Ford Focus stationcar er formentlig den mest køreglade familiebil, du kan købe uden at være millionær. Men hvad nu, når den ikke kører – kan du stadig være glad for Focus der? Vi kigger på alle fejlene ved Fords populære familiebil.

Ford har en særlig evne til at lave biler, der bare kører godt. Det er lige meget, om du sætter dig ind i en gammel Fiesta eller en ny S-Max, så kører de begge bare lidt mere som en gokart end alt andet, der udbydes til menneskepenge. Det gælder også for den seneste generation Focus, for styretøjet har en respons, som man kun oplever i en sportsvogn, og undervognen er fast og uden krængning. Det mærker vi hurtigt i testbilen, som er lånt hos Andersen Biler i Høje Taastrup. Den ser skarp ud med sin sort lakering og 18 tommer fælge. Bilen er fra 2019 og har kørt 57.000 kilometer og koster 239.900 kroner.

Fætter Højben - brugttest af Volkswagen T-Roc

Testbilen er udstyret med Fords nyudviklede 8-trins automatgearkasse, kaldet 8F24, og vi mærker hurtigt, at den har en tendens til at hakke lidt under kørslen, specielt hvis du ombestemmer dig. Altså giver gas, så tøver, og så giver gas igen, så får du hak eller ryk fra gearkassen. Det er et problem, som vi hører flere ejere beklage sig over. Du skal dog ikke være bekymret for, at den er lige så træls som den gamle dobbeltkoblingsgearkasse DPS6, bedre kendt som PowerShift. Der er ikke noget, der tyder på, at 8F24 har problemer med holdbarheden, den er bare lidt brysk. Når det er sagt, så er den manuelle 6-trins gearkasse stram og præcis, og tilfører køreglæde, hvis du kan lide at udnytte de gode køreegenskaber.

Eco-bæst

Testbilen er udstyret med den efterhånden velkendte – og til dels berygtede – 1,0 liters Ecoboost-motor. Det er en trecylindret motor, som har skovlet priser ind, men den har altså også haft sine problemer. Tilbage i 2016 indrømmede Ford Danmark selv, at der havde været problemer på en række biler med tæring af kølerør til turboen på Fiesta. Flere opdateringer er dog kommet til, så det behøver man ikke frygte som ejer af den seneste generation Focus, hvor turboen ikke er lige så udsat.

Brugttest af Peugeot 3008 - en fransk vinder?

Motoren er også berygtet for at tabe kølevand, fordi et lille plastikrør, som egentlig skal holde kølesystemet fri for luft, er underdimensioneret. På Facebook kan man finde en side med over 5.000 medlemmer fra hele Europa, som har oplevet problemer med Ecoboost-motorer, som ikke holder længe. Det skulle dog være et problem, som hører den forrige generation Focus til, så indtil videre burde det være løst på fjerde generation af Focus.

Den danske favorit - brugttest af VW Passat

Den lidt større 1,5-liters Ecoboost-motor er sådan set samme motor som den 1,0-liters, men med større slagvolumen. Begge motorer kan have en tendens til at sode til på indsugningsventiler fra den direkte indsprøjtning. Det er typisk noget, der sker på motorer, der har kørt langt, og vil resultere i, at motoren bliver mere tørstig og har lavere effekt. Fælles for begge motorer er dog, at mange ejere oplever, at benzinforbruget er ret højt.

Sådan prøvekører du en brugt bil

Den mest populære diesel er en 1,5 liters Ecodiesel-motor, som ikke er kendt for at have generelle fejl som sådan, men lige som alle andre moderne dieselmotorer, er det vigtigt at service bliver overholdt, så motoren får frisk olie, og at bilen ikke kun har kørt bykørsel, men har været rigtig varm, så partikelfilter og EGR-ventil ikke stopper til. Tjek bilens servicebog, og forhør dig, hvordan bilen tidligere har været brugt. Er det en bil med flere år på bagen, men lavt kilometertal, kan det være fordi bilen kun har været brugt til småture.

Mere plads

Nogle få ejere har berettet om pludselige sprækker i forruden, når den har været udsat for kraftig temperaturforskelle, som en varm rude, der pludselig får kulde fra airconditionsystemet, men det er ikke noget, som nogen af de danske ejere, vi har talt med, beretter om.

Overset kvalitet - brugttest af Honda Civic

Generelt er de danske ejere glade for deres Focus’er. Og hvorfor skulle de ikke det, i den seneste generation, har Ecoboost-motoren ikke samme problemer, og specielt stationcar-varianten har fået mere plads på bagsædet - uden at det er gået udover de glade køreegenskaber.