Audi Roadjet Concept

På North American International Auto Show løftede Audi sløret for konceptbilen Roadjet Concept. En bil, der kombinerer den nyeste udvikling inden for Audi formsproget med et helt nyudviklet pladskoncept. Motorteknikken byder ligeledes på nytænkning: Den 300 hk stærke 3.2-liters FSI-motor kan takket være innovative løsninger levere en hidtil uset kombination af ydelse, omdrejningsvillighed og effektivitet. Konceptbilen anvendes derudover til præsentation af innovative elektroniske systemer, som allerede i løbet af få år vil komme i serieproduktion.

Linjeføringen af denne 4-dørs limousine med hatchback er en ny og selvstændig fortolkning af Audi designet. Den dynamiske pilformede front med den typiske singleframe-grill og de to store luftindtag under stødfangeren er meget karakteristiske. Bilens høje skuldre på siderne giver bilen en kraftfuld og sikker fremtoning. Derudover er Audi Roadjet Concept præget af store glasflader, der yderligere forstærker indtrykket af lys og plads i kabinen.

Med en længde på 4,70 m og en bredde på 1,85 m sigter Audi Roadjet Concept på standardmålene i B-segmentet. Højden på 1,55 m og akselafstanden på 2,85 m giver dog personerne i bilen et stort plus med hensyn til pladsforhold: Både den højere siddeposition med masser af benplads og den gode plads til skuldre og hoved på alle fire separate sæder.

En videreudvikling af den aktuelle 6-cyl. 3.2-liters FSI-motor med direkte benzinindsprøjtning sørger for passende fremdrift i Audi Roadjet Concept. Takket være en fast indsugningsmanifold og den innovative ventilstyring, Audi valvelift system, yder motoren 300 hk ved 7.000 omdr./min. og et drejningsmoment på 330 Nm ved 4.500 omdr./min. Det er ikke kun tallene, der begejstrer, men også motorens trækkraft og bid samt ydelseskurvens lineære stigning helt op til det maksimale omdrejningstal.

I Roadjet Concept viser Audi for første gang den sportslige 7-trins direct shift-gearkasse i forbindelse med en motor, der er placeret på langs, og det permanente firehjulstræk quattro. Denne gearkasse er nært beslægtet med den meget roste DSG-gearkasse i A3 og TT, og den kombinerer fordelene fra en manuel gearkasse med kvaliteterne fra en moderne automatisk gearkasse, et overlegent drivlinjekoncept.

Den dynamiske undervogn med 4-leddet foraksel og sporstyret trapezbagaksel sørger for de velkendte kvaliteter i forbindelse med kørselsdynamik og komfort. For første gang anvendes støddæmpere, der kan reguleres, og den nye tandstangsstyring med variabel udveksling, Audi dynamic steering.

En særlig innovation, der øger køreglæden, er Audi drive select: Med dette system kan man med et tryk på en knap vælge mellem flere helt selvstændige indstillinger af bilen. Tre funktioner, comfort, dynamic og sport, ændrer indstillingen af styretøj, dæmpning, gearkasse og motorens karakteristik. Audi drive select giver dermed mulighed for meget forskellige kørselsoplevelser, der efter ønske kan realiseres i en og samme bil.

Især sikkerheden, men også økonomien og komforten, profiterer af det nye system inden for car-to-car-kommunikation, som Audi præsenterer for første gang i Roadjet Concept. Denne informationselektronik, der anvendes på tværs af bilproducenterne, er baseret på dataudveksling mellem bilerne i trafikken og den omgivende infrastruktur via WLAN-nettet. Denne teknologi åbner helt nye horisonter: data vedr. trafiksituationen kan analyseres og anvendes til forudseende kørsel, til at undgå kø og endda til at undgå ulykker. Og samspillet med stationære netværk vil allerede om få år gøre det muligt fx at finde og endda reservere en ledig parkeringsplads, mens man kører.