæderne. For cabriolet-fans viser der sig derimod en helt ny dimension af pladsfornemmelse: Cross Cabriolet er en SUV, som byder på maksimal hovedhøjde, benplads og skulderbredde til personerne i bilen, og dette suppleres af den SUV-typiske høje og komfortable siddeposition. Open air-fornøjelsen kan således nydes fuldt ud af alle 4 personer i bilen, når der cruises afsted.

Med den langsliggende 6-cyl. TDI-motor er Audi Cross Cabriolet quattro udstyret med den nyeste dieselmotor fra Audi: I denne version opnår 3.0 TDI med 240 hk og et drejningsmoment på 500 newtonmeter maksimal effektivitet – den kører i gennemsnit hele 13,7 km/l og accelererer fra 0-100 km/t på bare 7,2 sek. Desuden er motoren udstyret med det mest avancerede system til reducering af emissioner, som er udviklet til en serieproduceret motor: ultra low emission system.

Det betyder ikke kun, at bilen overholder alle aktuelle udstødningsnormer verden over. Ydermere overholder den allerede nu de forventede grænser i EU-6-normen, som først træder i kraft i 2014 – og det endda med det permanente firehjulstræk quattro og tiptronic-gearkasse.