Så er der godt nyt til dem der elsker ny teknologi. Ford Motor Company introducerer nemlig en helt ny teknologi, der kan forudse en udskridning og inden da gribe ind og foretage en kontrolleret nedbremsning af bilen.
Teknologien hedder ETS (Enhanced Transitional Stability, red.) og bliver introduceret med den nye Ford Focus senere på året. Det systemet gør, er at overvåge bilens fart, rattets position og hvor hurtigt, der drejes på rattet. Hvis systemet registrerer en umiddelbar udskridning, vil bilens stabilitetssystemer blive aktiveret og nedbremse individuelt på alle fire hjul.
”Med ETS bliver der vundet vigtige sekunder i en køresituation, som kan udvikle sig kritisk og som sådan er ETS et væsentligt bidrag til både sikkerhed og tryghed”, siger udviklingsingeniør i Ford Europa, Norbert Kessing.
Udover ETS byder den nye Ford Focus på et væld af andre teknologiske forbedringer. Bilens servostyring er blevet optimeret med henblik på at føreren får en mere direkte ’føling’ med vejen. ”Døde” punkter i styringen er elimineret, rattet er blevet nemmere at dreje under kørsel ved alle hastigheder, ligesom Fords ingeniører har formået at etablere en mere direkte forbindelse mellem vejens overflade og bilens rat.
Chassis, affjedring og undervogn er blevet yderligere modificeret og strammet op med optimering af styring og køredynamik for øje. Focus har desuden tykkere sideruder og mere kompakt isolering mod motorrummet for en tilnærmelsesvis lydløs kabine.