Biler inddeles som bekendt i segmenter, og hvor det er i B-segmentet, der er solgt flest nye biler i 2015, så forholder det sig en smule anderledes på brugtbilsmarkedet. Her er det de lidt større biler i C-segmentet, der er mest handlet på biltorvet.dk i løbet af de første seks måneder af 2015. 

Vi har dog i dette blogindlæg valgt at kigge lidt nærmere på de større luksus og premium biler i henholdsvis F og E-segmentet. To segmenter, hvor der ikke sælges det store antal af nye biler, og det skinner selvfølgelig også igennem på brugtbilsmarkedet. 

Audi og Mercedes hitter på brugtbilsmarkedet

Tendensen er dog klar, Audi og Mercedes hitter på brugtbilsmarkedet i de to dyre segmenter. Det er således Audi A6, som er den mest solgte i E-segmentet, mens det er Mercedes-Benz CLS, som topper listen i segmentet for de helt store luksusbiler. De to tyske giganter indtager også andenpladsen i hvert sit segment, så Mercedes-Benz E-klasse er næstmest solgte bil i E-segmentet, mens Audi A8 indtager andenpladsen i F-segmentet. Det er ikke helt det samme billede, hvis man kigger på salget af nye biler i løbet af 2015. Her er det godt nok stadig Audi, som topper i E-segmentet, hvilket vil sige Audi A6 og Audi A7, men her kommer Tesla ind på en klar andenplads..

Hvis man kigger på F-segmentet, så er billedet også noget anderledes på brugtbilsmarkedet i forhold til salget af nye biler. Det er som nævnt Mercedes-Benz CLS, der er solgt flest af på biltorvet.dk, mens Jaguar er den helt "store" sællert på nybilsmarkedet, hvor Mercedes-Benz følger lige efter på en klar andenplads.

Vurderet ud fra salget af nye biler i de to luksus segmenter, så må man forvente, at både Tesla og Jaguar indtager en plads højere på listen over de mest solgte biler på brugtbilsmarkedet i henholdsvis E og F-segmentet, hvis man kigger på de samme tal om nogle år, og mon ikke at både Audi og Mercedes-Benz stadig vil blande sig i toppen til den tid.